Netflix: Reservoir Dogs (1992)


Quentin Tarantinos debutfilm er stadig en af mesterens største værker. En minimalistiske, men narrativt kompleks fortælling om et kup, der går helt galt.

Netflix: Reservoir Dogs (1992)

Instruktør
Quentin Tarantino
Manuskript
Quentin Tarantino
Medvirkende
Harvey Keitel, Tim Roth, Michael Madsen, Quentin Tarantino med flere
Spilletid
99 minutter

 

Netflix er verdens største streamingtjeneste og den mest populære herhjemme. I løbet af de seneste år har Netflix satset massivt på selv at producere tv-serier og i mindre grad også film. Det gør tjenesten til en stor spiller på markedet, som de etablerede filmselskaber tager alvorligt. På Movieboxen får du anbefalinger til de bedste film, som Netflix har at byde på.

 

Det kreative genis drømmedebut

Streaming: Hvad er det bedste ved Reservoir Dogs? Er det karakterne og deres navne? De lange dialoger oversprøjtet med popkulturelle referencer til blandt meget andet blaxploitation-filmbølgen i 1970’erne? Eller er det fedeste filmens retro soundtrack, de geniale krydsklip eller den uforglemmelige torturscene til tonerne af Stealers Wheel Stuck in the middle with you? Det er summen af alle de fantastiske elementer, der gør Reservoir Dogs til en af 1990’ernes bedste amerikanske film.

8 mænd spiser morgenmad på en restaurant i Los Angeles. Den gamle ronkedor Joe Cabot og hans søn Nice Guy Eddie trækker i trådene og kender de resterende seks mænd indgående. De seks jakkesætklædte mænd kender ikke hinanden, kun de aliasser Cabot har givet dem. Mr. Blonde, Mr. Brown, Mr. Orange, Mr. Blue, Mr. White og Mr. Pink. De forlader restauranten og går ud for at røve en juveler. Super cool og skide nemt. Men kuppet går selvfølgelig helt galt, og hvem kan man så stole på?

Quentin Tarantino var blot 29 år, da han instruerede Reservoir Dogs, som han også selv forfattede manus til. Desuden spillede han da også lige den lille rolle som Mr. Brown. Flittigt! Selv 27 år senere står Reservoir Dogs tilbage som en af mest imponerende instruktørdebuter. I 1992 var interessen hos publikum faktisk begrænset, men gigasuccesen med opfølgeren Pulp Fiction i 1994 fik flere til at betragte Reservoir Dogs med nye øjne, og i dag er den kult.

Nu går vi så og venter på Tarantinos 9. film. Once Upon a Time in Hollywood. QT har tidligere svoret, at han ville stoppe efter film nummer 10. Vi må se, om det bare er tomme trusler. Jeg er stor fan af QT, men jeg synes ikke, han har i årenes løb har været i nærheden af den form, han viste med de to første film. Det bliver interessant at se, om han kan komme i topform igen.

Quentin Tarantino debuterede som instruktør med Reservoir Dogs, og filmen er hyldet som et mesterværk - men også et voldeligt ét af slagsen. Den minimalistiske film byder på masser af blod, afskårne lemmer og sadisme. Alt sammen noget, Tarantino har holdt fast i gennem årene. Foto: Miramax Films.

 

Klik her for at streame filmen på Netflix.

 

 

Kommentarer: