Netflix: American Psycho (2000)


American Psycho er kontroversiel for dens ekstreme vold, særligt rettet mod kvinder. Men mange fejltolker filmen og forstår slet ikke dens satiriske under – og over -toner.

Netflix: American Psycho (2000)

Instruktør
Mary Harron
Manuskript
Mary Harron og Guinevere Turner (baseret på romanen "American Psycho" af Bret Easton Ellis)
Medvirkende
Christian Bale (Patrick Bateman), Reese Witherspoon (Evelyn Williams), Jared Leto (Paul Allen) med flere
Spilletid
101 minutter

 

Netflix er verdens største streamingtjeneste og den mest populære herhjemme. I løbet af de seneste år har Netflix satset massivt på selv at producere tv-serier og i mindre grad også film. Det gør tjenesten til en stor spiller på markedet, som de etablerede filmselskaber tager alvorligt. På Movieboxen får du anbefalinger til de bedste film, som Netflix har at byde på.

 

Satire og seriemord

Streaming: I 1991 skrev forfatteren Bret Easton Ellis den roman, han for altid vil blive husket. American Psycho. Bogen ramte som en fod i klokkeværket, og i mange lande blev den simpelthen forbudt, bandlyst. Folk var frastødt af de ekstreme voldshandlinger og hovedpersonens sadistiske overfald på blandt andet hjemløse og kvinder.

Først i 2000 blev bogen filmatiseret. Da var den allerede blevet en kultklassiker, og det blev filmen også på rekordtid. Christian Bale var på det her tidspunkt ikke en superstjerne (det var før Batman), og at sige ja til hovedrollen i filmatiseringen af American Psycho var en modig beslutning. Mange advarede ham mod det og forudså, at det ville ødelægge hans karriere. Sådan gik det ikke. Tværtimod.

Vi er i New York i 1980’erne. Patrick Bateman (Bale) er partner i et eller Wall Street-firma. Det lader ikke rigtig til, at han laver noget. Han er stinkende rig, ekstremt optaget af sit udseende, konstant liderlig uden at føle andet end begær, og dyrisk voldelig. Han har fået smag for at myrde kvinder, og hans dæmoner bliver umulige at styre.

Sammenlignet med romanen er filmudgaven af American Pscyho ret uskyldig. Det på trods af, at vi for eksempel ser Bateman knalde en økse i hovedet på en mand til tonerne af Hip to be square. I en anden mindeværdig scene ser vi ham smide en motorsav efter en prostitueret. Bogen er langt mere voldsom, men den satiriske kritik af 1980’ernes overfladiskhed er også til stede i filmversionen, og det er den, der gør American Psycho så dragende. Altså, Bateman har jo Donald Trump som idol, for pokker! Hvis ikke det er satire…

Patrick Bateman (Christian Bale) er flot, rig og succesfuld. Men han har også en meget, meget mørk side. Han er en psykopatisk massemorder, ude af stand til at elske og totalt blottet for medlidenhed. Foto: Lionsgate Films.

 

Klik her for at streame filmen på Netflix. 

 

 

Kommentarer: