Mesterlære: Stanley Kubrick


Den amerikanske instruktør, som levede en stor del af sit liv i England, er en af de største og vigtigste filmskabere til dato. Hans trang til at afprøve sig selv i så mange forskellige genrer som muligt var Kubricks mest definerende karaktertræk – han var modig og visionær.

Stanley Kubrick

Nok må være nok
Når Stanley Kubrick var færdig med at skrive, optage og redigere en film, vendte han aldrig tilbage til den igen. Men andre ord så han aldrig nogen af de 13 film, han lavede.
INGEN må se den
Stanley Kubrick var så utilfreds med sin første film, Fear and Desire, at han satte sig for købe alle kopier af den og destruere dem, så ingen kunne se den. Den misson lykkedes ikke.
Skakmat
Kubrick var en meget habil skakspiller, og han brugte ofte pauserne under optagelser til at tæve skuespillere og teknikere i spillet.
Americana?
Stanley Kubrick blev født i USA, men han boede mange år i England, og det er ubredt misforståelse, at instruktøren var englænder.

 

Mesterlære er en serie på Rehmeiers Moviebox, hvor vi kigger lidt nærmere på nogle af de filminstruktører, der engang var med til at slå tonen an i filmverdenen – og selvfølgelig dem, der stadig gør det nu. Vi ser på en lang række filmskabere fra mange forskellige lande, og Movieboxen skal selvfølgelig også nok give anbefalinger til nogle af mestrenes bedste film. Så hold øje med mesterlære – her gemmer sig meget god Watercooler/Bezzerwizzer-viden

*I serien om de store instruktører har vi indtil nu dækket Steven SpielbergChristopher NolanAkira KurosawaQuentin TarantinoRidley Scott og Martin Scorsese.

 

Den modige instruktør

Mesterlære: Mange dygtige filminstruktører finder en genre eller stilart, som de føler sig trygge ved, og så bruger de deres karriere på at blive mestre i at lave lige netop den type film. Øvelse gør mester, og dygtige filmmagere har aldrig bevæget sig radikalt væk fra det, der må betegnes som deres comfort zone.

Men så er der også dem, der stræber efter at prøve noget nyt. At redefinere sig selv og filmkunsten. Nogle filminstruktører gør det til deres mærkesag at bekæmpe mageligheden og bevæge sig uden for den trygge tryghedszone. Stanley Kubrick er nok filmhistoriens fornemmeste eksempel på en kunstner, der ville prøve det hele og som ikke primært forbindes med én eller sågar to genrer.

Stanley Kubrick var en kamæleon, der med tilsyneladende legende lethed kunne springe fra film om skyttegravenes ubeskrivelige rædsel til en fjern rumstation, videre til et isoleret og hjemsøgt hotel og derfra til en mystisk, erotisk kult i New Yorks selskabsliv. Overvej forskellighederne i det lille oprids af nogle af Kubricks mest berømte film. Alle kan selvfølgelig prøve og fejle, og selvom de, der fejler, fortjener ros for deres mod. Men Kubrick lavede ikke én eneste film, der rent objektivt kan betegnes som værende decideret dårlig eller mislykket. Han prøvede, og han sejrede.

Kirk Douglas, Michael Douglas' far, spillede i Paths of Glory hovedrollen som en fransk officer, der må træffe et umuligt valg, efter hans soldater trækker sig tilbage under et voldsomt slag. Foto: Metro-Goldwyn-Mayer

 

Et liv i billeder

Instruktøren blev født i New York i 1928 som den ældste af to børn. Stanley Kubrick startede ikke sin karriere inden for filmens verden, men i stedet som fotograf. Han var en dygtig fotograf, som solgte billeder til nogle af USA’s helt store magasiner, blandt andet Look Magazine. Han var beundret for sit talent for at fange hverdagens små dramaer i sine billeder og for at kunne fortælle ganske komplekse historie med få billeder. Kubrick var dog draget af filmmediet, og i begyndelsen af 1950’erne begyndte han at lave kortfilm, hvilket fik folks øjne op for hans talent for de levende billeder.

I 1957 demonstrerede Stanley Kubrick så for verden, at han var en instruktør, man skulle tage alvorligt. Med datidens actionmand numero uno, Kirk Douglas, i hovedrollen lavede Kubrick filmen Paths of Glory, der 60 år senere stadig står tilbage som et hovedværk på den overraskende lille hylde med film om Første Verdenskrig. Den lille, korte og brutale film har det hele: En stor stjerne i hovedrollen, en barsk, delvis sandfærdig historie om modige menige og kujonagtige officerer og sidst, men ikke mindst, har den en kameraføring, der giver filmen en grad af autencitet, som var helt uhørt på det tidspunkt, og som man stadig sjældent ser i moderne film.

Krig og ufred var i det hele taget noget, der optog Stanley Kubrick meget. Han lavede film om Første Verdenskrig, Vietnamkrigen og endda en komedie om Den Kolde Krig i form af den bizarre og helt unikke Dr. Strangelove, som vovede at gøre grin med atombomber og atomkrig i en tid, hvor man frygtede total udslettelse.

Brugen af stærke farver og futuristisk lys er enestående i Stanley Kubricks Rumrejsen 2001, som var den primære inspiration for Christopher Nolan, da englænderen lavede Interstellar. Foto: Metro-Goldwyn-Mayer.

 

Kubricks interesse for foto og kameraer skulle også komme til at tjene ham vel i fremtiden. Særligt hans lyst til at afprøve nye metoder til at optage film var med til at gøre ham til en visionær instruktør, og det viste han blandt andet i den syrede, futuristiske og på visse punkter næsten profetiske Rumrejsen 2001. Med den epokegørende film om menneskets rejse ud i rummet skabte Kubrick den første fuldblods Sci-Fi-film og et værk, der stadig diskuteres, efterlignes og analyseres den dag i dag. Men da han i 1968 kunne lade sig hylde for den præstation, var han stadig først lige gået i gang.

 

Volden blev hverdag

Omkring skiftet fra 1960’erne til 1970’erne blæste forandringens vinde i Hollywood, og de bragte et  paradigmeskifte med sig. Et voldeligt et af slagsen. Indtil da havde været filmvold været, ja, filmisk – tydeligt kunstig og i mange film nærmere komisk end skræmmende. Med film som det skydegale kærlighedsdrama Bonnie and Clyde, westereneposet The Wild Bunch, vildmarksdramaet Deliverance og Dustin Hoffman-filmen Straw Dogs blev der omkring det nye årti ændret dramatisk på Hollywoods forhold til filmvold. Det skulle se realistisk ud, og det skulle være ekstremt. Alle de nævnte film er klassikere i den nye epoke, men ikke så klassiske som Stanley Kubricks bidrag til voldsorgiet: A Clockwork Orange.

Filmen tegner et enormt dystert billede af en dengang ikke alt for fjern fremtid, hvor lov og orden er ophørt. Vi følger Alex De Large (Malcolm McDowell), en teenager i spidsen for en bande. Alex nyder livet om natten, hvor han røver, voldtager og myrder efter hjertets lyst, og til han bliver træt. En dag får festen dog en ende, og Alex ryger i ”tremmehuset”, hvor han melder sig til et radikalt eksperiment, der skal ”kurere” ham for vold. Det er en smertefuld kur, men virker den mon?

Kubricks liv kan opsummeres i billeder, men musik var også enormt vigtigt for instruktøren, og det fremgår meget tydeligt i A Clockwork Orange, hvor musikken både er en del af plottet, men i høj grad også et teknisk virkemiddel. Sangen Singin in the Rain har for meget fået en bitter smag i munden, efter Malcolm McDowell improviserede at synge den under en frastødende voldtægtscene.

Man mener, at vold kan fordrives, hvis det forbindes med ubehag i stedet for glæde. Derfor udsættes Alex for vold døgnet rundt, og han kan ikke kigge væk. Det gør, at han bliver syg bare af at tænke på vold - og det gør ham til et let offer for gamle fjender. Foto: Warner Bros.

 

A Clockwork Orange var så kontroversiel for dens rå portræt af vold, nøgenhed, voldtægt og mord, at Stanley Kubrick modtog adskillige dødstrusler som tak fra biografgængere, der ikke kunne lide, hvad de så. I England blev den beskyldt for at tjene som inspiration for flere sindssyge, morderiske teenagere, og det førte til, at Kubrick trak filmen tilbage fra de engelske biografer. I dag er A Clockwork Orange anerkendt som en af bedste film i historien og som en af instruktørens signaturfilm, en modig vision og et hovedværk inden for genren af dystopiske fremtidsfilm, men den opfattelse er altså opstået over årene.

 

Læsehestens bøger

Stanley Kubrick var storforbruger af bøger. Han var en fuldblodslæsehest og kunne pløje sig gennem en bog i gallopfart. En tidligere kunne berette, at da Kubrick også søgte inspiration i bøgernes verden, da han skulle lave sit næste projekt efter den kriminelt undervurderede Barry Lyndon. Assistenten husker, at hun jævnligt blev afbrudt i sit arbejde i kontoret ved siden af instruktøren, fordi chefen kylede bøgerne ind i væggen, hvis de ikke fangede ham.

Pludselig var der stilhed i usædvanlig lang tid fra chefens kontor. Det skyldtes, at Stanley Kubrick havde kastet sig over Stephen Kings The Shining (Ondskabens hotel). Manden, der indtil da havde lavet krigsfilm, drama, Science Fiction, historisk kostume-epos og dystopisk voldsfilm besluttede i al sin visdom, at en gyserfilm skulle være hans næste film. Det lykkes ham endda at få en af de helt store stjerner i hovedrollen, hvilket må betegnes som noget af et scoop: Jack Nicholson takkede ja til rollen som den intense, morderiske familiefar Jack Torrance.

Filmen er kult, som alt andet af Stanley Kubrick, men optagelserne var notorisk intense og hårde. Kubricks personlighed var grænsende til det fascistiske, hvad angik instruktørgerningen, og han insisterede på utallige optagelser af selv helt enkle, små scener. I The Shining skulle han optage nogle meget komplicerede sekvenser, mest berømt er klippet, hvor en elevator åbnes, og en syndflod af blod skyller ud af dørene. Det tog flere dage at gøre klar til den ene optagelse, og da billederne var i kassen, kiggede Kubrick blot på det og bemærkede, at det ikke lignede blod. Så måtte de i gang igen.

Jack Nicholson er ikonisk i rollen som Jack Torrance, der siger ja til et job som opsynsmand på et hjemsøgt hotel. The Shining er en af Kubricks allerstørste og mest udødelige film. Foto: Warner Bros.

 

The Shining fik ikke en god modtagelse i biograferne, og Stephen King hadede den – det gør han stadig. Filmens kvindelige hovedrolle, Shelley Duvall, fortalte, hvordan Kubrick terrorisede hende og behandlede hende som det skidt, katten slæber med ind, hvilket han gjorde for at få hende til at yde sit bedste. Hele projektet gjorde altså intet for at ændre på Kubricks ry som en terrorist og uudholdelig perfektionist. Men for pokker da, hvor var det dog det hele værd. Kubrick valgte, igen, igen, den helt rigtige roman at filmatisere, og han var den rette instruktør. Kloge folk læser, må konklusionen være.

 

De sidste år

Fra karrierens begyndelse i midten af 1950’erne og frem til The Shining i 1980 lavede Stanley Kubrick 11 film. Ikke alle var lige store succeser i deres samtid. Ikke alle blev værdsat før mange år senere. Men de 11 film viste, at Stanley Kubrick som kunstner og filmmand havde et bredt repertoire, og at han elegant og kompetent kunne springe mellem vidt forskellige genrer og stilarter. Efter The Shining var instruktøren langt mindre flittig, men han brugte lang tid på at søge efter de næste, store projekter, han kunne kaste sig over.

Stanley Kubrick vendte for tredje gang i karrieren tilbage til slagmarken, denne gang Vietnamkrigen med den chokerende og syrede Full Metal Jacket, som dels handler om den umenneskelige bootcamp, unge mænd måtte overleve for at blive marineinfanterister, og dels handler om de ubeskrivelige rædsler, der så ventede dem i Vietnam. Filmen opnåede ikke samme succes, som Olive Stones Platoon gjorde året før, men er stadig en helt speciel filmoplevelse.

Den sidste tur i instruktørstolen resulterede i den drømme/mareridtsagtige Eyes Wide Shut, hvor Tom Cruise og Nicole Kidman, på det tidspunkt ægtefolk, spiller mand og kone, som begiver sig ud på en seksuel vækkelsesrejse, da han falder over et bizart ritual hos en skare af New Yorks overklasse. Kubrick døde, inden filmen fik premiere i en alder af 70 år.

Nicole Kidman og Tom Cruise var Hollywoods præmierpar i slutnignen af 1990'erne, og de spillede hovedrollerne i Stanley Kubricks sidste film, Eyes Wide Shut. Foto: Warner Bros.

 

Han efterlod nogle uafsluttede projekter og urealiserede drømme, blandt A.I. Artificial Intelligencesom Steven Spielberg endte med at instruere. Han efterlod et manuskript til en film om Napoleon, en film der var så stor i Kubricks tanker, at den ikke kunne lade sig gøre. Men vigtigst af alt efterlod Stanley Kubrick sig en kæmpestor arv i form af 13 film, der alle kunne noget, som alle ville noget.

Han markerede sig som sin generations mest komplette og alsidige instruktør, og netop hans alsidighed og lyst til at prøve sig af i forskellige genrer af film er noget, vi stadig nyder godt af i dag. Det inspirerer nemlig til stadighed filminstruktører til at teste sig selv og levere bedre film. Det gælder Christopher Nolan og Quentin Tarantino, det gælder Paul Thomas Anderson og utallige andre instruktører. Kubrick var en mester, som alle filmfans skylder tak.         

 

 

Kommentarer: