Mesterlære: Quentin Tarantino


Man kan sige mange ting om Quentin Tarantino, og de er ikke alle sammen lige pæne. Men uanset om man hører til blandt instruktørens kritikkere eller i det passionerede heppekor, må man erkende, at Tarantino er en af Hollywoods mest stilsikre og originale filmskabere. Han har aldrig gået på kompromis med sine kunstneriske visioner, selvom det ofte har ført til ballade. #integritet

Quentin Tarantino

Vigtigste film
Reservoir Dogs, Pulp Fiction, Kill Bill, Inglorious Basterds
Hofskuespillere
Samuel L. "Johnson" Jackson, Uma Thurman, Michael Madsen, Tim Roth
Skrivekløe
Quentin Tarantino er medlem af den eksklusive klub af filminstruktører, der altid skriver egne manuskripter.
Prisvinder
Det med at skrive manuskripterne selv har også givet pote for Tarantino, der to gange har vundet en Oscar i den disciplin.
Romantiker
Quentin Tarantino er meget oldschool, hvad teknologien angår. Han er stor modstander af, at film digitaliseres, og han foretrækker at optage sin film på den gammeldags måde med filmruller og hele skidtet.

 

Mesterlære er en serie på Rehmeiers Moviebox, hvor vi kigger lidt nærmere på nogle af de filminstruktører, der engang var med til at slå tonen an i filmverdenen – og selvfølgelig dem, der stadig gør det nu. Vi ser på en lang række filmskabere fra mange forskellige lande, og Movieboxen skal selvfølgelig også nok give anbefalinger til nogle af mestrenes bedste film. Så hold øje med mesterlære – her gemmer sig meget god Watercooler/Bezzerwizzer-viden

*I serien har vi indtil nu dækket Steven SpielbergChristopher Nolan og Akira Kurosawa.

 

Den sædvanlige syndebuk

Mesterlære: Indimellem glemmer en mentalt forstyrret amerikansk teenager at tage sin medicin. I stedet går han ned til sin lokale gun-pusher og køber et arsenal af skarpladte våben. Så går han i skole og skyder så mange klassekammerater og lærere som muligt, inden han blæser hjernen ud på sig selv som kronen på værket. Hvem skal man dog bebrejde for sådan en tragisk hændelse? Skal man skyde skylden på forældrene, der ikke tager sig nok af deres børn? På den ekstreme mobning, man i mange amerikanske skoler vender det blinde øje til? Skal man måske langt om længe tage et opgør med våbenlovgivningen – eller mangel på samme?

Nej, det holder jo ikke. Det oplagte er naturligvis at rette kritikken mod voldelige film og computerspil. Siden der i Guds eget land gik nationalsport i skoleskydning, har især republikanske politikere været flittige til at bebrejde voldsfilm, og folkene bag voldelige film, når tragedien indtræffer. En af dem, der ofte har været nødt til at forsvare sig selv og sine film er selvfølgelig Quentin Tarantino. Det har han efterhånden en vis rutine i.

For volden har siden den overvældende debut med Reservoir Dogs i 1992 været et vigtigt element i Tarantinos måde at fortælle historier. Den groteske vold, og forherligelsen af den, er på godt og ondt et af Tarantinos stilistiske kendetegn, men han er også en instruktør, der gerne vil sige noget med sine film. Han er en fremragende og meget original historiefortæller – en af de bedste, Hollywood har i dag.

Quentin Tarantino debuterede som instruktør med Reservoir Dogs, og filmen er hyldet som et mesterværk - men også et voldeligt ét af slagsen. Den minimalistiske film byder på masser af blod, afskårne lemmer og sadisme. Alt sammen noget, Tarantino har holdt fast i gennem årene. Foto: Miramax Films.

 

Reservoir Dogs blev det startskud på karrieren, som enhver ung, håbefuld instruktør drømmer om. Til at lave sin kupfilm havde Tarantino blot et spinkelt budget, men han havde en fremragende historie og en klar vision, og det kan være nok til at lokke stjerner til, hvad filmens meget maskuline rolleliste da også vidner om. Tarantinos debutfilm er en så kaldt ”independent” film – en film lavet uden et stort produktionsselskab i ryggen, hvilket giver instruktøren en større kreativ frihed, som han udnyttede fuldt ud. Efter den strålende start var man i Hollywood klar over, at det var værd at holde øje med instruktøren, der på det tidspunkt bare var en stor knægt på 29.

De færreste havde forudset, at Quentin Tarantino med sin næste film blot to år senere ville overgå Reservoir Dogs på alle parametre. Men Pulp Fiction er da også en uhørt ambitiøs og vellykket film, der rykkede excentriske Tarantino op i samme liga som de helt tunge drenge. Filmen tog hele verden med storm og skaffede Tarantino en Oscar for bedste manuskript, men tabte utroligt nok hovedprisen til Forest Gump.

Pulp Fiction og Quentin Tarantino slap dog ikke helt fra kontroverser. For Tarantino viste for anden gang i træk, at vold er en del af hans måde at lave film. Volden i Pulp Fiction er visse steder så ekstrem, at det næsten bliver komisk, og flere røster kritiserede Tarantino for hans måde at bruge volden som virkemiddel. Tarantino måtte flere gange svare på, om man som instruktør ikke har et ansvar for, om det man viser i sine film kan inspirere andre til at forsøge at efterligne det – noget, han mange gange siden har afvist.

Pulp Fiction bragte John Travolta tilbage til skuespillernes A-list, efter han havde brugt adskillige år i dyndet. Filmen er et mesterværk, men tabte i kampen om Oscaren til Forrest Gump. Foto: Miramax Films.

 

Alt godt kommer til den, der venter

Quentin Tarantino overgik altså alles forventninger med Pulp Fiction. Men det blev ikke til tre på stribe, for Jackie Brown fra 1997 kom ikke i nærheden af Reservoir Dogs og Pulp Fiction og er da også en af instruktørens svageste film til dato. Tarantino lagde hårdt fra land med tre film på fem år, men derfra lod han sine fans vente i hele seks år inden næste tur i biffen.

Så blev det dog også til to film på lige så mange år, for Tarantino var nødt til at bide Kill Bill over i en vol. 1 og vol. 2. Idéen til den absurd blodige fortælling om forræderi og hævn opstod i Pulp Fictions dage, hvor Tarantino og Uma Thurman legede med tanken om en film om en hævntørstig kvindelige lejemorder med et skarpt sværd.

De to film bød også på endnu mere vold, end man hidtil havde set fra Tarantinos forskruede fantasi. I filmene, der er en hyldest til mange forskellige genrer, er volden dog så ekstrem og kunstig, at det ikke på samme måde kunne bringe pisset i kog som i eksempelvis Reservoir Dogs, hvor en kidnappet politimand får et øre skåret af.

Tarantino havde i mange år drømt om at lave en film om Anden Verdenskrig, og det var han klar til efter Kill Bill. De færreste havde nok forestillet, at man kunne angribe krigen på den måde, som Quentin Tarantino gjorde med Inglourious Basterds, som henter inspiration fra flere af instruktørens tidligere værker, men det gik nu ret godt. Den fik en flot modtagelse og fik særlig ros for Christopher Waltz’ Oscarvindende rolle som skurken Hans Landa.

Uma Thurman var også med i Pulp Fiction, og i Kill Bill-filmene er det hende, der har hovedrollen som lejemorderen, der vil skaffe Bill og en flok andre tidligere venner af vejen. Til hjælp har hun sit samuraisværd. Foto: Miramax Films.

 

Hvis man er bare en smule filminteresseret, kan man let identificere, hvilke stilarter og genrer, der fascinerer og inspirerer Tarantino. Kung fu- og samuraifilm, splat og i særdeleshed westernfilm har altid været et gennemgående tema i Tarantinos film. Derfor er det heller ikke så overraskende, at tossens to seneste film har været rendyrkede westernfilm. Eller så tæt på rendyrket som noget, blandingsmesteren Tarantino nogensinde har rørt sammen.

Django Unchained er endnu en historie om hævn alla Kill Bill, men samuraisværd og gule motorcykler er udskiftet med seksløbere og heste. Og bortset fra hævn går et andet Tarantino kendetegn går også igen i Django Unchained og senest The Hateful Eight. Brutal og meget grafisk vold. Især de voldsomme tvekampe, afskudte lemmer og scenen, hvor en bortløben slave bliver flået i småstykker af blodhunde, faldt mange for brystet og skaffede Django Unchained masser af kritik. Særligt i kombination med instruktørens meget liberale brug af ordet ”nigger”. Det fik i hvert fald instruktørkollegaen Spike Lee op af stolen

Med årene er volden i Tarantinos film blevet stadig mere ekstrem og unødvendig. Med fare for at pisse instruktørens fanskare af kan man argumentere for, at kvaliteten af filmene er faldet tilsvarende. Man tænker lidt, at Tarantino i de senere år er begyndt at bruge volden og dens evne til at chokere som kompensation for den manglende karakterudvikling og det fokus på plot og fortællermåde, som tidligere var Quentin Tarantinos største forcer som instruktør og manuskriptforfatter.

The Hateful Eight var, suprise, suprise, instruktørens ottende film, og han har tidligere bedyret, at han stopper, når han har lavet den tiende. Hvis det er sandt, har han altså to forsøg mere til at blæse filmfans bagover på samme måde, som han gjorde i begyndelsen af 1990’erne, da hans films indflydelse skyllede ind over branchen som en tsunami. Tarantinos film er ikke, hvad de har været, men som instruktør er han tro mod sin egen stil, og det er befriende – men det kan også blive for meget, og lige nu balancerer Quentin Tarantino på en knivsæg. Vi håber, han holder balancen.

Jamie Foxx spiller over for Christopher Waltz, der for anden gang vandt en Oscar i en Tarantino-film. Instruktør vandt desuden også en Oscar for filmens manuskript, som han selv skrev. Foto: The Weinstein Company.

 

 

Kommentarer: