Mesterlære: Martin Scorsese


Veteraninstruktøren er biografaktuel med Silence, en film han har drømt om at lave i mere end 25 år. Scorsese er en af sin generations mest beundrede og alsidige filmskabere, og hans CV inkluderer mesterværker som GoodFellas, Casino, Raging Bull, Taxi Driver og The Departed. Movieboxen hylder Martin Scorsese.

Martin Scorsese

Scorseses drenge
8 gange har Robert De Niro spillet hovedrollen i en Scorsese-film, mens Leonardo DiCaprio fem gange har haft den ære. Det er produktivt!
Ægte ægtemand
Martin Scorsese har været gift intet mindre end fem gange.
Familieforetagende
Martin Scorseses mor, Cathrine Scorsese, medvirker i små roller i hele seks af sønnens film.
Endelig!
I 2006 vandt Martin Scorsese endelig Oscaren for bedste instruktør. Han havde før da været nomineret seks gange.

 

Mesterlære er en serie på Rehmeiers Moviebox, hvor vi kigger lidt nærmere på nogle af de filminstruktører, der engang var med til at slå tonen an i filmverdenen – og selvfølgelig dem, der stadig gør det nu. Vi ser på en lang række filmskabere fra mange forskellige lande, og Movieboxen skal selvfølgelig også nok give anbefalinger til nogle af mestrenes bedste film. Så hold øje med mesterlære – her gemmer sig meget god Watercooler/Bezzerwizzer-viden

*I serien har vi indtil nu dækket Steven SpielbergChristopher NolanAkira KurosawaQuentin Tarantino og Ridley Scott.

 

Ingen forbliver på toppen for evigt. Undtagen...

Mesterlære: ”What Goes up must come down”. Hollywood, og underholdningsbranchen generelt, flyder over med klicheer om, at ingen kan forblive på toppen for evigt. At alle, der på et eller andet tidspunkt ”har det”, igen må miste det. Det er da også sandt, at mange store skuespillere og instruktører gennem årene har mistet deres stjernestatus, deres produktivitet, trangen til at skabe noget kunstnerisk og modet til at afsøge nye grænser.

Det gælder for mange, men ikke alle. Der findes få individer i Hollywood, der blæser på konventionerne og ikke lader deres stjerneglans og iver falme med årene. Martin Scorsese er en af bannerførerne i den eksklusive klub af kunstnere, der holder filmmediet i live og interessant. Gennem mere end 40 år har den amerikanske instruktør igen og igen vist sig som en instruktør, der vil prøve noget nyt med sine film. Som en mand, der kan sit kram og kender gamet, men som også selv vil være med til at skrive reglerne. Det har gjort ham til en af vigtigste spillere i filmverdenen.

Martin Scorsese er blevet 74 år. Det er ikke til at sige, hvor mange år han har tilbage som filminstruktør. Indtil nu er der dog ikke noget, der tyder på, at pensionen og et liv i lediggang skulle friste New York’eren. I januar får han seneste film dansk premiere, og Silence er med sine respektindgydende 161 minutter om religiøs forfølgelse i 1600-tallets Japan beviset på, at Scorseses ambitioner ikke er blevet mindre med årene. Scorsese er en legende, der nyder en næsten uhørt respekt fra både kolleger, filmkritikere og filmfans verden over, og hans arv til filmens verden er kun overgået af få.

Martin Scorsese under optagelserne af Silence, som han i mere end 25 år har drømt om og planlagt. Den storslåede film om religiøs forfølgelse det 17. århundredes Japan har Adam Driver, Andrew Garfield og Liam Neeson i hovedrollerne. Foto: UIP.

 

Filmbrødre

År 1973 og filmen Mean Streets står mejslet i historien som ekstremt epokegørende for Martin Scorsese. Den minimalistiske gangsterfilm, så ulig de store, skinnede Godfather-film fra samme tid, blev gennembruddet for Martin Scorsese, og den lagde samtidig fundamentet for et af de mest produktive og stabile makkerpar i filmhistorien: Instruktøren Martin Scorsese og skuespilleren Robert De Niro.

Har man sagt Christopher Nolan, må man sige Michael Caine. Siger man Tim Burton, er man også nødt til at sige Johnny Depp. Og sagde man indtil starten af 2000’erne Martin Scorsese, sagde man prompte Robert De Niro. Efter de rå og upolerede Mean Streets skrev makkerparret filmhistorie med den ekstremt ikoniske Taxi Driver, hvor De Niro spiller en traumatiseret Vietnamveteran, der ikke kan sove og fra sin taxa om natten observerer den depraverede asfaltjungle New York, som han kommer til at afsky. Det tidløse mesterværk gjorde Scorsese/De Niro-duoen til feterede stjerner i Hollywood, og det frugtbare samarbejde fortsatte.

I 1980 vandt Robert De Niro sin anden Oscar, da han spillede hovedrollen som den følelsesmæssigt skamferede bokser Jake La Motta i Raging Bull, en af de fineste sportsfilm nogensinde. Selv han på det tidspunkt havde flere mesterværker på CV’et, blev Martin Scorsese overset, hver gang Akademiet uddelte Oscarstatuetter, og det grænser til det kriminelle, at hæderen først kom i 2006, da Scorsese blev belønnet med instruktørprisen for den geniale The Departed, som også den blev den første af hans film til at vinde bedste film. Og det var endda efter, at Scorsese/De Niro-makkerparret blev sat på standby.

Sådan så Robert De Niro ud, da han i 1973 fik sit gennembrud i Scorsese-filmen Mean Streets. Året efter vandt den unge skuespiller en Oscar bedste birolle i The Godfather Part II, men det er især samarbejdet med Scorsese, der har gjort Robert De Niro til det ikon, han er. Foto: Warner Bros.

 

Kamæleonen Scorsese

Mange filminstruktører begår sig kun inden for den samme genre eller stilart. Det, der er kendetegnende for de helt store mestre, er deres evne til at krydse grænselandet til det, der for dem er uudforsket territorie og kunstnerisk fremmede. Den store Stanley Kubrick gjorde det, og han gjorde det bedre end de fleste. Steven Spielberg, som er af samme skole som Martin Scorsese, har gjort det gennem hele sin karriere og er på den måde forblevet nyskabende og relevant. Og det har denne mesterlæres emne i høj grad også formået. Martin Scorsese har skabt store oplevelser inden for stor set alle filmgenrer.

Han er uden tvivl mest kendt for sine gangsterfilm, og de fleste (denne filmtosse inklusiv) regner GoodFellas som Scorseses største mesterværk til dato. Med film som Mean Streets, Casino og The Departed har Scorsese yderligere cementeret sin position som gangsterkongen af Hollywood, men han har for eksempel også lavet en musical, New York, New York, en komedie, The King of Comedy og et religiøs epos, The Last Temptation of Christ (nu også Silence). Desuden har Scorsese prøvet kræfter med den psykologiske thriller i Shutter Island, biografierne i The Aviator og The Wolf of Wall Street og desuden også adskillige dokumentarer om musik, blandt andet Shine af Light om The Roling Stones og George Harrison: Living in the Material World om en enkelt Beatle.

Der findes altså ikke, måske lige bortset fra Science Fiction, en genre, som Martin Scorsese ikke har prøvet kræfter med. Ikke alle hans film har været lige store og udødelige, men mindst én gang hvert årti har han ramt plet og lavet et mesterværk. 1970’erne var det Taxi Driver. I 1980’erne Raging Bull. 1990’erne GoodFellas. 2000’erne The Departed. Der ikke mange filmmagere, der kan prale af sådan en træfsikkerhed.    

Willem Dafoe spillede rollen som Jesus i Scorseses oversete film om Jesus' sidste timer. Mel Gibsons blodsplattende torturporno fik betydelig mere omtale, men den er ikke bedre end Scorseses - tværtimod. Foto: Universal Pictures.

 

En ny mand i hans liv

Det sker fra tid til anden, at en rig, magtfuld mand udskifter sin partner til fordel for en yngre, mere flot model. Martin Scorsese og Robert De Niro har ikke lavet en film sammen siden Casino i 1995, og instruktøren har i stedet slået sig sammen med Leonardo DiCaprio, som han indtil nu har instrueret i fem film. Det er ikke helt fair at omtale DiCaprio som en form for ”trophy wife”, for deres ægteskab har kastet store film af sig, især The Departed, der er indtil nu er kronen på værket i det samarbejde.

Silence er altså nyeste film fra Scorsese, og han har eftersigende drømt om at fortælle den historie i mere end 25 år, før chancen altså nu bød sig. Den 74-årige instruktør er ikke længere så aktiv, som han var engang, men som allerede nævnt er der ikke snak om, at pensionen venter lige med det samme. I mange år, flere årti efterhånden, har Scorsese og De Niro snakket om én tur mere i brechen sammen, så de kan fortælle historien om fagforeningsmanden Jimmy Hoffa, der forsvandt sporløst efter et opgør med mafiaen i 1975. Det lyder til, at filmen, der får titlen The Irishman, rent faktisk bliver til noget, at Al Pacino også kommer til at spille en rolle – for første gang i en Scorsese-film.

Mindst ét mesterværk per årti. Ud fra den logik har vi stadig den helt store film fra 2010’erne i vente fra Scorseses hånd. Skal det være The Irishman? Skal det være noget helt andet? Det er ikke til at sige, men sikkert er det i hvert fald, at det altid er spændende, når Martin Scorsese er klar med en ny film. Det har det været i 40 år, og vi tager gerne i hvert fald 10 år mere.

Leonardi DiCaprio har overtaget rollen som Martin Scorseses go-to-guy, når der skal laves storfilm. De to titaner har arbejdet sammen fem gange, og det har resulteret i nogle gode film, som eksempelvis The Aviator fra 2004. Foto: Warner Bros.

 

 

Kommentarer: