Mesterlære: Francis Ford Coppola


Glem alt om Scorsese og Spielberg. Francis Ford Coppola var med afstand verdens største filmskaber i 1970’erne. Han stod bag fire gigantiske mesterværker på bare ét årti, og derefter… har vi ikke hørt meget til ham. Men de vilde 70’eres produktivitet er nok til, at Coppola betragtes som en filmkonge.

Francis Ford Coppola

5 Oscars
Francis Ford Coppola vandt en Oscar for Patton i 1970, 1 for The Godfather i 1972 og 3 for The Godfather Part II i 1974.
Dygtige unger
Coppolas datter, Sofia Coppola, har instrueret flere prisvindende film. Sønnen Roman Coppola har skrevet manuskript til to Wes Anderson-film. Og Coppolas tredje barn, sønnen Gian-Carlo Coppola, der døde i 1986, producerede flere film.
Inspirationskilde
George Lucas har sagt, at Star Wars-karakteren Han Solo er inspireret af Francis Ford Coppola
Nej tak
Francis Ford Coppola har skrevet manuskriptet til to film, hvor hovedrolleindehaveren har vundet Oscaren for bedste skuespil – og nægtet at tage imod den. Først George C. Scott for Patton, to år efter Marlon Brando for The Godfather.

 

Mesterlære er en serie på Rehmeiers Moviebox, hvor vi kigger nærmere på nogle af de filminstruktører, der engang var med til at slå tonen an i filmverdenen – og selvfølgelig dem, der stadig gør det nu. Vi ser på en lang række filmskabere fra mange forskellige lande, og Movieboxen skal selvfølgelig også nok give anbefalinger til nogle af mestrenes bedste film. Så hold øje med Mesterlære – her gemmer sig meget god Watercooler/kaffeautomat/Bezzerwizzer-viden

*I serien om de store instruktører har vi indtil nu dækket Steven SpielbergChristopher NolanAkira KurosawaQuentin TarantinoRidley Scott, Martin Scorsese, Stanley Kubrick og David Fincher.

 

A filmmakers Apocalypse

Mesterlære: Tænk at have instrueret to af historiens mest højagtede film, The Godfather og The Godfather Part II, uden at det står tilbage som det mest imponerende på CV’et. Ja, den episke saga om Corleone-familiens storhed og fald er filmmytologi, men Dommedag nu, Francis Ford Coppolas episke Vietnamfilm, er legendernes legende.

For det utrænede øje er den blot et enestående mesterværk. En helvedessymfoni af bizarre billeder og Wagner-musik spillet fra kamphelikoptere ude efter Viet Cong-blod. Dommedag nu er begrebet af en storfilm fra de sene 1970’ere. Stor, larmende og syret. I sin tid var den en kontroversiel afstandstagen til krigen i Vietnam. Men den er så meget mere end det. Filmen er én mands helt vanvittige ambition om at skabe den perfekte film. Den største og vildeste oplevelse, mere ekstrem end at være i junglen selv. Det mest ambitiøse og i sidste ende opslidende projekt, en instruktør nogensinde har udsat sig selv for.

Alle de mange lidelser, Francis Ford Coppola gennemgik under indspilningen af Dommedag nu er foreviget af hans kone, Eleanor Coppola, i dokumentaren Hearts of Darkness: A Filmmakers Apocalypse. Der kommer man under huden på det forbløffende og dedikerede menneske, der er Francis Ford Coppola. En fantast, en fortæller og en arbejdsnarkoman, der i 1970’erne, og særligt med Dommedag nu, knoklede sig til randen af et sammenbrud. Men sikke nogle film, Coppolas fik for sit blod, sved og sine tårer.

Welcome to the Jungle, we got fun and games! Dommedag nu er Francis Ford Coppolas vision af en film om Vietnamkrigen. Den er et vildt syretrip med Martin Sheen i hovedrollen.

 

En syg dreng besat af teater

Som de populære karakterer i The Godfather stammer Francis Ford Coppolas familie også fra Italien, blandt andet fra gangsterbyen Napoli for foden af vulkanen Vesuv. Som knægt led Coppola af den frygtede sygdom polio, og i lange perioder af barndommen var han bundet til sengen. Han kastede sig ivrigt over bøger og teaterstykker, og han besluttede sig for at forfølge en karriere inden for netop teater. Senere bevægede han sig over i filmmediet, og han viste sig hurtigt at være en fantastisk manuskriptforfatter.

Coppola var med til at skrive manuskriptet til storfilmen Patton, der åbner med en legendarisk tale af pansergeneralen Patton. En åbningsscene, som Francis Ford Coppola designede. Filmen blev et kæmpe hit og gav den unge manuskriptforfatter sin første Oscar. Coppola var med ét en mand, der blev holdt øje med i Hollywood, og inden længe kom det helt store gennembrud.

Francis Ford Coppola hører til blandt en gruppe af instruktører, som man i USA kalder ”The New Hollywood”. Martin Scorsese, Steven Spielberg, Terrence Malick, Woody Allen, George Lucas, Brian De Palma og selvfølgelig Coppola ændrede måden, man lavede film på, og de tog over for de gamle rotter som Hitchcock, Wilder og Ford. For at blive regnet for medlem i den eksklusive klub af mænd, der genopfandt filmsproget i USA, kræver det selvfølgelig, at man har skabt noget specielt. Det har Coppola.

Francis Ford Coppola under optagelserne af Dommedag nu. Filmen var færdig i 1979 efter flere års forsinkelser.

 

Trilogien, der aldrig skulle have været en trilogi

The Godfather er en milepæl i amerikansk filmhistorie. Den næsten tre timer lange fortælling om mafiaens hårde nysere som ægtemænd, fædre og brødre tog anmeldere, filmelskere og gangstere med storm. Men den var nær aldrig blevet til noget. Coppola var nemlig ikke Paramount Pictures’ førstevalg til instruktørstolen, og han havde nær aldrig fået tjansen, selvom han på et sølvfad bragte dem det fantastiske manuskript, som han havde skrevet sammen med Mario Puzzo, der havde skrevet bøgerne om familien Corleone.

Da Paramount endelig gik med til at hyre Coppola, betød det ikke enden på problemerne. Studiet var nemlig ikke enig i instruktørens valg af skuespillere, særligt ikke beslutningen om at tilbyde Marlon Brando rollen som familieoverhoved. Coppola måtte kæmpe med næb og kløer og tigge på sine grædende knæ for at få Brando på rollelisten. Og resten er, heldigvis, historie. Det er aldeles utænkeligt, at The Godfather ville være blevet lige så god uden Brando som Don C.

The Godfather vandt 3 Oscars, men var nomineret til 7, og selvom Coppola igen vandt prisen for bedste manuskript, blev han ikke belønnet for sit arbejde som instruktør. Filmens enorme succes gjorde selvfølgelig en efterfølger uundgåelig. Og to år senere var The Godfather Part II klar, nok filmhistoriens bedste og mest episke 2’er. Oprindeligt ønskede Coppola ikke at instruere filmen, da han var bange for at skuffe, og eftersigende foreslog han i stedet Martin Scorsese, som dog takkede nej. Heldigvis kom Francis Ford Coppola sig over sin lampefeber, og ved Oscaruddelingen høstede Part II imponerende 6 af de gyldne statuer, inklusiv den meget fortjente pris for bedste instruktion.

Der findes næppe et mere ikonisk stilbillede fra filmhistorien end dette, hvor Don Corleone holder hof i sit kontor. Marlon Brando vandt karrierens anden Oscar for sin rolle som familieoverhoved. Foto: Paramount Pictures.

 

Som det er de fleste smerteligt bekendt, blev The Godfather til en trilogi en skæbnesvanger dag i december 1990, 18 år efter den mesterlige Godfather II. Siden 1970’erne var Coppolas karriere gået en del i stå, og den blev ikke genrejst til tidligere tiders storhed med den sidste film om Corleone-familien. Part III klarede sig o.k. i billetsalget, og anmelderne var generelt positive, men slet ikke som tidligere. I årene siden premieren er filmen blevet både forsvaret og angrebet af filmlærde og fans af Coppolas gangstersaga. Mange, denne skribent inklusiv, mener, at den overhovedet ikke kan leve op til sine forgængere.

Klik her for at læse et indlæg om The Godfather.

 

Den overste filmperle

Vi springer lidt tilbage i tiden igen, for 1974, året for Godfather Part II, var nemlig et særdeles produktivt år for Francis Ford Coppola, der på det tidspunkt var den mest toneangivende filmmager i Hollywood. I 1974 lavede han nemlig endnu en film. En film, der er overset og glemt i en næsten kriminel grad, hvis man spørger mig. Jeg henviser til thrilleren The Conversation med Gene Hackman i sit livs hovedrolle.

The Conversation handler om en overvågningsekspert, der installerer skjulte mikrofoner hos folk, der af staten opfattes som ”farlige”. Han bliver mere og mere opslugt af at lytte til de mennesker, han overvåger, og samtidig begynder han at få mistanke om, at nogen overvåget ham. The Conversation er en film, der spiller på den paranoia, som kan gribe et menneske på kanten af loven, og Gene Hackman er eminent som en mand i opløsning. Filmen var nomineret til tre Oscars, blandt andet bedste film, men den ære gik jo som bekendt til Coppolas Godfather Part II i stedet.

Jeg synes, at The Conversation er blevet mere og mere interessant, som årene er gået. De seneste års overvågningsskandaler med NSA og Facebook i hovedrollerne gør det endnu mere spændende og uhyggeligt at vende tilbage til spionage i andre tidsperioder. Der er ingen tvivl om, at The Conversation var med til at inspirere tyske Florian-Henckel von Donnersmark til at skabe sit mesterværk De andres liv.

Der var sågar dem, der i 1974 mente, at The Conversation var The Godfather Part II overlegen og burde have vundet Oscaren for bedste film.

Gene Hackman i rollen som en paranoid ekspert i overvågning. Han er overbevist om, at nogen overvåger ham, og derfor splitter han lejligheden ad i jagten på skjulte mikrofoner. Foto: Paramount Pictures

 

Det forbandede mesterværk

Det var mening, at Dommedag nu skulle have taget fem måneder at optage. Derefter et par måneder i redigeringslokalet, og vupti, så skulle den skid være slået. Men uha, hvor var det tæt på, at Domme dag havde kostet Coppola ALT, inklusiv hans liv. Vind og vejr, massive forsinkelser, problemer med det filippinske militær, upålidelige skuespillere, syge skuespillere og et budget, der stak fuldstændig af. Der er skrevet bøger og lavet film, vigtigst af alle førnævnte Hearts of Darkness, om den overmenneskelige bedrift, det var at lave Dommedag nu.

Coppola kunne ikke få de skuespillere, han ville have til rollerne. Den skuespiller, som han ville have til rollen som den gale Oberst Kurtz, hans gamle ven Marlon Brando, fik han. Men Brando mødte uforberedt og smældefed op på settet, uden at have læst manus eller noget som helst. Martin Sheen, der så langt fra var Coppolas førstevalg til hovedrollen som Kaptajn Willard, havde problemer med alkohol og fik et hjerteanfald under optagelserne, hvilket førte til flere forsinkelser.

En tropisk storm ødelagde de kostbare kulisser, som filmholdet møjsommeligt havde bygget. Flere forsinkelser. Coppola havde lavet en aftale med det filippinske militær om, at han måtte låne en flåde af helikoptere til optagelserne, men militæret kaldte deres isenkram tilbage i sidste øjeblik. Yderligere forsinkelser. Filmens budget eksploderede, som tiden gik, og Coppola måtte selv finansiere store dele af Dommedag nu, hvilket nær havde ruineret manden.

Mere end en gang truede Francis Ford Coppola med at begå selvmord, mens optagelserne af Dommedag nu stod på.

 

Eftersigende tog optagelserne i junglen så hårdt på Francis Ford Coppola, at han tre gange forsøgte at begå selvmord. I hans kones Hearts of Darkness-dokumentar ser man, hvordan han ankommer til optagelserne som en glad, sund og optimistisk mand, måske stadig lidt høj af Godfather-succesen. Det skulle have taget fem måneder at filme Dommedag nu. Det endte med at tage 16! Man ser Coppola drage hjem som et tyndt fugleskræmsel, helt nedbrudt og slagen.

Filmen blev trods alt optaget. Men det betød ikke enden på Coppolas pinsler, tværtimod. Han stod med mange hundrede kilometers råoptagelser, som han skulle forsøge at klippe sammen til en film. En stor del af lyden kunne ikke bruges, så mange replikker måtte indspilles igen. Den udmagrende redigeringsproces tog ufattelige tre år. Og endelig, til filmfestivalen i Cannes i 1979, kunne Francis Ford Coppola vise sin længe ventede film frem. Applausen var stående, og filmen vandt hovedprisen ved festivalen. Coppolas ambitiøse film havde nær taget livet af ham, men den var alle anstrengelserne værd! Den hører til blandt mine absolutte favoritter, langt større end Godtfather-filmene!

Klik her for at læse et indlæg om Dommedag nu.

 

Coppolas vedvarende formkrise

Francis Ford Coppola stoppede ikke med at instruere film efter Dommedag nu – selvom man kunne forstå det, hvis strabadserne i junglen havde skræmt ham til tidlig pension. I 1980’erne lavede han masser af film, men ingen af dem var gode. Instruktøren havde sin storhedstid i 70’erne, hvor han var den episke storfilms ukronede konge. Men efter Dommedag nu bevægede han sig i en anden retning og instruerede op til flere ungdomsfilm med romantik og humor. Altså noget helt andet end det, de fleste forbinder Coppola med.

I starten af 1990’erne kom der lidt mere kød på filmene, særligt da han valgte at tage en sidste vals med mafiaen i Godfather Part III. I 1992 stod han bag en ret rost filmatisering af Bram Stokers Dracula, hvor Gary Oldman spillede titelrollen, og unge stjerneskud som Winona Ryder og Keanu Reeves også medvirkede. Filmen blev nomineret til 4 Oscars i den ”tekniske” kategori, og den blev også en solid økonomisk succes. Siden da har Francis Ford Coppolas ikke lavet en film, der kan betegnes som god.

Gennem 2000’erne fortsatte han med at instruere, uden nogensinde at komme i nærheden af tidligere tiders magiske tæft for stærke historier og storslået instruktion. Francis Ford Coppola ligger dog ikke på den lade side. Han har gennem årene haft gang i en del projekter. Blandt andet ejer han sin egen vingård, og han har også investeret i restauranter og hoteller.

Et billede af Francis Ford Coppolas datter i filmen The Godfather Part III. Sofia Coppola havde ikke nogen nævnværdig erfaring med skuespil, og det fik hun også at høre for. Anmelderne var bestemt ikke begejstret for hendes bidrag til filmen. Foto: Paramount Pictures.

 

Filmblodet løber i familien Coppolas årer

I The Godfathers uforglemmelige klimaks står Michael (Al Pacino) fadder for sin nevø, mens håndlangere udrydder alle Michaels fjender over hele New York. Den lille dreng, der bliver døbt og græder, da det hellige vand rammer håret, er faktisk ikke en dreng. Det er i stedet Sofia Coppola, Francis Ford Coppolas datter, der lige var den baby, de havde på hånden, da scenen skulle optages. Man kan jo alligevel ikke se forskel på drenge og piger, når de er så små…

Mens far Francis har droslet ned, har baby Sofia Coppola de sidste 30 år været ganske aktiv i filmbranchen. Hun blev voldsomt kritiseret for sin store rolle i The Godfather Part III, men siden da har hun med langt større succes kastet sig over instruktørgerningen. Hendes store gennembrud kom i 2000 med Lost in Translation, en vindunderlig varm film om at møde kærligheden, hvor man mindst venter det.

Faktisk er mange medlemmer af Coppola-familien aktive på en eller anden måde i filmbranchen. De er vokset op med Francis Ford Coppola som familieoverhoved, en mand, der i børnenes opvækst levede og åndede for at skabe store filmoplevelser. Hans mesterværker kom alle inden for det samme, hektiske årti, men på det tiår nåede han også fire film, der altid nævnes, når man snakker om de store milepæle. Francis Ford Coppolas bidrag til verdens filmskat kan ikke overvurderes.

Der er god kemi mellem Bill Murray og Scarlett Johansson i Lost in Translation, og deres forhold er fuld af ømhed og humor. Men hvad ender det mon med? Det er det store spørgsmål.. Foto: Focus Features.

 



 

Kommentarer: