Mesterlære: David Fincher


Seven, Fight Club, The Curious Case of Benjamin Button og Gone Girl. Amerikanske David Fincher har med sine ofte mørke og foruroligende film nydt stor succes i Hollywood siden starten af 90’erne.

David Fincher

Bonkammerat med Brad
David Fincher har instrueret tre film med Brad Pitt i hovedrollen. Seven (1995), Fight Club (1999) og The Curious Case of Benjamin Button (2008).
Tilsyneladende en læsehest
Flere af Finchers film er filmatiseringer af populære bøger. Blandt andet Fight Club (1999), Zodiac (2007), The Curious Case of Benjamin Button (2008), The Girl with the Dragon Tattoo (2011) og Gone Girl (2014).
Reklamer og musikvideoer
David Fincher startede bag med at instruere reklamefilm for blandt andet Coca Cola, Chanel og Nike, og musikvideoer for Madonna og Michael Jackson, inden han begyndte at lave spillefilm.
Fincher er også i fjernsynet
Instruktøren har stået bag kameraet på to afsnit House of Cards og fire afsnit Mindhunter.

 

Mesterlære er en serie på Rehmeiers Moviebox, hvor vi kigger lidt nærmere på nogle af de filminstruktører, der engang var med til at slå tonen an i filmverdenen – og selvfølgelig dem, der stadig gør det nu. Vi ser på en lang række filmskabere fra mange forskellige lande, og Movieboxen skal selvfølgelig også nok give anbefalinger til nogle af mestrenes bedste film. Så hold øje med mesterlære – her gemmer sig meget god Watercooler/Bezzerwizzer-viden

*I serien om de store instruktører har vi indtil nu dækket Steven SpielbergChristopher NolanAkira KurosawaQuentin TarantinoRidley Scott, Martin Scorsese og Stanley Kubrick.

 

Tørre tæsk til grønskollingen

Mesterlære: Ridley Scotts Alien fra 1979 er et af Sci-Fi-genrens hovedværker, et mesterligt gys i et stemningsmættet, mørkt univers. James Camerons efterfølger, Aliens fra 1986, er mere hæsblæsende og larmende, men filmen er ikke desto mindre blandt de bedste og mest ikoniske actionfilm nogensinde. Alien³  fra 1992… Husker du den?

Det er de færreste, der mindes det tredje hjul i Xenomorph-filmuniverset. Filmen, der markerede seriens begyndende deroute og frustrerende tilbagegang fra action og gyserguld til kaloriefattig og træt Science Fiction vrøvl. Men klap lige rumskibet. Så dårlig er Alien³ faktisk heller ikke! Den er naturligvis ikke nær så god som dens navnkundige storebrødre, men den fortjente ikke den ekstremt hårde medfart, den fik. Og mange af tæskene gik selvfølgelig til filmens unge, helt uprøvede instruktør. David Fincher.

Den dengang blot 29-årige instruktør havde inden Alien³ kun prøvet at instruere musikvideoer, blandet andet for Michael Jackson og Madonna. Så med Alien³ som ilddåb kunne man nok forstå, hvis unge Fincher blev en kende skræmt. Men han rejste sig flot fra den kaotiske debut, og siden da har han med en lang række succeser cementeret sin position som en Hollywoods mestre.

Sigourney Weaver vendte tilbage til sin ikoniske rolle som Ellen Ripley i den tredje Alien-film. Det blev ikke den succes, de to første film gjorde. Foto: 20th Century Fox.

 

Anden gang var lykkens gang

Alien³ fik altså en ordentlig næsestyver af de fine anmeldere, men publikum var ikke helt så kritiske. Således skrabte filmen faktisk 150 millioner dollars til sig mod et budget på cirka 50 – ganske pænt, om end uspektakulært. Den økonomiske succes var nok til, at andre filmstudier turde satse på David Fincher, og gudskelov for det! Hans næste film blev nemlig en vaskeægte klassiker og en af Movieboxens favoritter: Den mørke thriller Seven.

I silende regn og til et kradsende lydtæppe af uophørlig larm og hylende sirener famler panserne Mills (Brad Pitt) og Somerset (Morgan Freeman) sig gennem en anonym og møgbeskidt storby i jagten på en morder. De syv dødssynder er den gale mands inspiration, og jagten på ham bliver en rutsjebanetur ned i menneskets mest dystre og dyriske kroge. Ikke en klassik feel good-film, forstås.

David Fincher viste med Seven, at han er en spænding mester. Han er ikke bange for at få blod på tøjet og kaste sig ud i opsigtsvækkende brutalitet for at give sine historier oomph. Den kompromisløshed, som gav ham både filmfans og anmelderes respekt med Seven har han holdt fast i siden. Det samme gælder den mørke tone og visuelle stil, der er blevet et varemærke for Fincher.

Somerset forklarer sin teori om, at politiet jager en psykopat, der bruger de syv dødssynder som inspiration til sine mord. Rollen som hærdet efterforsker er en af Freemans absolut bedste. Foto: New Line Cinema.

 

Fra succes til succes

Forestil dig Brad Pitt. Hvilken rolle ser du for dig? Ja, det er formentlig den som skingrende skør, veltrænet og anarkistisk sæbesælger/slagsbror i Fight Club. Det er selvfølgelig også David Fincher, der har instrueret den film, hvilket han gjorde i 1999. Fight Club er definitionen af en kultfilm, og for Fincher, der dengang kun var 37, blev den det helt store gennembrud. Derfra gik der et par år, før filmmageren igen for alvor markerede sig.

Panic Room og Zodiac var fine spændingsfilm af den slags, der er Finchers metier, men det var med The Curious Case of Benjamin Button, at instruktøren for første gang kom i søgelyset hos Oscarakademiet. En lavine af hele 13 nomineringer ramte filmen, igen med Brad Pitt i hovedrollen. Selvom den måtte tage til takke med tre tekniske priser, var der tale om en overvældende succes for både David og makkeren Brad.

Mange gode instruktører holder sig til én type film, når først de finder ud af, hvor deres force ligger. Men de fremragende filmskabere prøver sig af i flere genrer, og David Fincher hører bestemt til i sidste kategori. Science Fiction med Alien³, thrillere med Seven, Panic Room og Zodiac og romantisk drama med The Curious Case of Benjamin Button. Instruktøren er altså ikke bange for at prøve noget nyt, og det gjorde han også med hans til dato mest anmelderroste – og måske også mest oversete – The Social Network.

Robert Downey Jr. og Jake Gyllenhaal spiller henholdsvis journalist og bladtegner i Zodiac, som bygger på den samme historie om en gal morder, der sendte gåder til den lokale avis. Gåder, der aldrig blev løst. Foto: Warner Bros. Pictures.

 

Tager den med ro for tiden

Mark Zuckerberg har på godt og ondt ændret verden med Facebook, og historien om hans kometkarriere og transformation fra venneløs nørd til celeber filantrop skulle selvfølgelig filmatiseres. Ofte er den slags biografiske film deciderede utålelig, men ikke The Social Network. David Fincher forvandlede et af Aaron Sorkins altid eminente manuskripter til en fantastisk medrivende dramafilm, som bestemt ikke fremstiller Zuckerberg som en engel. Filmen var nomineret til 8 Oscars, inklusiv prisen for bedste instruktion.

I de 8 år, der er gået siden The Social Network, har David Fincher kun lavet to film. The Girl with the Dragon Tattoo, den underholdende, men også undervældende, filmatisering af Mænd der hader kvinder. Og den foruroligende romantiske thriller Gone Girl, endnu en filmatisering af en storsælgende roman. Det bliver spændende at se, hvad han finder på i fremtiden.

Med sine psykologiske thrillere spækket med mørke billeder og en forkærlighed for historier om vold, eksistenskriser, undertrykt seksualitet og forræderi i inderkredsen er David Finchers film hverken lette eller lettilgængelige. Men som regel belønner de virkelig seeren med overraskelser, karakterudvikling og medrivende historiefortælling. David Fincher fik en hård introduktion til Hollywood, men han har i den grad rejst og overbevist kritikerne af Alien³ om, at han er en rigtig mesterinstruktør. Vi kan forhåbentlig se frem til mange flere spændende filmprojekter fra instruktørens hånd i fremtiden.

Ben Affleck fik rollen som Nick Dunne, en mand hvis kone forsvinder i filmen Gone Girl. Den er en filmatisering af en bestsellerroman af samme navn, og filmen blev en kæmpe succes i biffen. Foto: 20th Century Fox.

 

 

Kommentarer: