Mesterlære: Akira Kurosawa


Japanske Akira Kurosawa efterlod filmverdenen en arv, hvis betydning man på ingen måde kan overvurdere. Instruktøren opfandt actionfilmen som genre, han revolutionerede måden at filme med flere kameraer på samme tid, og han åbnede vestens øjne for Japans rige filmskat – og så lavede han nogle af historiens bedste og mest episke film. Arigato, sensei!

Akira Kurosawa

Vigtigste film
"De syv samuraier", "Ran", "Livvagten", "Den skjulte fæstning", "Himmel og helvede", "Dæmonernes port" med flere
Priser
Kurosawas film vandt blandt andet hovedpriserne i Venedig og Cannes, og flere af dem var også nomineret til Oscars
Fra øst til vest...
Kurosawas "De syv samuraier" blev til "The Magnificent Seven" og "Livvagten" blev til "En nævefuld dollars"
... og fra vest til øst
Kurosawas "Ran" er inspireret af Shakespeares "Kong Lear", og "Blodets Trone" er en filmatisering af Shakespeares "Macbeth"
Tak for alt, sensei
Martin Scorsese, Steven Spielberg, George Lucas og Francis Ford Coppola er blandt de vigtigste filmskabere i "Det nye Hollywood". De har alle anerkendt Akira Kurosawa som en af deres helt store inspirationskilder

 

Mesterlære er en serie på Rehmeiers Moviebox, hvor vi kigger lidt nærmere på nogle af de filminstruktører, der engang var med til at slå tonen an i filmverdenen – og selvfølgelig dem, der stadig gør det nu. Vi ser på en lang række filmskabere fra mange forskellige lande, og Movieboxen skal selvfølgelig også nok give anbefalinger til nogle af mestrenes bedste film. Så hold øje med mesterlære – her gemmer sig meget god Watercooler/Bezzerwizzer-viden

*I serien har vi indtil nu dækket Steven Spielberg og Christopher Nolan.

 

Otte mænd sejrede

Mesterlære: De fattige bønder i en lille landsby ryster i bukserne ved tanken om den skæbne, der venter dem. De ved, at blodtørstige og hensynsløse banditter vil røve deres fattige hjem, så snart rishøsten er i lade. De har ingen mure, porte eller vagttårne. De har ingen våben og kan ikke slå fra sig. De er som forsvarsløse høns, der bare venter på, at ræven skal komme efter dem.

Men landsbybeboerne beslutter sig for at prøve at narre deres skæbne og i stedet skaffe hjælp. De sender repræsentanter til storbyen for at finde våbenføre mænd, der kan forsvare dem, selvom de ikke kan tilbyde noget som helst til gengæld. Mod alle forventninger lykkes det at skaffe syv kamphærdede samuraier, der vil stå på de forsvarsløses side i kampen mod overmagten.

Det er handlingen i De syv samuraier, som er en af filmskattens allermest dyrebare juveler. Den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa skabte i 1954 en film, der til evig tid vil blive beundret og efterlignet, som vi senest har set med The Magnificent Seven, der er et remake af japanerens storfilm. Med det enorme historiske epos grundlagde Kurosawa en helt ny filmgenre, actionfilmen, og han indførte mange af de kneb og fortælleteknikker, der i dag er standard i de fleste film. Langt de færreste filminstruktører kommer i nærheden af at lave bare ét mesterværk som De syv samuraier. Akira Kurosawa lavede omkring 10 film, der med rette kan omtales som mesterværker, og det er derfor, han af mange eksperter kaldes den største instruktør nogensinde.

Syv herreløse samuraier, der ikke kender hinanden, melder sig til at beskytte de fattige bønder i en lille landsby. De syv er ikke helte i den klassiske forstand, men de ender alligevel med at vise deres værd som moralske mennesker. Foto: Toho.

 

Gangstere og samuraier

Akira Kurosawa blev født i Tokyo i 1910. Hans forfædre var samuraier, der kæmpede for store krigsherrer og kejsere, og netop samuraiernes historie skulle blive Kurosawas største claim to fame, da han nåede toppen som filminstruktør. Inden han nåede så langt, arbejdede han blandt andet som kunstmaler, produktionsassistent og manuskriptforfatter, inden han under Anden Verdenskrig fik debut som instruktør.

Da krigen var forbi, kom hans folkelige og uforudsete gennembrud med filmen Drunken Angels, der handler om en alkoholiseret læges kaotiske venskab med en ligeledes fordrukken mafiahåndlanger. Filmens ironiske tone og kritik af det japanske samfunds stramme klasseopdeling gjorde den til et uventet hit hos anmelderne og banede vejen for endnu større bedrifter og succeser.

Akira Kurosawa elskede at lave dramafilm om gangstere, rige mænds magtkampe og mennesker på kanten af det moderne samfund. Men det var hans historiske film om krige, samuraier og voldlige mænd og kvinder, der for alvor gjorde instruktøren til en stjerne og beundret figur på diverse filmfestivaller. Det internationale gennembrud kom i 1950, da Akira Kurosawas til alles, også sin egen, overraskelse vandt hovedprisen ved filmfestivalen i Venedig for sin totalt nyskabende film Dæmonernes port (Rashomon).

Den tankeprovokerende historie handler om en retssag i middelalderens Japan, hvor omstændighederne omkring et brutalt mord fortælles af flere forskellige personer, der bestemt ikke bidrager med den samme historie. De cinefile europæere labbede det flabede narrativ i sig, og filmen blev en succes i både Vesten og Japan, og den regnes i dag som en af Kurosawas største bedrifter, og takket være dens succes, kunne han få finansiering til sine andre store projekter og drømme – og dem havde han mange af.

Toshiro Mifune (til venstre) spillede hovedrollen i Kurosawas Drunken Angels. Det var de to mænds første samarbejde, men det blev langt fra det sidste. Faktisk spillede Mifune hovedrollen i intet mindre end 16 Kurosawa-film. Foto: Toho.

 

De fede og de magre år

Efter Dæmonernes port instruerede Kurosawa storfilm med en næsten industriel effektivitet. I 1952 lavede han den hjerteknusende og meget livsbekræftende At leve (Ikiru), der fortæller historien om en bedrøvelig gammel bureaukrat, der som en lille tandhjul i et stort system beslutter sig for at gøre én god ting i sit liv, inden kræftsygdommen bliver hans død. To år efter den filmperle kom så den helt store triumf med De syv samuraier, og sådan gik det slag i slag.

I 1950’erne og 1960’erne var Akira Kurosawa yderst produktiv, og det var særligt samuraierne, hans egne forfædre, der optog instruktøren. Blandt hans mest kendte samuraifilm er Livvagten (Yojimbo) om en herreløs samurai, der ankommer til en by hærget af to rivaliserende bander, som samuraien spiller ud mod hinanden for sin egen vinding. Et remake af den film udkom få år efter i Vesten som En nævefuld dollars med Clint Eastwood i hovedrollen.

Akira Kurosawa var i det hele taget en stor indflydelse for mange filmskabere i Hollywood, der beundrede hans store og ambitiøse film, der var så optaget af deres plot og karakterer og på samme tid spektakulært ambitiøse i stil og scenografi. Kurosawas Den skjulte fæstning (Kakushi-toride no san-akunin) var den helt store inspiration, da George Lucas skabte Star Wars, og De syv samuraier blev også genindspillet i vesten som The Magnificent Seven i 1960. Der var penge i Akira Kurosawa-film dengang.

Det kørte altså for Kurosawa i den periode, men mod slutningen af 1960’erne begyndte det at gå galt. Instruktøren kunne ikke længere få den nødvendige finansiering til sine storfilm, og han blev deprimeret og forsøgte endda at tage sit eget liv. I slutningen af 1970’erne var man så småt begyndt at afskrive den japanske mester, men det var altså for tidligt. Kurosawa havde nemlig to meget skarpe skud tilbage i bøssen inden tæppefald.

Vanen tro er Toshiro Mifune hovedrollen. I Yojimbo er han en snu og dødsensfarlig samurai, der spiller to bander ud mod hinanden for egen vindings skyld. Foto: Toho.

 

Krigerens sidste brøl

Det var i Europa, at Akira Kurosawa fik sit store gennembrud på filmfestivalen i Venedig med Dæmonernes port i 1950. Præcis 30 år senere vandt Kurosawa en om muligt endnu større europæisk pris efter flere års anonymitet. Hans episke samuraifilm Krigerens skygge (Kagemusha) vandt nemlig hovedprisen ved filmfestivalen i Cannes. At filmen overhovedet kunne blive til noget, kunne Kurosawa takke instruktørkollegaerne George Luacs og Francis Ford Coppola for, da de bidrog til finansieringen og dermed hjalp en mand, der havde inspireret dem så meget.

Krigerens skygge er en malerisk smuk film om krig og et stort bedrageri, der fører til mægtige mænds fald – en rigtig storfilm af den gamle skole. Men den blegner alligevel, når man holder den op mod Akira Kurosawas sidste mesterværk, der kom fem år senere. I 1985 var den 75-årige mand næsten blind, og hans helbred svigtede hastigt. Det gør det til en næsten overmenneskelig præstation, at han under sådanne omstændigheder kunne instruere, hvad der blev hans allerstørste mesterværk – Ran.

Akira Kurosawa havde én sidste kanin tilbage i sin mesterlige hat, og Ran blev på alle måder kulminationen på en lang og gloværdig karriere. En voldsom og brutal film om en verden i ufred, hvor forsonlighed og venlighed ikke altid belønnes, og hvor ondskabsfulde tilfældigheder kan ændre alt. Ran er en af de allerbedste film, der nogensinde er lavet. Ikke bare af Kurosawa eller en anden japaner, men af alle de mange storfilm, der er lavet gennem årene. Den bliver bare bedre og bedre, jo mere den ældes.

Akira Kurosawa døde i 1998, da han var 88 år. Efter Ran fortsatte han med at lave film, men hans sidste rest af storhed og episk historiefortælling blev lagt i Ran, hvor Kurosawas karriere de facto sluttede. Hans bidrag til filmens verden er enormt. Han var en innovativ filmskaber, der trodsede konventionerne og hele tiden prøvede nye ting. Måden at lave film og fortælle historier i film tog et kvantespring, da han var ved roret i Japan, og hans film vil altid være en kilde til inspiration for folk, der sætter pris på drama og gode historier.

Akira Kurosawa beskrev selv Krigerens skygge som en generalprøve til Ran, og der er altså tale om en god generalprøve. Filmen tælles sjældent med blandt instruktørens største, og det er en fejl, for den er på alle måder storslået. Foto: Toho.

 

 

Kommentarer: