Viva España – 10 gode film på spansk


Filmverdenen domineres lige nu af tre spansktalende instruktører, de tre mexicanske amigos Alfonso Cuarón, Guillermo del Toro og Alejandro González Iñárritu. Der gemmer sig en verden af gode film på spansk, og her har jeg fundet 10 af de bedste. De 5 af dem foregår i Spanien, de andre 5 i ”den nye verden”. Hele 7 af de 10 film kan du faktisk se på filmstriben.dk eller Netflix. Så VAMOS!

Tre gode film, der ikke kom med på denne liste, men som bestemt kan anbefales:

  • Una mujer fantástica
  • Y Tu Mamá También
  • El espinazo del diablo

 

La isla mínima (2014)

Også kendt som: Marshland

Instruktør: Alberto Rodríguez

Året er 1980, og Spanien bærer stadig ar efter Frankos regime i form af en befolkning der er splittet mellem Franko-loyalister, og dem, der glæder sig over det nye, frie samfund. To politimænd, en på hver side af denne skarpt optrukne grænse, sættes på en sag om to forsvundne unge kvinder i det sydlige Spanien. Det bliver en grum historie om vold, narko og misbrug. Flot og stemningsfyldt thriller alla HBO’s True Detective.

Klik her for at se filmen på filmstriben.

Volver (2006)

Instruktør: Pedro Almodóvar

Penélope Cruz blev den første spanske kvinde til at modtage en Oscarnominering. Det gjorde hun for sin rolle som den seje alenemor Raimunda i Almodóvars Volver. Instruktøren, en af spansk filmhistories største, har stærke kvinder som sit modus operandi, og Raimunda er også en jernhård lady. Hun må beskytte sin teenagerdatter, passe sin demente tante og stå sin søster bi, samtidig med at hun tackler nogle grumme spøgelser fra en fortid fyldt med svigt og misbrug.

Klik her for at se filmen på Netflix.

Biutiful (2010)

Instruktør: Alejandro González Iñárritu

I Barcelona bor Uxbal (Javier Bardem) i en ussel lejlighed sammen med sine to børn. Han er skredet fra børnenes mor, der har psykiske problemer, drikker og arbejder som prostitueret. Uxbal arbejde for sin rige bror, der har et byggefirma. Uxbals opgave er at skaffe illegale immigranter til byggepladserne. En dag går det helt galt for Uxbal, der tvinges til at se sin egen dødelighed i øjnene. Stærk og dyster film af manden bag Birdman og The Revenant.

 

Los Cronocrímenes (2007)

Også kendt som: Timecrimes

Instruktør: Nacho Vigalondo

Det her er en af de mest underlige og forvirrende, men også interessante film, jeg har set. Timecrimes handler om tidsrejser og skæbnens luner. Handlingen udspiller sig i en feriehytte i de spanske bjerge, hvor en mand ved et tilfælde forvilder sig ind på en forskningsstation. I film kan alt ske, så manden kommer selvfølgelig til at rejse tilbage i tiden. Èn time. Det kan da ikke være så slemt. Vel? Se Timecrimes og få svaret.

Klik her for at se filmen på filmstriben.

El laberinto del fauno (2006)

Også kendt som: Pans labyrint

Instruktør: Guillermo del Toro

Guillermo del Toro vandt Oscaren for bedste film med den undervældende The Shape of Water. Hans største mesterværk er stadig det store gennembrud, som kom i 2006 med filmen Pans labyrint, en af de mest anmelderroste film nogensinde. I filmen blander del Toro eventyr og realisme og fortæller en historie om feer og prinsesser, men også om undertrykkelse og borgerkrig. Resultatet er en af de mest fantasifulde og smukke film, du vil komme til at se.

Klik her for at se filmen på filmstriben.

 

Abre los ojos (1997)

Også kendt som: Open Your Eyes

Instruktør: Alejandro Amenábar

Medvirkende: Eduardo Noriega, Fele Martínez, Pelélope Cruz med flere

En ung rigmand surfer sig gennem livet. Han boller damer til højre og venstre, han kører i hurtige biler, og han gør generelt, som det passer ham uden at tænke på andre. Den unge player møder en mørkhåret skønhed, som han falder pladask for. Han tror sgu pludselig på kærligheden, og han er klar til at lægge sit liv om! Men en af hans kasserede elskerinder lokker ham ind i hendes bil, som hun kører galt med vilje i et forsøg på at dræbe dem begge. Han overlever, men hans ansigt er frygteligt vansiret, og han får slemme psykiske forstyrrelser.

Lyder det bekendt? Tænker du Vanilla Sky? Med god grund. Cameron Crowes rodede film er nemlig et remake, billede for billede, af spanske Abre los ojos. Penélope Cruz spiller Sofia i begge film, og det er langt mere interessant at se på i den spanske original, som er mere uhyggelig og føles ægte skræmmende, modsat genindspilningen med Tom Cruise i hovedrolle. Open your eyes…

Penélope Cruz spillede rollen som Sofia, den kvinde, rigmanden forelsker sig i, i både Open Your Eyes og den amerikanske genindspilning, Vanilla Sky. Foto: Live Entertainment

 

Amores Perros (2000)

Instruktør: Alejandro González Iñárritu

Iñárritu blev både i 2015 og 2016 beæret med en Oscar for bedste instruktør for henholdsvis Birdman og The Revenant. Hans debutfilm Amores Perros kaldes ofte den mexicanske Pulp Fiction. Lige som i Tarantinos mesterværk fra 1994 fletter Inarritu nemlig også en række skæbner sammen i Amors Perros. Filmen er barsk, tonen rå og billeder smukke og dramatisk på en meget jordbunden og lidt beskidte måde. Armos Perros er obligatorisk for alle, der kan lide flettefilm og hundekampe. Og hvem kan ikke det?

Relatos salvajes (2014)

Også kendt som: Wild Tales

Instruktør: Dimián Szifron

Wild Tales er en af de skøreste og mest overraskende filmoplevelser, jeg har været så heldig at udsætte mig selv for. Den argentinske film, der er produceret af pedro Almodóvar, består af seks korte fortællinger. De er ikke forbundet til hinanden af andet end deres centrale tema: At sige fra over for folks lort! I alle fortællingerne får folk nok af den måde, de bliver behandlet på, og deres måde at sige fra på er larmende og hårdtslående. Og vildt underholdende!

Klik her for at se filmen på filmstriben.

 

El secreto de sus ojos (2009)

Også kendt som: Øjnenes hemmelighed eller The Secrets in their Eyes.  

Instruktør: Juan José Campanella

I Argentina kæmper den pensionerede politimand Benjamín (Ricardo Darín) med at skrive sin roman. Den skal handle om en sag, han arbejdede på for 25 år siden og som aldrig blev afsluttet. En grusom sag om en kvinde, der blev brutalt voldtaget og myrdet. Mod sin vilje bliver Benjamín trukket ind i sagen igen, for selvom mange år er gået, er morderen stadig derude. Filmen vandt meget fortjent Oscaren for bedste ikke engelsksprogede film.

Klik her for at se filmen på filmstriben.

 

Roma (2018)

Instruktør: Alfonso Cuarón

Medvirkende: Yalitza Aparicio. Marina de Tavira

Alfonso Cuarón har et frygtindgydende CV som filminstruktør. I 2013 vandt han instruktør-Oscaren for Gravity. I 2006 stod han bag den vildt smukke og dystopiske Children of Men. Og det store gennembrud i hjemlandet Mexico kom i 2001 med den herlige ungdomsfilm Y Tu Mamá Tambíen. Alle Cuaróns film er kendetegnet af bundsolidt håndværk, modig historiefortælling og flotte billeder. Med den Netflix-eksklusive Roma har han skabt sin til dato mest personlige og levende film.

Dramaet, i sort/hvid, foregår i Mexico i 1970’erne. Filmen er inspireret af instruktørens egen barndom og opvækst, og den er en hyldest til de stærke kvinder, der har formet Cuaróns liv. Særligt hans barnepige, der i filmen er den person, der må holde sammen på en velhavende familie, da manden skrider og efterleder kone og børn alene. Det er rørende, det er smukt og det er vildt personligt. Roma er et mesterværk, og Alfonso Cuarón kan formentlig se frem til endnu en pris for bedste instruktion, når der snart skal uddeles Oscars.

Klik her for at se filmen på Netflix.

Billederne er smukke og stemningsmættede i Roma, der er en langsom, men flot og meget personlig film fra en stor mester. Foto: Netflix.

 

 

Kommentarer: