Top 10: Movieboxens favoritter


Det var vildt svært at lave denne liste. Jeg var sådan set ikke i tvivl om de første tre – heller ikke rækkefølgen. Det er bare de film, der betyder mest for mig. Men derfra blev det svært, og det var især svært at skulle film som Saving Private Ryan, De syv samuraier, The Godfather, Chinatown, Citizen Kane, Casablanca og så videre fra listen. Men jeg er tilfreds med det endelige resultat. Min personlige top 10. Enjoy og erklær dig uenig i kommentarfeltet.

 

10: The Dark Knight (2008)

Instruktør: Christopher Nolan 

Christopher Nolan viste os, at superheltefilm kan være andet og mere end blot action og klicheer. Han gav en stendød Batman nyt liv med den suveræne Batman Begins, der gjorde den maskerede hævner relevant og spændende igen ved at gøre universet mere dystert og realistisk. Men det var med andet indslag i trilogien, at Nolan skabte historiens med afstand bedste superheltefilm. I The Dark Knight dykker instruktøren dybere ned i de psykologiske lag hos både helte og skurke i Batmans verden, og han pressede helten helt ud over kanten i en mageløs film.

Det er selvfølgelig umuligt at tale om The Dark Knight uden at nævne klovnen. Jokeren. Heath Ledgers Joker. Den australske skuespiller levered sit korte livs rolle som den psykopatiske superskurk, og hans rolle vil for altid have en plads i historiebøgerne. Han levede sig i ekstrem grad ind i sin karakter, og det er i høj grad ham, der gør The Dark Knight til en helt særlig film. Jokeren er ekstrem, og han er den funklende juvel i den ekstravagante krone, der er The Dark Knight, Christopher Nolans til dato bedste film.

Endelig har Batman fået paralyseret Jokeren og bragt ham til politistationen. Men er det mon en del af klovnens plan? De få scener, hvor Batman og Jokeren står overfor hinanden, er fantastiske. Foto: Warner Bros.

9: Pans Labyrint (2006)

Instruktør: Guillermo del Toro

Hvem siger, at et godt eventyr skal begynde med “der var engang” og slutte med “og de levede lykkeligt til deres dages ende”?. Et godt eventyr behøver ikke at have konger, dronninger og prinsesser og prinser. Det gode eventyr kan godt foregå i en barsk og brutal verden. Den verden, som vi lever i. Det bedste eventyr foregår overalt omkring os, og vi kan være en del af det, hvis bare vi har fantasi og kigger nøje efter tegnene på magi. Den slags tanker har jeg tænkt, hver gang jeg har set Pans Labyrint, Guillermo del Toros unikke filmperle, hvor eventyr og barsk virkelighed smelter sammen.

Filmen foregår i et Spanien undertrykt af Franco, hvor en pige befinder sig på grænsen mellem fantasiverden og frontlinje i de spanske bjerge. Hun møder et fantasivæsen, en såkaldt Faun, der fortæller hende, at hun faktisk slet ikke er et rigtigt menneske, men i stedet en prinsesse af underverdenen, der blot er faret vild. Hvis hun vil vende tilbage sin trone, skal hun løse tre opgaver. Tre farlige opgaver, der vil presse hende til det alleryderste. Pans Labyrint er nok den mest magiske film, jeg nogensinde har set.

Pans Labyrint er fyldt med uhygge og gys. Dette besynderlige monster er stjernen i en meget intens og uhyggelig scene. Foto: Camera Film

8: There Will Be Blood (2007)

Instruktør: Paul Thomas Anderson

Paul Thomas Anderson, som har instrueret blandt andet Boogie Nights, Magnolia og Inherent Vice, er Hollywoods måske mest perfektionistiske og originale filmskaber. Han skriver sine egne manuskripter, han presser sine skuespillere til det yderste, og han går aldrig på kompromis med sin vision for den film, han vil lave. Jeg beundrer ham ekstremt meget som kunstner, og når jeg ser hans film, drømmer jeg om engang at lave min egen film, hvor jeg helt sikkert vil lade mig inspirere af Paul Thomas Anderson. Det er især hans største mesterværk, der giver brændstof til mine drømme om at lave en film: Den eminente There Will Be Blood.

Filmen handler om en nådesløs forretningsmand, spillet af Daniel Day-Lewis i sit livs form, der i starten af 1900-tallet finder olie i Californiens ødemark. Han bliver opslugt af grådighed og en trang til at tryne alt og alle, og hans menneskelige deroute er en af de mest hjemsøgende og opslugende historier, jeg har set i en film. Paul Thomas Andersons mesterværk er en episk fortælling om ambitioner, grådighed og smålighed, og en film, som jeg aldrig bliver træt af at lade mig forsvinde i.

”I DRINK YOUR MILKSHAKE!!”

Daniel Plainview ser til, mens hans folk gør klar til at pumpe olie op fra boringen, der har ramt en kæmpe lomme. Han har siddet der hele natten, mens flammerne har opløst boretårnet. Foto: Miramax Pictures.

7: GoodFellas (1990)

Instruktør: Martin Scorsese 

GoodFellas – den bedste gangsterfilm nogensinde. Ja, det skrev jeg, og jo, det mener jeg virkelig. Den udtalelser er kun ”kontroversiel”, fordi der findes en film, der hedder The Godfather, men jeg mener virkelig, at Martin Scorseses GoodFellas overgår Coppolas klassiker fra 1972. Det gør den, fordi den er sjovere end The Godfather. Det lyder barnligt og dumt, at GoodFellas kan være bedre The Godfather, fordi den er sjovere, men efter min mening er det netop det faktum, at GoodFellas er mere hæsblæsende, humoristisk og mindre selvhøjtideligt, at den er bedre The Godfather.

Og så selvfølgelig fordi den har en pissehamrende god historie om storhed og fald i bedste Scorsese-stil. En gylden trio bestående af Ray Liotta, Joe Pesci og Robert De Niro i hovedrollerne. En yderst velsammensat liste af musik. Og meget andet. The Godfather var en af de sidste film, jeg skar fra, da jeg skulle lave den liste over de 10 bedste. Det gjorde ondt. Men GoodFellas er mere komplet og tilgængelig film, som i mesterlig stil viser en anden side af mafiaen, end The Godfather gør. Det sætter jeg pris på.

Martin Scorseses egen mor spiller en lille rolle som Tommys mor i GoodFellas. Hun er et klassisk, stereotypt billede på en madglad italiensk mama, der elsker sin lille dreng over alt på Jorden, selvom han er stjernepsykopat. Foto: Warner Bros.

6: The Night of the Hunter (1955)

Instruktør: Charles Laughton

Hollywoods glemte mesterværk. Efter en stor karriere som prisvindende skuespiller besluttede Charles Laughton sig for at prøve at stå på den anden side af kameraet som instruktør. Det gjorde han én gang. Da han lavede filmen The Night of the Hunter. Filmen blev sablet af bade filmkritikere og publikum i en sådan grad, at han Laughton aldrig igen prøvede kræfter med instruktørgerningen. Det er en tragedie, for hans eneste film er en helt unik perle, men hverken anmeldere eller publikum forstod filmen, da den udkom i 1955.

The Night of the Hunter er thriller-genrens moder, og den isende historie er da også spændende fra start til slut. Den handler om svindleren Harry Powell, der forsøger at presse to børn til at fortælle, hvor deres far har gemt de penge, han stjal i et bankrøveri. Det er en klassisk historie om de smås ulige kamp mod overmagten, men mørke tematik og visuelle stil gik ikke rent hjem i 1955. Siden da har filmen fået den anerkendelse, den fortjener, og den regnes i dag som en af amerikansk films helt store mesterværk. Bedre sent end aldrig!

På den ene hånd er ordet "love" tatoveret, mens den anden bærer ordet "hate". Harry Powell er nemlig drevet af både had og kærlighed, og de to følelser kæmper hele tiden om magten over ham. Som regel vinder hadet. Foto: United Artists.

5: The Shining (1980)

Instruktør: Stanley Kubrick 

Jeg er besat af film. Jeg tænker på film hele tiden, jeg drømmer om film, jeg refererer til film. Konstant. Det er derfor, jeg nu har nået 300 indlæg på dette site. Besættelse. Det er således meget passende, at The Shining (Ondskabens hotel), er en af mine favoritfilm. Det er jo i højeste grad en film om besættelse, hvor stakkels Jack Torrance mister både sin forstand og selvkontrol, da onde ånder besætter hans sind og forvandler ham fra sur familiefar til bindegal monster. Jeg er aldrig, 7-9-13, blevet besat af noget på samme måde som Jack Torrance, men jeg har altid været meget.. optaget (måske lidt besat) af The Shining, min favorit film fra Stanley Kubricks krøllede hjerne.

Jeg har set filmen rigtig mange gange, og den skræmmer mig lige meget hver gang. De lange, øde gange på Panorama hotellet, Jacks gradvise og hastige transformation fra mand og far til morder og de mange tvetydige spor, som Stanley Kubrick lægger ud som brødkrummer på hotellet. The Shining er en film, som jeg kan vende tilbage til igen og igen og opdage noget nyt hver gang. Der kan man da tale om value for money!


4: Apocalypse Now (1979)

Instruktør: Francis Ford Coppola

The Godfather kom altså ikke med blandt mine 10 yndlingsfilm. Hverken den første eller den eminente opfølger. Men det betyder ikke, at 1970’ernes bedste og mest træfsikre instruktør, Francis Ford Coppola, ikke er repræsenteret i det fineste selskab. Apocalypse Now (Dommedag nu) står nemlig mit hjerte endnu nærmere. Det er faktisk en film, der står mit hjerte nærmere end de fleste andre. Som fjerdepladsen da også vidner om. Coppolas opslidende mesterværk er den bedste krigsfilm nogensinde, og den er en fascinerende studie i menneskets psyke under ekstremt pres. Desuden skildrer den på meget fascinerende vis den bizarre Vietnamkrig på en helt anden måde end nogen anden film har gjort.

Coppolas tour de force er inspireret af Joseph Conrads roman Mørkets hjerte. Filmen handler om en kaptajn i den amerikanske hær, der mens Vietnamkrigen raser på sit højeste får til opgave at rejse bag fjendens linjer og dræbe en højt dekoreret oberst fra den amerikanske hær, der er gået amok og dybt inde i junglen har fået de lokale til at adlyde sine vanvittige ordrer. Det er en rejse helt ind i krigens underlige hjerte

Martin Sheen er kaptajn Willard, der får til opgave at dræbe den karismatiske, men sindssyge oberst Kurtz, der er gået amok i Cambodjas jungle. Foto: United Artists.

3: It's a Wonderful Life (1946)

Instruktør: Frank Capra

Fra Vietnamkrigens ufattelige brutalitet til Bedford Falls pladdersøde små gader og forstadshjem. Den klassiske julefilm It’s a Wonderful Life er en del sødere og lettere end de fleste andre film i min top 10, men der er bare noget ved den klassiske historie om George Bailys uselviskhed og godhed, der rammer mig lige i hjertet. I filmen ser vi, hvordan Baily igen og igen må se sine egen drømme gå op i røg for i stedet at hjælpe venner og familie. Hans planer om jordomrejse og en tilværelse som universitetsstuderende dropper han for at blive i barndomsbyen Bedford Falls. Historien om hans mentale sammenbrud under de mange skuffelser og endelig erkendelsen af, at hvor godt hans liv egentlig er, gør mig oprigtigt rørt. Hver gang jeg ser den.

Lidt som med The Night of the Hunter er It’s a Wonderful Life en film, der har opnået sit gode ry gennem årene, ikke med det samme. Filmen blev stort set overset ved premieren, men siden da er den blevet en film, som mange mennesker altid ser ved juletid – inklusive denne filmskribent.

En ung George Bailey (James Stewart) følger den søde Mary (Donna Reed) hjem fra fest, og undervejs taler de om deres drømme, der i Georges tilfælde alle handler om at forlade den lille by, hvor de er vokset op. Foto: Liberty Films

2: Ran (1985)

Instruktør: Akira Kurosawa

Akira Kurosawa er mit største idol. Ikke alene min favorit blandt filminstruktører, men mit største idol, den kunstner, jeg beundrer allermest, hvis arbejde inspirerer mig mere end andre. Det var en kamp ikke blot at vælge 10 af hans film til denne liste. De er jo for fanden alle sammen fantastiske! De syv samuraier, Himmel og helvede, Dæmonernes port, Blodets trone, Den skjulte fæstning, Livvagten, At leve. Jeg kunne blive ved. Nå, men i sidste ende nåede én af den store mesters film med på min top 10. Og der var ingen tvivl om, at det skulle være Ran. Kurosawas største triumf og den mest storslåede storfilm, der indtil nu er lavet.

Inspireret af Shakespeares Kong Lear handler Ran om en gammel krigsherre, der beslutter sig for at dele sit rige mellem sine tre sønner. Det ender i anarki og kaos, da de tre sønner bekriger hinanden for at få den totale magt. Ran er tung som arvesynden og er stærkt nihilistisk i sit udtryk, hvilket kommer til udtryk i de brutale krigsscener, hvor teknologien i middelalderens Japan lader hære slagte hinanden med industriel effektivitet og præcision. Noget, Akira Kurosawa oplevede som overlevende efter Anden Verdenskrig og atombomberne. Ran er en helt speciel, malerisk smuk og voldsom film, hvis lige jeg aldrig har oplevet.

Det handler om krig og kaos. Menneskets grådighed og tørsten efter magt får familier til at vende sig mod hinanden og brødre til at slås. Ran er ikke en munter film. Foto: Toho.

1: Pulp Fiction (1994)

Instruktør: Quentin Tarantino

Numero uno. Den eneste etter. Den film, jeg elsker højest af alle. Det er omtrent 15 år siden, jeg første gang så Pulp Fiction, og jeg husker det, som var det i går. I hvert fald de første 30 minutter. Så faldt jeg i søvn. Jeg havde købt filmen i Bilka for en flad halvtredser, da jeg af uforklarlige årsager ikke havde set den før, og jeg glædede mig til den. Jeg satte den i dvd-afspilleren og gik i gang. Og klarede 30 minutter, inden trætheden overmandende mig. Så glemte jeg filmen. Tog den ud af maskinen, da jeg skulle se en anden film. Puttede den i coveret igen. Og så den først omkring seks måneder senere. Fra da var min opfattelse af film som en måde at fortælle historier ændret for altid.

Tarantions uforlignelige flettefilm vækker mest af alt en følelse af jalousi i mig. Jeg er misundelig over, at min hjerne ikke er så krøllet og sindssyg som den hjerne, der bor inde i Quentin Tarantinos kranie. Den hjerne, der har udtænkt Pulp Fiction. Den hjerne, der fletter en så fed historie sammen, udtænker så levende replikker og opfinder billeder og scenarier, der på den måde frastøder og fascinerer. Jeg er misundelig på Tarantino og hans hjerne. Men jeg er mest af alt glad for, at de findes, og at de har givet os den gave, der er Pulp Fiction.

Det var under optagelserne af Pulp Fiction, at Quentin Tarantino og Uma Thurman fik idéen til en film om kvindelig lejemorder, der søger hævn over sine gamle venner. Den idé blev selvfølgelig til Kill Bill og Kill Bill Vol. 2. Kill Bill Vol. 3? Måske engang... Foto: Miramax Films.

 

Kommentarer: