Top 10: Filmene, der blev snydt for en Oscar


”And the Oscar goes to…” Ikke altid den film, der virkelig har fortjent det. Som optakt til Oscarshowet 2016 har Rehmeiers Moviebox kigget de tidligere vindere igennem, og her et bud på 10 film, der endte med en lang næse i stedet for en statue af guld.  

 

10: Zero Dark Thirty (2011)

Tabte til: Argo

Kathryn Bigelows Zero Dark Thirty skabte en del opstandelse, fordi nogle af filmens tidligere scener viser, hvordan CIA-agenter torturerer afghanske krigsfanger i forsøget på at finde frem til Osama Bin Laden. Kritikere mente, at Bigelow med scenerne fortalte, at tortur kan acceptereres, så længe det giver resultater. Noget, Hollywoods mest prominente kvindelige filminstruktør afviste. Uanset hvad, så er Zero Dark Thirty en stor bedrift og en fremragende film om, hvordan Bin Laden blev bragt til fald. Oscaren det år gik det Ben Afflekcs Argo, hvis handling også foregår i Mellemøsten, nemlig i Iran under revolutionen i 1979. Afflecks film om en gruppe amerikanske fangers flugt er lækkert produceret og medrivende, men mangler det schwung, som skal kendetegne en Oscarvinder. Noget, som Zero Dark Thirty i høj grad har.

Elitesoldater trænger i det borgligende hus, hvor Osama Bin Laden har forskanset sig. 10 års jagt når en vild konklusion i den fremragende thriller. Foto: UIP.

9: A Clockwork Orange (1971)

Tabte til: The French Connection

Stanley Kubrick blev lagt for had, da han instruerede den meget brutale og surrealistiske A Clockwork Orange, der er baseret på en bog af samme navn. Filmen handler om en uhyggelig fremtid, hvor lov og orden er ophørt med at eksistere, hvilket en teenagebande udnytter til at hærge London med vold, røverier og voldtægter. Filmen er meget grafisk med skildringer af overfald og voldtægter, og det skaffede instruktøren en del fanpost i form af dødstrusler fra folk, der ikke mente, at den slags hørte til i film. Derfor var filmen ikke en oplagt Oscarvinder i 1971, men dens indflydelse og meget samfundskritiske budskab kan ikke undervurderes, og Kubricks chokerende mesterværk var en langt mere værdig vinder end William Friedkins strømerdrama, The French Connection, der dog stadig er en ganske udmærket film. Bare ikke nær så god som A Clockwork Orange.

8: Fargo (1996)

Tabte til: The English Patient

Akademiet elsker storslåede kærlighedsfilm fra de gode, gamle dage. Og sådan en film er The English Patient. Ikke en dårlig film, men heller ikke så overraskende og uforudsigelig som Coen-brødrenes Fargo, der måtte tage til takke med en Oscar for bedste manuskript og bedste skuespil til Frances McDormand. Juryen har en tendens til at vælge de mest sikre og klassiske film, der gerne er baseret på en bestseller roman, og sådan var det også med The English Patient, der er et flot og velspillet kærlighedsdrama, men ikke nær så original som Fargo, der med årene er blevet en kultfilm, og en af Ethan og Joel Coens mest respekterede fortællinger. De fik senere revanche med No Country for Old Men, der i 2008 blev valgt til årets bedste film. En film, der fortjente Oscaren mindre end Fargo.


7: Network (1976)

Tabte til: Rocky

Rocky blev det, man i USA kalder et ”sleeper hit”. Altså en film, man ikke på forhånd havde ventet noget særligt af. Ingen tog på dette tidspunkt Sylvester Stallone seriøst (gør man det nu?), så få havde ventet, at en boksefilm skrevet af Sly og med Sly i hovedrollen skulle vinde Oscaren for bedste film. Det skete alligevel, og Rocky blev et stort hit. Det er ikke den dårligste film, der er blevet hædret som den bedste film, men det kan stadig diskuteres, om den havde fortjent at vinde. Specielt i et så stærkt filmår, hvor Martin Scorseses Taxi Driver og det nervepirrende journalistdrama All the President’s Men med Dustin Hoffman og Robert Redford var nomineret. Og naturligvis Sidney Lumets vilde og vanvittige Network om en pengehungrende tv-station, der skamløst udnytter en nyhedsværts mentale sammenbrud til at skaffe flere seere. Network slår en del hårdere end Rocky, og havde i langt højere grad fortjent Oscaren.

Den populære nyhedsvært Howard Beale (Peter Finch) bryder sammen for åben skærm og begynder at vrøvle en masse sindssyge konspirationsteorier af. Det er der seere i, så det udnytter nyhedskanalen naturligvis. Foto: United Artists.

6: My Left Foot (1989)

Tabte til: Driving Miss Daisy

Rig, gammel kone bryder sig ikke om sin sorte chauffør. Gammel kone begynder at tø op, og lærer sort chauffør at læse, og det kan de andre rige og hvide mennesker ikke lide. Driving Miss Daisy er irriterende forudsigelig og kun en overfladisk behandling af den rædsomme behandling, USA’s rige overklasse gav deres sorte medborgere, indtil Martin Luther King og Malcolm X begyndte at ruske op i tingene. Driving Miss Daisy er vældig sød, men mangler helt den wauw-følelse som var varemærket for en anden af de nominerede film, nemlig My Left Food om den berømte maler Christy Brown, der blot kunne bevæge sin venstre fod, men stadig male nogle stærke og inspirerende malerier. Den irske fim er langt mere ægte og upoleret end den sukkersøde Driving Miss Daisy og havde i højere grad fortjent Oscaren. Heldigvis vandt Daniel Day Lewis prisen for bedste mandlige hovedrolle for sit portræt af den stærke maler.

5: Goodfellas (1990)

Tabte til: Danser med ulve

Måske er Martin Scorsese og Leonardo Di Caprio så gode venner og filmmakkere, fordi de begge ved, hvad det vil sige at blive overset i Oscar-ræset. I skrivende stund venter vi på at finde ud af, om Leos held endelig vender, og for Martin Scorsese fik ventetiden ende i 2006 med The Departed. Inden da var han i årtier blevet overset, og det grelleste eksempel på Akademiets boykot af Scorsese fandt sted i 1990, da hans episke gangsterfilm Goodfellas blev slået af Kevin Costners gabende kedelige Danser med ulve (Dances with Wolves). Costners sejtrækker lignede mest af alt en velmenende undskyldning og udstrakt fredspibe til de indianere, som den amerikanske regering så flittige udryddede, og der findes desværre alt for mange eksempler på, at Hollywood blander politik ind i udvælgelsen af de bedste film. Stop det!


4: Brokeback Mountain (2004)

Tabte til: Crash

Ang Lees Brokeback Mountain er blevet hånet og stemplet som ”den der homofilm om to cowboys” et utal af gange – og kun af folk, der aldrig har set filmen. Alle, der faktisk har taget sig mod til at se den, vil vide, at historien om den forbudte kærlighed er en enormt stærk og bevægende film med fremragende skuespil, men den var åbenbart for kontroversiel til den ærkekonservative Oscarjury, der i stedet valgte den håbløst politiske korrekte Crash som årets bedste film i 2004. Ja ja, Paul Haggis’ flettefilm om racisme i Los Angeles er fint bygget op som et klassisk drama, men er også så forudsigelig, at man efter fem minutter ved præcis, hvordan historien ender. Samme år var også Capote om den berømte journalist og forfatter samt Spielbergs München nomineret. Begge film, der i højere grad havde fortjent Oscaren end Crash, men stadig mindre end Brokeback Mountain.  

Jake Gyllenhaal og afdøde Heath Ledger spiller fantastiske i den komplicerede fortælling om to cowboys, der i 1963 indleder en kærlighedsaffære, som de må holde hemmelig for resten af verden. Foto: Focus Features.

3: Citizen Kane (1942)

Tabte til: How Green Was My Valley

Det er naturligvis umuligt at kåre én film til at være den bedste nogensinde. Men når man alligevel ofte har forsøgt gennem årene, ender Orson Wells’ storslåede Citizen Kane ofte helt i toppen. Den vilde historie om Charles Foster Kanes liv og død er medrivende som få andre film, og at Wells skrev, instruerede og spilled hovedrollen i en alder af 25, gør bare filmen endnu mere speciel. Men den var åbenbart ikke god nok til vinde Oscaren i 1942. Den gik i stedet til den klassiske og kedelige How Green Was My Valley af den store John Ford. En film, der slet ikke på samme måde udfordrer og engagerer som Citizen Kane gjorde og stadig gør. Selvom Wells’ klassiker har mange år på bagen, holder den stadig, og det vil altid være en synd, at den ikke blev hyldet med filmbranchens fornemste pris.

2: Saving Private Ryan (1998)

Tabte til: Shakespeare in Love

Hollywood elsker lystspil med sang og dans, men hvordan i alverden juryen kunne nå frem til, at Shakespeare in Love var en bedre film end Spielbergs brutale Saving Private Ryan, ja, det forbliver en gåde, som filmnørder prøver at løse, når vi ikke har andet at tage os til. Den romantiske komedie/drama er en fin og munter teaterforestilling om den mytiske Shakespeare, som måske kunne have fortjent prisen, hvis ikke Steven Spielberg samme år havde lavet sin mest kompeltte film, Saving Private Ryan. Historien om otte soldateres farlige rejse bag fjendens linjer for at finde den uheldige Ryan er den ultimative krigsfilm med stærkt skuespil, smukke og brutale billeder og action, som ingen anden film nogensinde er kommet i nærheden af matche, når det gælder intensitet. En værdig og selvskreven Oscarvinder, skulle man mene. Åbenbart ikke…   


1: Pulp Fiction (1994)

Tabte til: Forrest Gump

Ja, det er farligt at sige, at Forrest Gump ikke fortjente at vinde, men sådan er det altså. 1994 var et historisk stærkt filmår, og man kan argumentere for, at tre af de fem nominerede film det år havde fortjent prisen mere end den folkekære Gump. Robert Redfords eminente Quiz Show var nomineret, det samme var verdens bedste film (ifølge IMDB’s top250) En verden udenfor og sidst, men ikke mindst, Quentin Tarantinos mesterlige kludetæppe, Pulp Fiction. Sidstnævnte skubbede til grænserne for historiefortælling og var en på det tidspunkt uhørt flabet og modig film. Noget, man ikke havde set før. Forrest Gump var langt mere traditionel og kedelig end Tarantinos største mesterværk, der nok er det tætteste, instruktøren nogensinde kommer på at lave en Oscarvinder.

Pulp Fiction bragte John Travolta tilbage til skuespillernes A-list, efter han havde brugt adskillige år i dyndet. Filmen er et mesterværk, men tabte i kampen om Oscaren til Forrest Gump. Foto: Miramax Films.

 

Kommentarer: