Top 10: 2018’s bedste film


OBS!!!

Jeg har desværre ikke set alle de film, jeg gerne ville se i år. Siden oktober har det ikke været muligt for mig at gå i biografen hver uge, og det betyder desværre, at jeg har misset en del film. Her er nogle af de film, som jeg ikke fik set, men som måske (måske ikke) kunne have været i spil til min top 10.

  • Lady Bird
  • A Quiet Place
  • Grænse
  • Mission Impossible: Fallout
  • A Star is Born
  • Spider-Man: Into the Spider-Verse
  • Widows

 

10: Den skyldige

Instruktør: Gustav Møller

Premiere: 14. juni 

Læs Movieboxens anmeldelse her

Årets bedste danske film, endda med nogen afstand. 2018 har været et suverænt år for dansk film, både kunstnerisk og kommercielt, og Den skyldige er en imponerende bedrift. Gustav Møllers debutfilm er en spændingsmættet og næsten puritansk fortælling om forbrydelse og anger, men også om håb. Et håb om at råde bod på fortidens synder og redde et menneske i nød.

Jakob Cedergren er som født til rollen som politibetjenten Asger. Han har lavet ulykker i tjenesten, og som straf er han blevet lænket til et skrivebord hos alarmcentralen, hvor han skal hjælpe nødstedte danskere videre i systemet. Alle Asgers alarmklokker bimler og bamler, da en grædende kvinde ringer ind og på snedig vis gør Asger opmærksom på, at hun er blevet kidnappet. Uden at kameraet på noget tidspunkt forlader alarmcentralen, tages vi, med hjælp fra reallyd, replikker og Cedergrens ansigtsmimik, med ud på en enormt spændende jagt efter en kidnapper. Mesterligt håndværk!

Jakob Cedergren er som skabt til rollen som den snarrådige, men også desperate, politibetjent Asger Holm, der må redde en kidnappet kvinde over telefonen. Foto: Nikolaj Møller/Nordisk Film.

9: Loveless

Instruktør: Andrey Zvyagintsev

Premiere: 4. januar

Læs Movieboxens anmeldelse her

En af årets mest uafrystelige film er fra Rusland. Leviathan-instruktøren Andrey Zvyagintsev har med Loveless begået endnu en socialrealistisk mavepumper fra det moderne Rusland. Denne gang følger vi et par i gang med en bitter og modbydelig skilsmisse. De har begge fundet andre partnere, og ingen har overskud eller lyst til at tage sig af deres 12-årige søn. Drengen hører sin mor skrige, at hun aldrig har ønsket sønnen, og at hun heller ikke ønsker ham nu. Drengen stikker af.

Forældrene forsøger at lægge deres stridigheder til side og fokusere på at finde deres barn, men der ikke megen hjælp at hente fra myndighederne, der helt bestemt har vigtigere ting at tage sig af end at lede efter bortløbne snotunger. Loveless er endnu et hudløst ærligt portræt af det moderne Rusland med dets bureaukrati og usmagelige øvre middelklasse, der har penge, men mangler stil og dannelse. Årets bedste feel bad-film!

Drengen Alexey hører sine forældre skændes. Deres forfærdelige ord får ham til at stikke af fra hjemmet, og det starter en omfattende eftersøgning. Foto: Film Bazar.

8: The Florida Project

Instruktør: Sean Baker

Premiere: 1. marts

Læs Movieboxens anmeldelse her

Det er svært at lave film til voksne, når man som instruktør vil fortælle fra børnehøjde. Men det lykkedes så forbilledligt for Sean Baker, manden, der også står bag filmperlen Tangerine, der er filmet udelukkende med iPhone. Den film handlede om eksistenser på kanten af samfundet – transkønnede prostituerede i Los Angeles. I The Florida Project zoomer den humane filmskaber endnu engang ind på nogle af dem, som samfundet helst ignorerer. Børn af Floridas trailertrash.

Som herreløse hunde strejfer pigen Moonee og hendes venner omkring på de farverige moteller omkring Disney World. Vi oplever svigt fra Moonees alt for unge og alt for uansvarlige mor. Men vi ser også den grænseløse loyalitet mellem de unger, der får lov at klare sig selv i et samfund, der burde tage sig af dem, men som vælger at lade dem sejle i deres egen sø. The Florida Project er knusende rørende og barsk, men også morsom og underholdende. En film af kontraster og farver.

Halley (Bria Vinaite) og hendes datter Moonee (Brooklyn Prince). Begge skuespiller er fantastiske, og deres karakterer er lige til at forelske sig i. Foto: Scanbox Entertainment.

7: Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Instruktør: Martin McDonagh

Premiere: 11. januar 

Læs Movieboxens anmeldelse her

Jeg var sikker på, at Three Billboards ville vinde Oscaren for bedste film, da der blev uddelt statuetter i februar. Jeg var skuffet over, at den flotte, men helt og aldeles tomme og overfladiske, The Shape of Water kunne besejre Martin McDonaghs levende og rasende Three Billboards. Beslutningen om at forgylde The Shape of Water forstår jeg stadig ikke, for den anden film er langt mere interessant, dyb og vigtig. Den er et råb om hjælp fra et samfund, der er kørt helt af sporet, og dens fremragende timing alene burde være en Oscar værdig.

I det mindste var Frances McDormand og Sam Rockwell selvskrevne til priserne for bedste kvindelige hovedrolle og bedste mandlige birolle. McDormand spiller Mildred, en midaldrende kvinde, som rystes ud af sin apati over det brutale mord på hendes datter, da hun beslutter sig for at føre krig mod byens inkompetente og dybt racistiske politikorps. There will be blood…

Det er hårde spørgsmål, Mildred (Frances McDorman) stiller på de store reklameskilte uden for byen Ebbing. Hun spørger sheriffen, hvorfor de ikke efterforsker hendes datters mord. Foto: Johanna Korsh/20th Century Fox/Nordisk Film.

6: Call Me By Your Name

Instruktør: Luca Guadagnino

Premiere: 1. februar

Læs Movieboxens anmeldelse her

Et af 2018’s højdepunkter for mig var, da 89-årige James Ivory langsomt og støttende til sin stok kravlede op ad trinnene til podiet for at modtage sin Oscar. Han blev belønnet for sit fantastiske manuskript til den ligeledes fantastiske Call Me By Your Name, og blev med sine 89 år den ældste Oscarvinder nogensinde. Fuldt fortjent!

Call Me By Your Name er historien om 17 årige Elio, der forelsker sig i Oliver på 23 i løbet af en varm sommer i det nordlige Italien i 1980’erne. Filmen er en klassisk ”coming of age”-fortælling om det første vidunderlige og smertelige møde med kærligheden. Den sensuelle film er pakket med flotte billeder, smuk musik og noget af det bedste skuespil set i mange år. Timothée Chalamet kunne sagtens have vundet Oscaren for bedste hovedrolle, og jeg synes, han fortjente den mere end vinderen Gary Oldman.

Eli og Oliver møder hinanden for første gang, da Oliver flytter ind hos familien og hurtigt kommer til at indgå som en del af den. Foto: UIP.

5: Cold War

Instruktør: Paweł Pawlikowski

Premiere: 13. december

Læs Movieboxens anmeldelse her

Cold War er en mesters værk. Filmen er instrueret af den polske auteur Pawel Pawlikowski, hvis sort/hvid-drama Ida blev belønnet med Oscaren for bedste udenlandske film i 2013. Polakken har med Cold War begået endnu en genistreg, endnu en kunstnerisk vision udført til perfektion. Et drama, der er i intimt i sin fortælling kærlighed af både den lykkelige og ulykkelig slags. Og som samtidig er storslået og episk i sin skildring af et samfund underlagt betonkommunisme,  propaganda og paranoia.

Vi følger orkesterlederen Wiktor, der rejser rundt i det arrede Polen i årene efter Anden Verdenskrig. Her leder han efter unge mennesker, der kan synge om det virkelige Polen med alle dets helte og hårdtarbejdende folk. Han møder den vilde og passionerede Zula, og de to indleder en sindssyg og altopslugende affære, der fører dem gennem store dele af den kolde krigs Europa i en smuk og musikalsk film, der gør seeren helt beruset af indtryk.

Zuzanna "Zula" og Wiktor snyder sig til en lille stund sammen. Deres hverdag i kommunismens Polen består af mistro og overvågning, og de drømmer om et liv sammen i frihed. Foto. Scanbox Entertainment.

4: Burning

Instruktør: Lee Chang-dong

Premiere: 20. december 

Sydkoreanske Burning blev den sidste film, jeg fik set i biografen i 2018. Og jeg har simpelthen ikke været i stand til at ryste den af mig. Filmen begynder som noget, der ligner et klassisk trekantsdrama, men bevæger sig langsomt og tålmodigt over i en af de mest spændende thrillere, jeg i mange år har set. Langsomt og tålmodigt er nøgleordene, for instruktør Lee Chang-dong bruger lang tid på at sætte scenen, introducerer karaktererne og deres motiver, inden han folder det store drama ud. Burning er en film indhyllet i mystisk og uafklarede spørgsmål, og jeg er sikker på, jeg vil blive ved med at tænke over den længe endnu!

Den unge mand Lee Jong-su møder en pige, han ikke har set, siden de var børn. De går ud et par gange, og hun beder ham om at passe hendes kat, mens hun tager på en spirituel rejse til Afrika. Inden hun rejser, dyrker de to sex, og Lee Jong glæder sig til at se hende igen. Men hun vender ikke alene hjem fra Afrika, og hendes nye, mystiske ven bliver omdrejningspunkt for en uhyggelig historie.

Pigen Hae-mi (Jong-seo Jun) møder en ung, mystisk mand på en rejse til Afrika. Han ændrer hendes liv for evigt. Foto: Camera Film.

3: The Ballad of Buster Scruggs

Instruktør: Ethan og Joel Coen

Premiere: 16. november

Se filmen på Netflix ved at klikke her

Netflix har altså ramt den lige i røven i 2018. Streaminggiganten har haft eneret på Alfonso Cuarons Roma. Filmen er flot, og et sikkert bud på en Oscarvinder, men efter min mening ikke nær så god og flot, som den har fået ros for. Netflix har dog haft endnu et es i ærmet i år. En mere folkelig film, lavet af Hollywoods mest originale instruktørpar. Ethan og Joel Coen. Og The Ballad of Buster Scruggs er brødrenes bedste film siden No Country for Old Men i 2007.

Filmen består af seks korte film, der ikke har nogen forbindelse til hinanden, udover at de foregår i det vilde vesten. Det er universelle fortællinger om moral, loyalitet, forbrydelse, straf og konsekvenser, og westernscenen passer perfekt til alle seks fortællinger, der af kvalitet varierer fra ”fantastisk” til ”fantastisk sublim”. Stjerner som Tim Blake Nelson, Liam Neeson og James Franco sørger for flot skuespil, men det er Coen-brødrenes overlegent stilsikre manuskript, der gør Buster Scruggs til en af årets allermest tilfredsstillende filmoplevelser.

Tim Blake Nelson spiller Buster Scruggs, en revolvermand af Guds nåde i Coen-brødrenes vidunderlige western. Foto: Netflix.

2: Shoplifters

Instruktør: Hirokazu Kore-eda

Premiere: 11. oktober

Læs Movieboxens anmeldelse her

Hvad vil det sige at være en familie? Et uhyre interessant spørgsmål, som den japanske mester Hirokazu Kore-eda gennem hele sin karriere har behandlet med både respekt og opfindsomhed. Det gør han igen i Shoplifters, hans hidtil bedste og mest varme, men også overraskende og hjerteknusende film. Intet er, som det ser ud til hos den familie, som Kore-eda zoomer ind på.

I et rodet hus i en forstad til Tokyo bor bedstemor, et ægtepar og deres tre børn. Da faren og sønnen en dag på vej hjem finder en lille pige, der gemmer sig uden for et hus, hvor der tydeligvis er nogen, der skændes indenfor, tager de hende med hjem. De beslutter sig for at beholde pigen. De er nemlig en familie af tyve med temmelig afvigende moral. Men de er også en familie med ekstremt meget kærlighed, rummelighed og varme. Og er det ikke det vigtigste?

Mor Nobuyo (Sakura Ando), far Osamu (Lily Franky) og pigen Yuri, som familien finder på gaden. Foto: Filmbazar.

1: Leave no Trace

Instruktør: Debra Granik

Premiere: Filmen fik desværre ikke dansk premiere, men blev vist tre gange ved CPH PIX

Det er en sorg, at årets bedste film ikke har fået dansk premiere, bortset fra tre visninger til CPH PIX. Leave no Trace er skrevet og instrueret af Debra Granik, der også stod bag mesterværket Winter’s Bone, der blev Jennifer Lawrences gennembrud i Hollywood. Og Granik har med Leave no Trace fundet endnu et supertalent i den 18-årige Thomasin McKenzie. Hun spiller en pige, der lever et simpelt liv i skoven sammen med sin far, der lider af slem PTSD efter flere ture i Irak.

Han får stress af at være omkring andre mennesker, og i skoven fører far og datter et ukompliceret liv, hvor de lever af naturen. Faren sørger for, at datteren kan læse, skrive og regne, og mange andre ting, men det er selvfølgelig ikke nok for samfundet. De tvinges væk fra skoven og til at leve et ”normalt” liv med fast bolig, skole og psykologsamtaler. Men der går ikke længe, inden de igen er på flugt. Problemet er, at pigen begynder at længes efter et liv blandt andre mennesker og ikke mindst jævnaldrende. Det fører til en uundgåelig og svær konflikt mellem far og datter, der må sande, at de ikke kan leve sammen.

Leave no Trace er en menneskelig fortælling om frygten for at miste den, man holder allermest af. Det er film, der vækker en stærk følelse af indignation på vegne af krigsveteranen, der bare ikke må lov at leve i fred. Men man bliver også vred på ham, fordi han ikke kan tage hensyn til sin datters behov. Debra Granik er en meget menneskelig historiefortæller, og endnu engang formår hun med stor overbevisning og ømhed at fortælle om dem, der har det svært. Årets film!

Ben Foster og Thomasin McKenzie spiller far og datter i den socialrealistiske Leave No Trace. Foto: CPH PIX.

 

Kommentarer: