De 20 bedste film på Netflix – ifølge IMDb


Jeg har kigget på IMDb’s top 250 over verdens bedste film. Bagefter har jeg kigget på Netflix’ filmudvalg. Så her har du de 20 bedste film, ifølge IMDb, som du kan se på Netflix. Enjoy!

HUSK AT TJEKKE MOVIEBOXENS LISTE MED DE 50 BEDSTE FILM PÅ NETFLIX.

(Klik på filmtitlerne for at hoppe direkte til Netflix. Klik på de røde ord teksterne for at læse mere om film og instruktører)


20: The Big Lebowski (1998)

IMDb-score: 8,1

Instruktør: Ethan og Joel Coen

The Dude ville bare have et nyt gulvtæppe. Det er faktisk hele The Big Lebowski i dens grundsovs. Da nogle bøller forveksler Jeffery ”The Dude” Lebowski med en rigmand ved navn Jeffery Lebowski, bliver The Dude blandet ind i en rodet og kaotisk sag, der involvere både kidnapning, nihilister og en kunstner i brunst. The Big Lebowski er ikke Coen-brødrenes bedste film, men det er helt sikkert deres mest ikoniske og populære. The Dude, Walter, Donny, The Jesus – filmen er stopfuld af fede, uforglemmelige karakterer.

19: Scarface (1983)

IMDb-score: 8,3

Instruktør: Brian De Palma

”SAY HELLO TO MY LITTLE FRIEND”. Det bliver ikke meget mere ikonisk end den coke-skæve Tony Montana, der bevæbnet til tænderne forsvarer sin dekadente narkobule i Scarface. Filmen følger Montana fra ung, cubansk opkomling til ukronet narkokonge i Miami i begyndelsen af 1980’erne. Pacino er kompromisløs som den snøvlende, usympatiske, men også ulykkelige og misforståede, Tony Montana. Endnu en gangsterrolle for Al Pacino, men en mere ekstrem og karikeret larmende rolle end hans alterego Michael Corleone fra The Godfather.

18: A Clockwork Orange (1971)

IMDb-score: 8,3

Instruktør: Stanley Kubrick

I 1970’erne fortsatte Stanley Kubrick ufortrødent med at skabe dagsordensættende film. Mange af hans værker var, for deres tid, kontroversielle, og A Clockwork Orangevar den mest chokerende af dem alle. Filmen foregår i et dystopisk fremtids England, hvor bander af teenagere hærger, voldtager og plyndrer. Alt moral og orden er blevet skyllet ud i lokummet. Vi følger Alex De Large, lederen af en bande, og hans barske vej fra bølle til ”reformeret” samfundsborger. Volden, og særligt seksuel vold, bruges i rå mængder i den kontroversielle film.

 

17: Evigt solskin i et pletfrit sind (2004)

IMDb-score: 8,3

Instruktør: Michel Gondry

I en nær fremtid er det muligt at slette bestemt minder fra hukommelsen – og dermed minderne om bestemte personer. Det lyder som en opskrift på katastrofe og knuste hjerter, og det bliver det selvfølgelig også i den bittersøde Evigt solskin i et pletfrit sind, hvor komikeren Jim Carrey spiller en rolle, som ligger et stykke fra det, de fleste ellers kender ham for. Dyb og dybt filosofiske kærlighedsfilm med flot skuespil af også Kirsten Dunst og Kate Winslet.

16: Das Boot (1981)

IMDb-score: 8,3

Instruktør: Wolfgang Petersen

Få ting er mere klaustrofobiske end ubåde, og tanken om at være fanget i bugen på sådan et uhyre, langt under havets overflade, er nok til at give de fleste myrekryb – allerede inden sagen om den gale Raket-Madsen og den parterede svenske journalist Kim Wall. Klassikeren Das Boot følger en tysk ubådsbesætnings desperate kamp for overlevelse, og det er slet ikke svært at fatte sympati med tyskerne – selvom de jo er de onde i verden!

15: Oldboy (2003)

IMDb-score: 8,4

Instruktør: Park Chan-wook

En mand vågner op i et fremmede rum. Rummet er låst. Ikke rart. Rummet bliver mandens celle de næste 15 år, hvor han holdes indespærret og kæmper for ikke at blive sindssyg. Da han endelig slipper ud, skal han selvfølgelig have hævn! Den ekstremt voldelige Oldboy er på rekordtid blevet kult i vesten, og filmen bærer vidnesbyrd om, at Sydkoreanske filminstruktører laver vildt mange gode film. Hold dig langt væk fra det elendige amerikanske remake.

 

14: Django Unchained (2012)

IMDb-score: 8,4

Instruktør: Quentin Tarantino

Tarantino har alle dage bestræbet sig på at fortælle overdrevne og tegneserieagtige historier om hævn og blod og skurke og helte. Med Django Unchained flyttede han rammen for historien tilbage til 1800-tallets slaveri i USA med fortællingen om slaven Django, der søger efter sin kone og undervejs bliver dusørjæger. Django er klassisk Tarantino med alt, hvad hører sig til af blod, splat, seje karakterer og blærede dialoger.

13: Ondskabens hotel (1980)

IMDb-score: 8,4

Instruktør: Stanley Kubrick

Den uhyggeligste film, der nogensinde er lavet. Ja, det mener jeg faktisk! Stanley Kubricks Ondskabens hotel er et studie i suspense og karakterudvikling, og fra de første, hjemsøgende billeder af de trædækkede bjerge omkring Panorama Hotellet, er uhyggen skudt i gang – og Kubrick slipper os ikke ud af angsten, før rulleteksterne kører. Jack Nicholson er uforglemmelig som Jack Torrance.

12: The Prestige (2006)

IMDb-score: 8,5

Instruktør: Christopher Nolan

Foruden en vis lille trilogi om en maskeret hævner, har Nolan blandt andet også lavet filmperlen The PrestigeFilmen handler om to tryllekunstneres ekstreme kappestrid og om de voldsomme konsekvenser, det får for alle omkring dem. Fejende flot, vovet og begavet – The Prestige er Chistopher Nolan i en nøddeskal, og filmen er en af hans bedste hidtil. Den vilde kappestrid mellem Christan Bale og Hugh Jackmans karakterer er for vild!

 

11: Gladiator (2000)

IMDb-score: 8,5

Instruktør: Ridley Scott 

”My name is Maximus Decimus Meridius, commander of the armies of the north…” ja, I kender rumlen, for alle har jo fanden set Gladiator. Ridley Scotts Oscarvindende storfilm kickstartede Hollywoods fascination af antikken, og samtidig sendte filmen Russel Crowe lige lukt op i skuespillernes stjernehimmel, hvor han siddet lige siden. Gladiator er storslået, hæsblæsende, historisk ukorrekt og vigtigst af alt mægtig flot. Og så er Connie Nielsen jo med…

Vi følger generalen Maximus (Crowe), der bliver forrådt af den nye kejser, den psykopatiske Commodus (Joaquin Phoenix). Kejseren dømmer Maximus til døden, men det lykkes den hårdføre soldat at undslippe dødens klør. Han ender i stedet som gladiator, hvor han i arenaen må kæmpe for sit liv for at underholde Roms perverse og dekadente overklasse. Men Maximus øjner hævn over den mand, der forrådte ham og dræbte hans familie!

Russel Crowe er Maximus. En romer, der var general i hæren, men bliver forrådt af den nye kejser og tvunget ind i slaveri. Hans vej fører ham til Colosseum, hvor han øjner muligheden for hævn over manden, der forrådte ham. Foto: Universal Pictures.

 

10: Raiders of the Lost Ark (1981)

IMDb-score: 8,5

Instruktør: Steven Spielberg

En stor del af Steven Spielbergs dynasti og ry som actionfilmenes konge skal tilskrives Indiana Jones, som faktisk er udtænkt af makker George Lucas, manden bag Star Wars. Raiders of the Lost Ark er vores første møde med den folkekære og hårdtslående arkæolog, der både finder tid til forelæsninger og til at rejse til Egypten for at finde pagtens ark og forhindre det magtfulde artefakt i at ryge i nazisternes fedtede hænder. Rollen som Indy er Harrison Fords bedste – ja, bedre end Han Solo i min bog.

9: Tilbage til fremtiden (1985)

IMDb-score: 8,5

Instruktør: Robert Zemeckis

Er der noget meget mere 80’er-agtigt end Michael J. Fox og Tilbage til fremtiden? Marty McFly er en rask knægt fra Californien, og da han bliver sendt tilbage i tiden af sin gamle professor-vens nye tidsmaskine, en heftigt modificeret DeLorean (en af de værste møgbiler, der nogensinde er lavet), må Marty finde en måde at vende tilbage til fremtiden. Altså nutiden. I 1985. Fortiden i vores nutid. 2018. Bare se filmen og lade være med at stille spørgsmål!

8: The Departed (2006)

IMDb-score: 8,5

Instruktør: Martin Scorsese

Leonardo DiCaprio, Matt Damon, Jack Nicholson, Mark Wahlberg, Martin Sheen, Vera Farmiga, Alec Baldwin og Ray Winstone. Har nogen film nogensinde kunnet prale af et stærkere cast end Scorseses The DepartedJeg tvivler! Instruktørens Oscarvindende politidrama kører af sted med 120 kilometer i timen, mens et par pansere (DiCaprio og Damon) begge arbejder undercover på hver sin side af loven. Jack Nicholson er virkelig fremragende som gangsterbossen Frank Costello.

 

7: De urørlige (2011)

IMDb-score: 8,5

Instruktør: Olivier Nakache og Éric Toledano

En af fransk films mest populære billetbaskere er den fantastisk dejlige historie om den lamme rigmand Phillipe og hans makker Driss. I De urørlige spiller Omar Sy rollen som den hårdkogte ghettoindvandrer Driss, der af kommunen sendes i aktivering som handikaphjælper. Det gider Driss fandme ikke, men til hans store overraskelse udvikler han et tæt venskab med den lamme Phillipe (Francois Cluzet). De to mænd kan lære ikke så lidt af hinanden, viser det sig.

6: Léon (1994)

IMDb-score: 8,5

Instruktør: Luc Besson

Léon er den 12-årige Mathilda (Natalie Portman) vidne til, at hele hendes familie bliver dræbt af den korrupte panser Norm Stansfield (Gary Oldman). Hun syger ly og beskyttelse hos sin mærkelige nabo, lejemorderen Leon (Jean Reno). Han tager hende under sine vinger og lærer hende, hvor han ”gør rent” (dræber folk). Blodig, bizar og en smule kontroversiel, Luc Bessons Léon blev næsten øjeblikke en kultfilm, som man kan se igen og igen.

5: GoodFellas (1990)

IMDb-score: 8,7

Instruktør: Martin Scorsese

Med GoodFellas viste Martin Scorsese mafiaens mænd som mænd, men som mænd, man gerne ville lære at kende – og drikke sig fuld med. Som sjove mænd, men stadig som forbrydere. Men Scorsese gør sig alligevel ikke helt skyldig i at romantisere mafiaen, for med den geniale GoodFellas perfektionerede han nemlig den læresætning, han allerede havde taget hul på med Raging Bull og som han senere videreførte i film som Casino og The Wolf of Wall StreetHøjt at flyve, dybt af falde.

 

4: Inception (2010)

IMDb-score: 8,7

Instruktør: Christopher Nolan

Du skal sgu være vågen, hvis du skal fatte en meter af Christopher Nolans absolut mest originale og ambitiøse film til dato. I Inception er det muligt at skaffe sig adgang til folks drømme, mens de sover. Det åbner op for en verden af interessante muligheder for kriminelle, blandt andet Cobb (Leonardo DiCaprio), der er i ufrivillig eksil i Europa. Nolans vilde kupfilm er en sindssyg flot og hæsblæsende omgang bulder og brag, lavet med omtanke og masser af fantasi.

3: Eventyret om ringen (2001)

IMDb-score: 8,8

Instruktør: Peter Jackson

Ethvert eventyr har sin begyndelse, og eventyr over dem alle begynder med Eventyret om ringen. Peter Jackson skød sin episke trilogi i gang i 2001 med historien om hobbiten Frodo, der af sin onkel arver Den ene ring, som troldkarlen Sauron har lagt sin onde sjæl i. I kender jo historien, for pokker! Efter min mening er den første film den bedste, og indtil videre er det også den eneste, der er tilgængelig på Netflix. Mon ikke de andre kommer engang.

2: Schindlers List (1993)

IMDb-score: 8,9

Instruktør: Steven Spielberg

Steven Spielberg står bag to af de bedste film om 2. Verdenskrig. Saving Private Ryan og selvfølgelig den umanerligt barske Schindlers liste. Liam Neeson giver sit livs præstation som opportunisten Oscar Schindler, der bruger jøder som billig arbejdskraft på sin fabrik i Krakow. Da nazismens brutalitet for alvor går op for ham, begynder han at tænke på, hvordan han kan redde dem, han før dårligt nok så som mennesker. Ralph Fiennes’ Amon Göth fryser blodet til is!

 

1: The Dark Knight

IMDb-score: 9,0

Instruktør: Christopher Nolan

Medvirkende: Christian Bale, Heath Ledger, Aaron Eckhart med flere

Den svære toer er den bedste i en fremragende trilogi. Christopher Nolans opfølger til Batman Begins er vildere end sin forgænger på alle måder. Særligt i afdelingen for superskurke. Heath Ledgers tour de force-præstation som den gale klovn er allerede gået over i historiebøgerne som en af de mest mindeværdige skurke. The Dark Knight er et forbillede for ikke blot superheltefilm, men actiongenren i det hele taget. En bombastisk blockbuster med hjerne og hjerte.

Batman/Wayne (Christian Bale) og politimester Gordon (Gary Oldman) slår sig sammen med statsanklageren Harvey Dent (Aaron Eckhart), så de også har loven på deres side i kampen mod Gothams mafia. De tre udgør en formidabel trio, men i deres desperate kamp bruger mafiaen deres atomvåben: Jokeren (Ledger). De slipper klovnen løs, og med kaos og ondskab får galningen splittet det ellers så succesrige triumvirat op og vendt dem mod hinanden.

Batman lærer igen, hvad det vil sige at miste nogen, der står ham nær. Jokeren skyr ingen midler i sin kamp for at knække Gothams ædle, mørke ridder, og det bliver en hård og beskidt kamp. Foto: Warner Bros.

 

 

Kommentarer: