10 supergode film, du ikke kender


Forleden sad jeg og kiggede på de film, jeg har bedømt på IMDb. Der er mange klassikere og berømte storfilm på den ret lange liste. Men der er også en del film, som jeg har givet mange stjerner (8 eller flere), men som ikke er lige så kendte som Pulp Fiction, De syv samuraier eller Festen. Der er mange film, som jeg ville ønske, at flere kendte, så 10 af dem slår jeg et slag for her.

 

Black Death (2010)

Instruktør: Christopher Smith

Medvirkende: Sean Bean, Eddie Redmayne, Carice van Houten

Game of Thrones så dagens lys på HBO i 2011. Allerede året inden kunne man faktisk se to af seriens stjerner sammen i filmen Black Death. En film, der har en del tilfælles med den populære fantasyserie. I Black Death spiller Sean Bean (naive Ned Stark i GoT) en stærkt religiøs ridder i den mørke middelalders England. Pesten hærger, og folk dør i hobetal. Men nogle vender også tilbage til livet, går der historier om. Sammen med en ung munk, spillet af Oscarvinderen Eddie Redmayne, begiver ridderen og hans hårdkogte, voldsglade fæller sig af sted mod landsbyen, hvor de døde vandrer blandt de levende for at straffe den ukristelige troldmand, der står bag. Inden længe står ridderne over for de fanatiske landsbybeboere og deres leder, en mystisk troldkvinde (spillet af Carice van Houten, kendt som den næsten evigt topløse Lady Melisandre fra Game of Thrones).

Konfrontationen er forudsigelig brutal, og Black Death svælger i ekstremisme, tortur og nøgenhed – så filmen er i hvert fald åndeligt beslægtet med GoT. Billederne er flotte og skuespillet i orden, men den megen vold og blod betyder, at filmen nok ikke er for alle. Kan du tåle det, venter der dog en stærk og seværdig film i stil med gyserklassikeren Witchfinder General.

Sean Bean trækker endnu engang i rustning og sværd, som han så ofte har gjort gennem karrieren. Her har han selskab af en kutteklædt Eddie Redmayne som ung, naiv munk. Foto: Revolver Entertainment

We the Animals (2018)

Instruktør: Jeremiah Zagar

Medvirkende: Evan Rosado, Raúl Castillo, Sheila Vand

Den amerikanske indiefilm We the Animals var et af mine højdepunkter på sidste års CPH PIX. Det lille drama er en klassisk ”coming-of-age”- fortælling om, hvor svært det er at blive voksen, når man inderst inde stadig er et barn. Filmen følger tre brødre af en hvid mor og en puertoricansk far. Forældrene er uligevægtige, moren psykisk ustabil og faren ekstremt humørsvingende og uansvarlig. De tre knægte får lov at sejle deres egen sø, og særligt den yngste dreng har det svært. Han bobler af kreativitet, men han skjuler sine evner og tegninger for sine brødre. Og så er han klar over, at han er anderledes, fordi han er tiltrukket af andre drenge.

We the Animals er blevet sammenlignet med Moonlight og The Tree of Life, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Filmen tackler på modig vis, hvad spirende seksualitet gør ved et ungt menneske. Drengens kreativitet oser ud gennem lærredet i en visuelt meget smuk film, der både leger med lys og flotte animationer. We the Animals er ikke nem at genrebestemme. Den minder som nævnt om andre værker, men har alligevel sin helt egen identitet.

Den yngste søn sammen med sin far. Der er perioder, hvor familien, far, mor og tre sønner, ligner mange andre familier. De hygger, leger og griner. Men meget af tiden bruger de på at slås, hyle og skrige. Foto: The Orchard

Animal Kingdom (2010)

Instruktør: David Michôd

Medvirkende: James Frecheville, Ben Mendelsohn, Guy Pearce, Jacki Weaver, Joel Edgerton med flere

Australien er altså pænt stort. Men i filmens verden er det ikke så nemt at få øje på Australien på verdenskortet. ”Jeg kender vist ikke andre australske film end Crocodile Dundee,” sagde en filmglad kollega forleden, da vi talte om den australske western Sweet Country. Jeg kan heldigvis komme i tanke om flere film fra “Down under”, blandt andet gangsterdramaet Animal Kingdom, som byder på en perlerække af nations allerbedste skuespillere: Ben Mendelsohn, Joel Edgerton, Guy Pearce og selvfølgelig geniale Jacie Weaver, der var nomineret til en Oscar for sin rolle som ”Godmother” i Animal Kingdom.

Filmen handler om Cody-familien, en broget skare af psykopater, der er bundet sammen af blodets bånd og af det kriminelle imperium, de som familie har opbygget. Vi følger de mange intriger i familien, hvor der indgås alliancer og yppes kiv på kryds og tværs. Det yngste medlem af Cody-banden indser, at et liv uden kriminalitet måske er ikke er så tosset endda. Men man forlader ikke bare banden, særligt ikke når bandemedlemmerne også bogstavligt talt er ens familie.

Jackie Weavers karakter "Smurf" taler sit barnebarn til ro. Han er ikke på samme måde tiltrukket af et liv med vold og kriminalitet som resten af familien. Animal Kingdom er blevet til en serie, der tager sit udgangspunkt i filmen fra 2010. Foto: Madman Entertainment

Far from the Madding Crowd (2015)

Instruktør: Thomas Vinterberg

Medvirkende: Carey Mulligan, Michael Sheen, Matthias Schoenaerts med flere

Her kommer en anekdote fra min tid som uskyldig journalistpraktikant. Bær lige over med mig: Det var en skøn helligdag, og jeg havde fri fra arbejde. Den lokale biografdirektør åbnede gavmildt dørene tidligt for mig og en kollega, så vi kunne se den nye Mad Max: Fury Road lidt før alle andre (VIP, I know). Der var dog knas med maskineriet i biffen, og der ville gå et par timer, før actionfilmen var klar, fik vi at vide. Var der noget andet, sådan et par unge fyre kunne tænke sig at se? Jeg havde set ALT på plakaten, bortset selvfølgelig fra Thomas Vinterbergs romantiske kostumedrama Far From the Madding Crowd. ”Skal vi se den?”

Det gjorde vi, og det er jeg sgu glad for! Selvom filmen fik en uentusiastisk modtagelse, gik den overraskende rent hjem hos mig. Men jeg er også lidt en sucker for Victoriansk romantik og kan godt lide film som Jane Eyre og Stolthed og fordom. Vinterbergs trekantsdrama med skønne Carey Mulligan i centrum er en fin, underholdende og fuldstændig forudsigelig affære. Det er altså godt nok at spille det sikkert engang imellem! Det eneste uforudsigelig var, at jeg var begejstret for filmen, at den kommer med på denne liste.

"Åh nej, lytter hun nu til sit hjerte og vælger den rette mand?". Jeg bed måske ikke ligefrem negle af spænding, men jeg var stadig helt optaget af Thomas Vinterbergs Far from the Madding Crowd, et markant skift fra Jagten. på billedet Carey Mulligan og Matthias Schoenaerts. Foto: Fox Searchlight Pictures

Jeg er ikke bange (2003)

Instruktør: Gabriele Salvatores

Medvirkende: Giuseppe Cristiano, Mattia Di Pierro med flere

Tænker du på mafiaens mænd som en flok glamourøse, joviale fyre? Så er du nok flasket op på film The Godfather, GoodFellas og Casino. Det er jeg også. Og alle tre er fantastiske film. Men der findes andre fortællinger, der tegner et anderledes, lidet flatterende portræt af Cosa Nostra. Blandt andet end den italienske film Gomorrah om den napolitanske mafias snuskende gadeimperium. Filmen Jeg er ikke bange stiller også mafiaen i et dårligt lys.

Året er 1978, og det er den varmeste sommer i mands minde. I det sydlige Italien leger drengen Michele i området omkring sit hus. Han opdager et stort, dybt hul i jorden et stykke fra huset, og til sin store overraskelse finder han en jævnaldrende dreng nede i hullet. Drengen er bange, underernæret og beskidt, og Michele finder mad og vand til ham. De to drenge udvikler et venskab, og det viser sig, at Micheles far, der har forbindelser til mafiaen, har kidnappet drengen i hullet for at afpresse drengens far. Hvad skal Michele dog stille op? Jeg er ikke bange ligner måske en børnefilm, men det er dælme en uhyggelig en af slagsen.

Drengen Michele kigger ned i hullet, hvor han finder en jævnaldrende dreng, som holdes fanget. Foto: Medusa Distribuzione

Carlos (2010)

Instruktør: Olivier Assayas

Medvirkende: Édgar Ramírez, Alexander Scheer med flere

Okay, det her er lidt snyd, og det beklager jeg på forhånd. For Carlos er faktisk en miniserie snarere end en film. Den kan deles op og ses i tre bidder. Men den kan så afgjort også tages i én køre. Det gjorde jeg. Og jeg blev kastet kloden i med mere end 5 timer med den ambitiøse og vidtrækkende portrætfilm af Carlos, også kendt som Sjakalen. Filmen er baseret på den sande historie om den venezuelanske terrorist Illich Ramírez Sanchez, bare kaldet Sjakalen Carlos. I flere årtier rejste han kloden rundt og begik terror som mord, terrorbomber, kidnapninger og meget andet skidt.

Den virtuose venezuelanske skuespiller Édgar Ramírez spiller titelrollen, og med sit lange hår, solbriller, jakkesæt og kampuniform er han i sandhed en kompleks skikkelse, der kan skifte form og personlighed på et øjeblik. Han er en interessant karakter, og takket være den lange spilletid kommer vi virkelig under skindet på den enigmatiske mand. Har du fået lyst til at se Carlos anbefaler jeg på det kraftigste, at du ser hele historien på én gang. Filmen fik en ekstremt flot modtagelse og regnes af mange, inklusiv denne filmskribent, som en af 2010’ernes allerbedste filmoplevleser.

En smøg i kæften og en skønhed på knæet. Jo, Carlos (Édgar Ramírez) har stil, dametække og attitude. Men han er også en dødsensfarlig morder og terrorist. Foto: IFC Films

The Proposition (2005)

Instruktør: John Hillcoat

Medvirkende: Guy Pearce, Ray Winstone, David Wenham med flere

Vi vender tilbage til Australien for en kort bemærkning, for der er såmænd kommet andre gode film fra det tørre kontinents ødemarker. Hvis nu jeg siger western. Instrueret af John Hillcoat. Med Guy Pearce, Ray Winstone, John Hurt, David Wenham og Emily Watson på rollelisten. Musik OG manuskript af Nick Cave. Alt det i den samme film. Hvad siger du så? Ja, det lyder fuldstændig fantastisk. Og det er det også! The Proposition er en lækkerbisken af en stemningsmættet og barsk cowboyfilm med beskidte mænd med dårlige tænder, svære dilemmaer og brutalitet i både menneskets væsen og naturens storhed.

Sheriffen anholder Charlie Burns (Guy Pearce) og stiller ham over for et svært valg. Han får ni dage til at finde og dræbe sin storebror, lederen af den frygtede Burns-bande. Gør han ikke det, vil sheriffen henrette Charlies lillebror, som også er medlem af banden og nu sidder og rådner op i en celle på sheriffens kontor. Det er et urimeligt svært valg for Charlie, og dilemmaet er den perfekte motor i den rå og medrivende The Proposition. Nick Cave er en mand med mange talenter, og han kan altså også skrive film. Og selvfølgelig filmmusik, men det vidste vi jo godt.

Danny Huston spiller rollen som den ældste bror, Arthur. Det er ham, loven virkelig vil have fat i, og det er den opgave, Charlie får stillet: Bring os din storebror, eller vi dræber din lillebror. Foto: First Look Pictures.

Starred Up (2013)

Instruktør: David Mackenzie

Medvirkende: Jack O’Connell, Ben Mendelsohn, Rupert Friend

Inden han instruerede den roste moderne western Hell or High Water, fik den skotske instruktør David Mackenzie slået sit navn fast med fængselsdramaet Starred Up. Jeg har et ømt punkt for fængselsfilm, indrømmet, og denne lille perle hører til blandt de bedste og mest oversete film om livet bag tremmer. Vi følger en ung mand, Jack Love (Jack O’Connell), der bliver lukket inde i et Englands mest rå fængsler, hvor de allermest voldelige forbrydere holdes indespærret. Og han hører så afgjort til blandt dem! Det samme gør hans kronisk fraværende far Neville Love (Ben Mendelsohn), der er fængslets ukronede, hårdtslående konge.

Jack er i bund og grund en god knægt, og han vil gerne vende sit liv med kriminalitet og vold ryggen. Men hans far har andre tanker, og en voldsom både fysisk og psykisk magtkamp bryder ud mellem de to. Starred Up er uforudsigelig, voldsom og velspillet. Ben Mendelsohn er lige nu en af de mest interessante skuespillere, og unge Jack O’Connell viser også, at han har potentiale. Glem alt om Shawshank, det sukkersøde pjat – det her, dét er fængslende!

Jack O Connell spiller sønnen Eric, mens Ben Mendelsohn er faren Neville, der har været i spjældet det meste af sønnens liv. Nu rusker de tremmer sammen, og det går ikke så glat, som fængselsbetjentene kunne håbe. Foto: Fox Searchlight.

Maria Full of Grace (2004)

Instruktør: Joshua Marston

Medvirkende: Catalina Sandino Moreno med flere

Hvordan lykkes det mon egentlig narkobaronerne at få deres lort smuglet ind i eksempelvis USA, som er så flittig aftager? Der findes mange snedige metoder, og én af dem er at pakke små mængder kokain ind i plastik og så få narkokurerer til at sluge de små dyrebare kugler. Og sluge mange af dem! I den colombianske filmperle Maria Full of Grace møder vi den unge kvinde Maria. Hun er 17 år, arbejder under slavelignende forhold på en fabrik og er gravid med sin kærestes barn. Han foreslår, at de gifter sig. Hun takker nej og rejser til Bogatá i håbet om en bedre fremtid for sig selv og sit ufødte barn.

Hun får tilbudt et job som narkosmugler. Lønnen er langt højere, end hvad hun ellers vil have mulighed for at tjene, men risikoen er enorm. Maria indvilliger og sluger 62 små pakker med kokain. Risikoen for, at hun bliver afsløret i lufthavnen er enorm, og narkokartellet, der har sendt hende af sted, har ikke tid til dårlige undskyldninger og barmhjertighed. Catalina Sandino Moreno var meget fortjent nomineret til Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle for sit portræt af den desperate teenager.

Bon Appétit. Stakkels 17-årige Maria må sluge alle de plastikindpakkede portioner med kokain. Går der hul på bare én af dem i mavesækken, kan det få alvorlige konsekvenser. Føj! Foto: Fine Line Features

Fish Tank (2009)

Instruktør: Andrea Arnold

Medvirkende: Katie Jarvis, Michael Fassbender 

Den lille engelske indiefilm Fish Tank gjorde virkelig indtryk på mig. Det sker ikke ofte, at jeg støder på en film, der på den måde kan efterlade en klump i halsen, helt uden at filmen må forlade sig på sentimentalitet og store armbevægelser. Men det lykkes for Andrea Arnold at skabe et så helstøbt billede af et kaotisk liv, at man får medlidenhed med hovedkarakteren, uden at hun fremstår som ynkværdigt offer – eller helt. Hovedpersonen er den 15 årige Mia (spillet til perfektion af Katie Jarvis). Hun bor sammen med sin mor i et trøstesløst betonbyggeri, og der er få lyspunkter i Mias liv. Moren fik hende for tidligt og gider ikke ansvaret for hende. En dag kommer en ny person ind i Mias liv og kaster en smule solskin over hendes grå tilværelse.

Moren bliver nemlig kærester med Conor (Michael Fassbender), og den venlige mand kan se, at Mia er en både følsom og intelligent person, der bare gemmer sig bag et hårdt ydre. Mia, som jo blot er et barn, falder pladask for Conor, og filmen bliver uhyggelig, da Conor også udvikler følelser for Mia.

Mia er ikke vant til, at folk er søde ved hende og tager hensyn til hendes følelser. Derfor fejer moderens nye kæreste, Connor, også benene helt væk under hende. Foto: Camera Film

Mine tre favoritter (se dem først):

  • Carlos
  • Maria Full of Grace 
  • The Proposition

 

 

Kommentarer: