Ragnarok er uforfalsket glæde


Den tredje film om Tordenguden Thor er en farverig fest for sanserne. Filmen skummer over med nørdet humor, og selvom historien er genretypisk og forudsigelig, er den stadig fornøjelig nok til at retfærdiggøre de 130 minutters spilletid.

Thor: Ragnarok

Instruktør
Taika Waititi
Manuskript
Eric Pearson, Craig Kyle og Christopher Yost
Medvirkende
Chris Hemsworth (Thor), Tom Hiddleston (Loki), Cate Blanchett (Hela), Mark Ruffalo (Hulk) med flere
Spilletid
130 minutter
Cinematografi
Javier Aguirresarobe
Sprog
Engelsk

Bedømmelse:

 

Jordens undergang skal være sjov!

Anmeldelse: Superheltefilm er noget fjollet noget. Derfor er der heller ikke noget mere giftigt, end hvis folkene bag filmene tager historiene alt for alvorligt. Undtagelsen er selvfølgelig Christopher Nolans Batman-film, som havde den helt rette, mørke tone. Men generelt fungerer det bedste, hvis der er farver og latter og en trangt til at slappe lidt af med den tunge patos, der ellers følger med det at skulle redde Jorden.

Det er derfor, at Marvel har så meget damp på kedlerne. Filmene om Iron Man, Thor, Doctor Strange, Spider-Man, Ant-Man og alle de andre rødder er ganske enkelt langt mere løsslupne og forfriskende end de tunge og formulariske film fra DC Comics, hvor Justice League er det seneste eksempel på en film, der er skudt helt ved siden af skiven.

Thor: Ragnarok, den tredje film om Tordenguden, er en af Marvels absolut bedste og mest underholdende film til dato, samt en god kandidat til titlen som årets superheltefilm. Den New Zealandske drillepind Taika Waititi er den perfekte tovholder, og instruktøren giver filmen al den neon, 80-festivitas og skæve charme, som man kunne drømme om. Ragnarok er ikke så slem, som det blev forudset!

Thor har været på mission og vender hjem med Surts krone. Den kommer til gavn senere i den hæsblæsende historie. Foto: Marvel Studios/Disney.

 

Thor (Chris Hemsworth) overlever en tur i Underverdenen: Da han vender hjem til Asgård, opdager han, at hans far Odin (Anthony Hopkins) er døende. Timingen er ret uheldig, for Thor drømmer, at Asgård går til  i Ragnarok, hvor gudernes verden skal styrtes i grus af ondskaben. Dommedag!

Da Odin forsvinder, melder en anden gud sin ankomst. Thors søster, Hel (Cate Blanchett), dødens gudinde. Hun er opsat på at skabe røre i andedammen, og hun lader sig ikke stoppe af Thors kræfter. Hun ødelægger hans trofaste hammer Mjølner og fordriver sin bror fra Asgård.

Thor ender på en mystisk, fjern planet af skrot og skrammel. Her hersker den mærkelige og karismatiske Grandmaster (Jeff Goldblum). Han tager Thor til fange og vil bruge ham som gladiator i sine populære tvekampe mellem universets stærkeste krigere. Her kommer Thor til at stå over for en gammel ven – Hulken. De to brushoveder, der er notoriske for at ryge i totterne på hinanden, er nødt til at arbejde sammen, hvis de skal redde Asgård fra Hels grådige klør.

 

Destinationen kender vi

Historien i Ragnarok er klassisk eventyr hjemme-ude-hjemme, og den er ikke specielt opfindsom. Men selvom man allerede efter fem minutter ved, hvor rejsen skal ende, kan turen dertil sagtens være underholdende – og det er den i Ragnarok. Fortælling kaster sig nemlig ud i tilpas mange u-vendinger og afstikkere til at forblive interessant gennem de 130 minutter. Og det skal især tilskrives dens specielle stil og uformelle tone.

Selvom dommedag er over os, kan vores helte sagtens grine og tage pis hinanden, og sig selv, alligevel. Det er befriende, at noget så uoverskueligt som det at skulle redde verden kan gøres så sjovt og cool, som det lykkes for Waititi med Ragnarok. Filmen bruger enormt mange farver i klassiske 80’er neon-nuancer, og instruktørens begejstring for karaktererne og universet smitter af.

Selvfølgelige er Ragnarok mest af alt et transportmiddel, der skal føre os frem til den stort opslåede Avengers: Infinity War i starten af 2018. Men det er stadig en film, der kan stå på egne ben. Jeg tror, Ragnarok må være den mest overraskende underholdende biograffornøjelse, jeg har haft i år. Effekterne er noget af det bedste, jeg har set, og selvom historien er ret tynd og lidt for velkendt, er den også charmende. En af årets bedste superheltefilm.

Fenrisulven er en af Hels tro allierede i kampen mod Asgård. Foto: Marvel Studios/Disney.

 

 

Kommentarer: