The Shape of Water er for flydende


Guillermo del Toros ekstremt roste kærlighedsthriller The Shape of Water er en teknisk sublim film. Den er velspillet, detaljerig og fuld af fine og finurlige idéer. Men filmen bliver desværre aldrig det eventyr, den kunne have været.

The Shape of Water

Instruktør
Guillermo del Toro
Manuskript
Guillermo del Toro og Vanessa Taylor
Medvirkende
Sally Hawkins (Elisa Esposito), Michael Shannon (Richard Strickland), Richard Jenkins (Giles), Octavia Spencer (Zelda Delilah Fuller) med flere
Cinematografi
Dan Laustsen
Musik
Alexandre Desplat
Spilletid
123 minutter
Sprog
Engelsk

Bedømmelse:

 

Ikke 13 Oscars værd

Anmeldelse: Jeg ville så gerne give The Shape of Water al min kærlighed. Jeg ville så gerne sige, at det er 2018’s bedste film. Et 2018, der indtil nu har budt på en veritabel lavine af mesterværker. Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, I, Tonya, Call Me by Your Name og Den skjulte tråd, for at nævne nogle af de største oplevelser, året har budt på. Jeg ville elske at sige, at The Shape of Water, som er nomineret til ærefrygtindgydende 13 Oscars, er den bedste af dem alle. Men det kan jeg ikke.

Jeg elsker filmen for det visuelle festfyrværkeri, den fyrer af. For danske Dan Laustsens eminente, og Oscarnominerede, kameraarbejde. Jeg faldt pladask for de fire bærende karakterer og for skuespillerne bag dem. Men filmen lægger i første scene op til, at vi nu skal høre et eventyr, at vi skal føres til en forførende, mystisk verden. Det sker ikke. Det skete i hvert fald ikke for mig. Filmen går hurtigt væk fra eventyret og lægger i stedet sit hovedfokus på en ikke særlig spændende, og overraskende virkelighedsbunden, kærlighedshistorie.

Idéen om en romance mellem en stum og kvinde og et flodmonster kan, alt efter humør, opfattes som fortryllende eller fjollet. Jeg lander nok lidt midt imellem, for kærlighedens veje er jo uransagelige, og jeg er begejstret for del Toros vision om, at alle kan finde hinanden i kærlighedens navn. Men filmen formår ikke for alvor at overbevise mig om ægteheden af romantikken mellem kvinden og skabningen. Jeg kan bedre lide filmens anden historie om outsidere (dem er der nemlig mange af), der finder tryghed og formål i hinandens selskab. Den historie lader del Toro bare ikke få den plads, den fortjener.

Sally Hawkins er nomineret til Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Hun spiller den stumme rengøringskone Elisa, der en dag møder det et mystisk væsen i det CIA-laboratorium, hvor hun gør rent. Foto: 20th Century Fox.

 

 Året er 1962, og den kolde krig mellem Sovjet og USA raser. Russerne har allerede sendt en hund ud i rummet, og amerikanerne er ivrige efter at overgå deres røde fjende. På et tophemmeligt forskningscenter arbejder den stumme rengøringskone Elisa (Sally Hawkins) sammen med den snakkesalige Zelda (Ocatavia Spencer), og de bliver snart indviet i stedets største hemmelighed.

Et mystisk væsen ankommer nemlig til laboratoriet. Fanget i en glastank, tævet og ydmyget. Elisa og Zelda får et glimt af et besynderligt menneskelignende væsen, som er fanget på bunden af Amazonfloden. Der tilbad de lokale væsenet som en gud, men nu skal det undersøges af forskerne for at bestemme, om amerikanerne kan bruge nogle af væsenets besynderlige evner i kampen mod russerne. Og Elisa vil se mere, for hendes nysgerrighed er vakt.

Projektet overvåges af oberst Richard Strickland (Michael Shannon), og han er en hård nyser med et mellemværende med væsenet, som han var med til at fange. Han arbejder sammen med forskeren Robert Hoffstetler (Michael Stuhlbarg), men de to er bestemt ikke enige om, hvordan de skal håndtere skabningen i vandtanken. Og i mens begynder Elisa at få sine egne idéer…

 

Mangler opfindsomheden fra Pans Labyrint

Jeg sad og ventede på, at The Shape of Water skulle komme i gang med det eventyr, den lægger ud med at love. Men jeg ventede forgæves på eventyret, og fik i stedet romancen mellem to outsidere, væsenet og Elisa. I sin iver efter at udfolde historien går del Toro for hurtigt til værks, og han lader ikke det umage par få tid til at udforske hinanden, inden det slår gnister mellem dem. Scenerne mellem de to støjer for meget, og instruktørens insisteren på at vise den kvindelige hovedrolleindehaver splitterragende nøgen, og heftigt onanerende i badekaret, synes jeg er komplet unødvendig. En mere kysk historie om venskab og hengivenhed mellem Elisa, væsenet, forskeren og den skabshomoseksuelle nabo (spillet af Oscarnominerede Richard Jenkins) havde gjort større indtryk end de besynderlige scener med noget, der skal ligne seksuel spænding mellem flodmonstret og  den stumme kvinde. Som nævnt forsøger instruktøren momentvis at gøre sin film til et eventyr, men The Shape of Water er med sin koldskrigstematik for rodfæstet i virkeligheden og tør ikke for alvor forlade den.

Der er, som nævnt, mange ting at holde af ved The Shape of Water. Filmen bærer præg af del Toros vanlige blik for detaljer og trang til at skabe smukke billeder og kompositioner. Hans samarbejde med Dan Laustsen er endnu engang suverænt. Musikken er smuk, og tidsbilledet er troværdigt og spændende. Som koldkrigsthriller fungerer The Shape of Water faktisk betydeligt bedre, end den gør som romantisk drama/eventyr.

Michael Shannon, Sally Hawkins and Octavia Spencer er blot tre af de prominente skuespillere på rollelisten. Octavia Spencer er nomineret for bedste birolle. Foto: 20th Century Fox.

 

Guillermo del Toro har tydeligvis ladet sig inspirere af fortællinger som King Kong og Skønheden og udyret, og selvom formen på The Shape of Water måske nok er unik og ulig noget, du har set, er dens historie ikke nyskabende. Jeg savner stadig at se den vildskab og boblende fantasi, som del Toro bjergtog en hel verden af filmelskere med, da han skabte sit største mesterværk, Pans labyrint. Han spiller, hvor utroligt det end lyder med en film om kvinde og hendes kærlighed til et flodmonster, sine kort langt mere sikkert med The Shape of Water. Flot, men for tynd.

 


 

Kommentarer: