The Predator er dum, men ikke så sjov


Genindspilningen/efterfølgeren til ikoniske The Predator fra 1987 er, som forventet, en snotdum omgang actionbavl. Spæde forsøg på at give filmen tyngde resulterer i en stilforvirring, som desværre ødelægger en stor del af morskaben.

The Predator

Instruktør
Shane Black
Manuskript
Fred Dekker og Shane Black
Medvirkende
Boyd Holbrook (Quinn), Trevante Rhodes (Gaylord), Jacob Tremblay (Rory McKenna), Olivia Munn (Casey Bracket) med flere
Cinematografi
Larry Fong
Musik
Henry Jackman
Spilletid
107 minutter

Bedømmelse:

 

Pik-jokes og blodsplat

Anmeldelse: ”Hvordan omskærer man en hjemløs mand? Man slår din mor hårdt på hagen!” Denne  joke fik mig faktisk til at klukke af grin. Shane Blacks The Predator når aldrig et højere intellektuelt niveau end den morsomme vits om kirurgi og hjemløse penisser. Men løser man billet til The Predator, vil man jo heller ikke kedes med en masse snobbet bavl som historie, følelser eller karakterudvikling. Man se action og blod. Og det kommer man til! Hører til det fåtal, der ønsker mere af actionfilm, bliver man svært skuffet.

Filmen anerkender klassikeren fra 1987, en af Arnold Schwarzeneggers mest ikoniske film. Der er masser af referencer til hændelserne i junglen i 87, og Jorden er flere gange siden blevet besøgt af de blodtørstige Predators. Da endnu en styrter ned i en mexicansk jungle, er et hold forskere med det samme på pletten for at undersøge vraget af rumskibet og for at sprætte kræet op, så de kan kortlægge dets DNA.

Jeg synes, Shane Black begår en stor fejl med sin film. I første scene viser han uhyret frem i al dens magt og vælde, og det overlader intet til fantasien. Det, der gjorde The Predator fra 1987 til en effektiv og underholdende film, var beslutningen om at skjule Predatoren gennem det meste af filmen. Samme kneb som Spielberg brugte i Jaws og Ridley Scott i Alien. Lad fantasien komme på arbejde. Fantasien får lov at holde siesta i den her Predator-film. Og Shane Blacks fantasi har bestemt heller ikke været på overarbejde, da han udtænkte skidtet.

Den tager fat, den store Predator. Blodet flyder i stride strømme i Shane Blacks The Predator. Foto: 20th Century Fox.

 

Med undtagelse af, da han skabte karakterne, selvfølgelig. For det må altså have krævet flid og opfindsomhed at udtænke så pissehamrende dødirriterende karakterer som de testosteronpumpede, imbecile fodtudser, hvis selskab man skal udholde i næsten to timer. Hvis du troede, Arnold og kompagni var dumme i 87-filmen, så tror om igen. De kunne alle være Nobelprismodtagere i kemi sammenlignet med de tåber, vi møder denne gang. Jeg holder oftest med skurken, når jeg ser film (derfor min serie ”De gode skurke”), og jeg må sige, at jeg af hele mit hjerte håbede på, at Predatoren ville lave samtlige vores helte til skinkestrimler. Det ønske fik, næsten, opfyldt.

Quinn McKenna (Boyd Holbrook) er en fandens karl og en af verdens skarpeste snigskytter. Skæbnen vil, at han er til stede, da rumvæsenet lander i Mexico. Tilfældet fører til, at han ender som leder for en flok sindsforvirrede soldater, der skal opspore væsnerne fra det ydre rum. Væsener, som det viser sig, at Quinns semi-autistiske søn Rory (Jacob Tremblay fra Room), ved et uheld har hidkaldt til Jorden.

The Predator kunne såmænd have været underholdende nok, hvis Black havde holdt sig fra at forsøge at fortælle en historie om rumvæsner, der høster vores DNA for at overtage kloden, når klimaforandringerne har ødelagt Jorden. Eller hvad det nu var. Actionscenerne kunne også have været fede nok, hvis der var en smule variation i dem. Men de udvikler sig hurtigt til gentagelse på gentagelse, et skydegalleri hvor Predatoren med sanseløs brutalitet slagter dumme soldater og forskere i et væk. Blodet flyder i tøndevis, må det siges. Det bliver hurtigt kedeligt at se på.

Jeg forstår helt ærligt ikke, hvad instruktør Shane Black vil med denne film. Den virker ikke som en hyldest til den originale, da den ikke benytter sig af de kneb, der gjorde den film så god. Den fejler fuldstændig i forsøget på at fortælle en historie, der kan stå på egne ben og føre filmserien i en ny retning. Den lader dyrebart talent i form af Moonlight-stjernen Trevante Rhodes gå til spilde. Havde karaktererne ikke været så snotdumme, og havde Shane Black fundet på en bedre historie – eller helt droppet at forsøge på en historie – ville jeg måske have nydt The Predator som en hjernedød actionfilm. Men der er for mange ting, der går mig på nerverne. Til gengæld har jeg fået lyst til at genopleve Arnold i junglen. Det er da altid noget!

 


 

Kommentarer: