Flot portræt af et uperfekt geni


Steve Jobs er et velspillet og velskrevet portræt af den almægtige iværksætter. Michael Fassbender er troværdig, og manuskriptet er – det meste af tiden – meget fokuseret og underholdende.

Steve Jobs

Instruktør
Danny Boyle
Manuskript
Aaron Sorkin (baseret på "Steve Jobs" af Walter Isaacson)
Medvirkende
Michael Fassbender (Steve Jobs), Kate Winslet (Joanna Hoffman), Seth Rogan (Steve Wozniak), Jeff Daniels (John Sculley) med flere
Spilletid
122 minutter
Cinematografi
Alwin H. Küchler

Bedømmelse:

 

Intet geni uden galskab

Anmeldelse: Der hersker ingen tvivl om, at Steve Jobs var en af de vigtigste iværksættere i nyere tid. Han så et marked og et behov, som ingen andre havde fået øjnene op for. Computeren skulle ikke bare høre til på kontoret og i skolerne. Den skulle have et plads i ethvert hjem. Den skulle være venlig og ikke mindst brugervenlig.

Jobs startede en revolution, hvis efterdønninger vi nyder godt af hver eneste dag. Hvor ville vi være uden computeren? Men Steve Jobs var en kontroversiel person. Kendetegnet for hans computere var, at de ikke kunne kommunikere med andre systemer. De var hermetisk lukkede. Enspændere. Og det var et helt bevidst valg fra Steve Jobs side. Virkelighedens Steve Jobs var nemlig lige så dårlig til at kommunikere med andre, som hans maskiner var, og det er står klart i Danny Boyles hæsblæsende biopic, Steve Jobs.

 Filmen handler om iværksætterens liv, succeser, fiaskoer og ikke mindst konflikter med andre. Han var en tyran og en kujon, men også et geni og en visionær mand. Og Steve Jobs er en meget velspillet og underholdende film.

Til de første præsentationer af nye produkter, var Steve Jobs iført jakkesæt og med langt, tilbagestrøget hår. Han ændrede stil, som årene gik i hans alt for korte liv. Foto: UIP.

 

Scenen er din

I 1984 venter Steve Jobs (Michael Fassbender), direktør i Apple, på at gå på scenen og præsentere sin nye computer for en sal fuld af spændt ventende fans, journalister og tech-nørder. Apple har postet milliarder i markedsføringen af Macintosh-computeren. Men bag tæppet er der problemer. Steve Jobs nægter at vedkende sig faderskabet for en ekskærestes fireårige datter, og Jobs skændes med sine udviklere, der vil have ham til at anerkende deres arbejde nu, hvor de skal revolutionere computerens rolle.

Macintosh flopper så spektakulært, at Jobs sparkes ud af Apple, firmaet han selv var med til at grundlægge. Han starter et nyt firma, og filmen klipper til 1988, hvor han er klar til at afsløre sin næste computer, NeXT. Computeren flopper endnu mere end Jobs forrige projekt.

I 1998 skal Steve Jobs endnu engang på scenen, men nu med et es i ærmet. iMac tegner til at blive en kæmpe succes, men stadig slås iværksætteren og drømmeren med folk bag kulissen. Og det komplicerede forhold til hans nu 19-årige datter er i fare, inden han skal tage verden med storm.

 

Manuskriptet er næsten perfekt

Aaron Sorkin er en mesterlig manuskriptforfatter. Han står bag den prisvindende serie West Wing, han har skrevet manuskriptet til Moneyball, og i 2011 vandt han en Oscar for sit eminente manuskript til The Social Network. Sorkin ved, hvordan man fortæller en historie, og han ved, hvordan man fortæller historier om magtfulde mænd og deres magtkampe.

I Steve Jobs vælger han at fokusere hele handlingen på tre epokegørende øjeblikke i Steve Jobs liv. De tre lanceringer, der var så vigtige for direktørens kamp for at gøre computeren til en integreret del af almindelige menneskers liv. Det er en modig beslutning af Sorkin, og det gør filmen ekstremt stram og hæsblæsende – men det har også en bivirkning.

Steve Jobs har mange kampe, han skal tage. Hold da kæft, han skal sætte nogle folk på plads. Og takket være Aaron Sorkins beslutning om at fokusere på de tre nøglebegivenheder, skal alle skeletter ud af skabene 15 minutter inden nogle af de vigtigste øjeblikke i mandens liv. Det virker utroværdigt, og det er indimellem temmelig overvældende, men heldigvis også underholdende.

Jobs må slås med sin computerbygger Steve Wozniak (Seth Rogen), der kræver anerkendelse. Han må tryne den forsigtige nørd Andy Hetrzfeld (Michael Stuhlbarg), der får besked på at få Macintoshen til at sige ”goddag”, hvis ikke Hertzfeld vil miste sit job foran tusindvis af mennesker. Jobs er usympatisk som bare fanden, og det er befriende med et portræt, der tør gå kritisk til en mand, der ellers har status som Gud blandt nørder og branchefolk.

Steve Jobs er klar til at vise sin Macintosh frem. Det er krav fra hans side, at computeren skal sige "goddag", når den skal vises frem for verden. Det vil den bare ikke rigtig. Foto: UIP.

 

Fassbender stråler igen, igen, igen

Michael Fassbender er med god grund Oscarnomineret for sit portræt af Steve Jobs. Han ejer filmen i hver eneste scene. Steve Jobs er ordtung og proppet med dialog i bedste Sorkin-stil, og Fassbender leverer sublimt. Selvom Jobs fremstår som et svin, får man alligevel medlidenhed med ham fra tid til anden. Takket være Michael Fassbender, der får en til lykkeligt at glemme alt om Ashton Kutchers tåkrummende skuespil i den elendige Jobs.

Kate Winslet er ligeledes Oscarnomineret for sin rolle som Joanna Hoffman, Jobs højre hånd og klippefaste støtte. Stilfulde Winslet er solid, men helt uden at være spektakulær, og hendes Oscarnominering virker en smule letkøbt. Men alt i alt er filmen godt castet, og Jeff Daniels er en fryd som Jobs samarbejdspartner/faderfigur/mentor/fjende. Han skal om nogen sættes på plads.

Steve Jobs giver ikke svar på, om manden var et geni. Den omhandler overhovedet ikke hans kræftsygdom, hans rolle i blandt andet Disney Pixar eller hans senere arbejde med Apples produkter som iPhone, iPad, iPod og så videre. Det er en langt mere fokuseret og velkomponeret fortælling, der indimellem skal af med lidt for meget på lidt for kort tid. Men det er i hvert fald den bedste Steve Jobs biografi, vi indtil nu har set på det store lærred. Og med nogen afstand endda.

 


 

Kommentarer: