Spotlight er skåret knivskarpt


Fortællingen om journalisterne på Boston Globe og deres afsløring af de katolske præsters sexovergreb kandiderer til at være sidste års bedste film. Spotlight er et vaskeægte scoop og en knaldhamrende god historie.

Spotlight

Instruktør
Tom McCarthy
Manuskript
Tom McCarthy og Josh Singer
Medvirkende
Mark Ruffalo (Michael Rezendes), Michael Keaton (Walter "Robby" Robinson), Rachel McAdams (Sacha Pfeiffer), Liev Schreiber (Marty Baron) med flere
Spilletid
129 minutter
Cinematografi
Masanobu Takayanagi

Bedømmelse:

 

Det store opgør med kirken

Anmeldelse: Forandringernes vinde blæser på avisen Boston Globe i 2001, hvor de faldene oplagstal og flygtende læsere, samt internettets fremmarch, udgør redaktionens akutte problemer. En ny chef hentes ind. Marty Baron (Liev Schreiber) virker som en fejlcastet chefredaktør. Han er jøde (lidt af et no-no i ærkekatolske Boston), han interesserer sig ikke for baseball (et stort no-no i Boston) og han er meget afdæmpet, ja nærmest mut. Men Marty har en plan. Avisen skal lave de historier, som folk er nødt til at læse. Det lyder jo let nok…

Han griber fat, og klemmer til, om nosserne på byens katolske præster. De klunker, der alt, alt for mange gange er blevet tvunget og lokket i munden på stakkels, forsvarsløse børn. Problemet er, at Boston er gennemsyret af den katolske kirkes magt og indflydelse. Og præget af dens arbejde med at slette spor fra de utallige, uhyrlige overgreb. Overgreb, som præsterne gennem årtier har begået. Marty sætter avisens gravergruppe, Spotlight, til at nedbryde den mur af tavshed, der er bygget op, og det viser sig, at overgrebenes omfang er langt større, end nogen havde turde forestille sig. Andre end kirkens ledelse selvfølgelig, der hele tiden har kendt til det og fejet beskyldningerne ind under gulvtæppet.

Spotlight er en fremragende og meget dramatisk film om et massivt overgreb begået ikke blot af liderlige præster, der skulle forestille at leve i cølibat til Guds ære, men også kirkens øverste ledelse, fremtrædende advokater og mediernes sløseri. Det, der gør Tom McCarthys film så god og vellykket, er, at den undgår at blive sentimental. Man ryster på hovedet af raseri, men man græder ikke for ofrene eller klapper af de modige journalister. For det er ikke det, filmen vil have os til. Spotlight er lige så skarpvinklet, som en god artikel skal være. Vi har skidegod historie, og den skal fortælles ordentligt og uden svinkeærinder. Og det bliver den sgu.

Liev Schreiber er skøn i den lille, men vigtige birolle som chefredaktøren, der sætter sine folk på en vanskelig opgave i den eminente Spotlight. Foto: UIP.

 

I Boston er det Gud, der er Gud

Filmen er baseret på virkelige hændelser, og i det hele taget er Spotlight en troværdig film. McCarthy tegner med sit stærke manuskript et uhyggeligt klart billede af en by, hvor Gud og hans tjenere på Jorden trækker i trådene, og de dødelige bare retter ind og holder kæft. Boston er tætplantet med kirker, og man mindes hele tiden om, at det er Gud, der er boss her i staden. Og Gud er svær at sige nej til, hvilket er også er den indgangsvinkel præsterne bruger, når de lokker alterdrenge til sex.

Den dramatiske motor er journalisternes arbejde med at researche, ringe kilder hjem, stemme dørklokker og konfrontere de skyldige. De fire gravere spilles til UG af Michael Keaton, Mark Ruffalo, Rachel McAdams og Brian d’Arcy. De arbejder under hårdt pres fra redaktørerne, kilder med dagsordener, terrorangrebene 11. september og meget andet. Selv den almindelige biografgænger, der intet kender til journalisters arbejdsgange, kan forstå det pres, de er under. Men de er ikke helte, og det er heller ikke sådan, Spotlight viser dem.

På trods af den tunge arbejdsbyrde og de mange overarbejdstimer sidder man alligevel med en lille undren, når rulleteksterne kører. For de fire journalister møder overraskende få reelle forhindringer i deres arbejde. Pres ja, men ikke blindgyder og ubestigelige bjerge. Det er eneste virkelige mangel ved Spotlight. Der mangler det moment, hvor vi tvivler på, om historien virkelig holder. Om artiklerne mon nogensinde går i trykken. Om tavsheden faktisk kan bryders. Der er filmen en kende for forudsigelig.

 

I fornemt selskab

Spotlight er blevet sammenlignet med Alle præsidentens mænd, der handler om de to journalister fra avisen Washington Post, der afslørede Watergate-skandalen. Sammenligningerne har da også en vis berettigelse. Begge film handler om et bundråddent system, hvor magthaverne konstant holder hånden over hinanden og tager røven på almindelige mennesker. Begge film handler om dygtige håndværkere, der med flid og ihærdighed bider sig fast og ikke slipper igen. Og begge film holder benene solidt plantet på redaktionernes gulvtæpper.

På søndag uddeles der Oscars, og der er Spotlight med i kampen om hele seks af de eftertragtede priser. Med god grund, for der er tale om en af sidste års bedste og mest fokuserede dramafilm. Manuskriptet er benhårdt og lige på, skuespillet i top, og filmen afvikles i et dejligt, medrivende tempo. Og så er det bare en god historie.

Der findes efterhånden utallige eksempler på systematisk pædofili inden for den katolske kirke, hvilket filmen da også opremser inden rulleteksterne. Den slags historier kan efterhånden ikke længere overraske os, men de kan stadig forarge. Og forarget bliver man af Spotlight, men på en sober og ikke-tabloid måde. McCarthy gør sig måske nok skyldig i at minde om, at der stadig i disse moderne tider med bloggere og sociale medier er brug for dygtige journalister til at afsløre magtens svinestreger. På den måde bliver journalistikken alligevel forherliget en tøddel. Og det er måske ikke så slemt endda.                 

Mark Ruffalo (til højre) bliver godt gal i skralden nogle gange, men undgår at blive helt grøn (undskyld). Det klæder virkelig den dygtige skuespiller at påtage sig andre roller end Hulken i Marvel-universet. Han mere end fortjener sin Oscarnominering for bedste mandlige birolle i Spotlight. Foto: UIP.

 


 

Kommentarer: