Alle gode gange tre for Spider-Man


Den edderkoppe-agtige superhelt har sluttet sig til The Avengers-holdet, og hans første film på egne ben er en stærkt underholdende affære, som dog også lider af flere af de klassiske Marvel-sygdomme.

Spider-Man: Homecoming

Instruktør
Jon Watts
Medvirkende
Tom Holland (Peter Parker/Spider-Man), Robert Downey Jr. (Tony Stark/Iron Man), Michael Keaton (Adrian Toomes/Vulture) Marisa Tomei (Tante May) med flere
Cinematografi
Salvatore Totino
Spilletid
133 minutter
Sprog
Engelsk

Bedømmelse:

 

Smittende begejstring

Anmeldelse: Det gamle mundheld om, at tredje gang er lykkens gang, kommer til sin ret med Spider-Man: Homecoming. Det er nu i version tre, at vi oplever superhelten på det store lærred, og aldrig har han været så underholdende og så løssluppen som i den nyeste film. Tom Holland ligner en lille dreng, og faktisk spiller han også rollen med et barns begejstring. Den umiddelbare glæde, Spider-Man udstråler i Homecoming er enormt smittende, og det gør filmen til den bedste Marvel-film, jeg har set.

Superheltefilm har det med at tage sig selv alt, alt for alvorligt. De handler jo for fanden bare om mænd i stramme trikoter, der pludselig har fået carte blanche til at ødelægge byer og bringe uskyldige menneskers liv i fare – når blot de gør det for at redde de selv samme uskyldige mennesker. Kun en tåbe leder efter logik i superheltenes verden. Spider-Man leder ikke efter logik eller en større mening med livet. Han synes bare, det er fedt at svinge sig gennem New Yorks myretue-lignende gader og tæve skurke. Han vil bare gerne være en del af Avengers-klubben og få Den Store Starks anerkendelse. Det må da også være fedt, og det er jo noget, vi alle, inderst inde, stræber efter!

Spider-Man er nu helt sovset ind i det altomsiggribende Marvel Cinematic Univers. Han har mistet sin uskyld, som i den grad var intakt i de ”gamle”, jomfruelige film med Toby Maguire i hovedrollen. Nu handler det også om Iron Man, Thor, Captain America og alle de andre fra superheltenes hårdtslående kollektiv. Men det er ikke så slemt endda, i hvert fald ikke i Homecoming, hvor Spider-Man er den ubetingede stjerne. Men med store filmfranchises følger også store problemer. Problemer, som Marvel ikke kan blive kvit. For det er med Homecoming stadig ikke lykkes at lave en interessant skurk. Det er et problem i film om helte og skurke.

Michael Keaton spiller skurken Vulture (gribben). Hans karakter er enormt uinteressant, og jeg kan næsten ikke mindes at have oplevet en så ligegyldig og flad skurk som Vulture. Det er sgu en skam, når man har en kapacitet som Keaton på holdet. Foto: UIP.

 

Efter balladen mellem Captain America og Iron Man (som udspillede sig i filmen Captain America: Civil War) er en ung knægt ved navn Peter Parker (Tom Holland) blevet nyeste ”hangaround” hos the Avengers. Tony Stark (Robert Downey Jr.) har givet den unge mand en sej Spider-Man-dragt, og Parker hygger sig med at banke bankrøvere og stoppe cykeltyve, mens han bliver fortrolig med sit nye grej.

En hårdere modstander melder sig dog snart på banen. Adrian Toomes (Michael Keaton) leder et firma, der har til opgave at rydde op efter Avenger-holdets seneste slåskamp med krapyl fra det ydre rum. Han finder ud af, at rumvæsenernes glemte sager kan blive til vilde og voldsomme våben. Toomes begynder at sælge våbenene til byens kriminelle, og han skaber sit eget alterego som Vulture.

Peter Parker kommer på kollisionskurs med ikke blot Vulture, men også Tony Stark, da den unge mand er lidt for ivrig efter at vise, at han er klar til at blive fuldgyldigt medlem af The Avengers. Spider-Man må vise, at han er ansvaret moden og klar til den svære, og også utaknemmelige, opgave som superhelt. Er han mon så også det?

 

Moderne og frisk

Spider-Man: Homecoming er moderne. Det mener jeg faktisk på en god måde. Det er, som om hele mytologien omkring superhelten har fået en make-over, og er blevet bragt ind i det 21. århundrede – uden at det føles påtvungen. Tag Tante May, for eksempel. Hun er ikke længere en gammel, grå dame. Hun er, i form af skuespilleren Marisa Tomei, et lækkert skår, som tjenerne på restauranten blinker til. Hun hedder endda bare May, ikke Tante May. Det er en fin detalje, synes jeg. Og det er blot én af mange fine detaljer, der tilsammen gør Homecoming mere løssluppen og tidssvarende end tidligere film om Edderkoppemanden.

Hvad angår selve historien, kan den inddeles i to. Den ene del handler om Peter Parker, der som 15-årig teenager skal lære ikke blot sin ”nye krop” at kende, men også at finde rundt i sin, über-tekniske superheltedragt. Alt sammen mens hormonerne raser, og han forelsker til den pæne pige Liz fra skolen. Samtidig skal forsøge at imponere Tony Stark og vise, at han er klar til at tage ansvar. For som Onkel Ben (fra tidligere Spider-Man-film) plejede at sige: ”With great powers comes great responsibilities”. Tony Stark indtager nu en onkel/faderrolle, men han er heldigvis reduceret til en meget lille birolle. Sammenspillet mellem veteranen og ynglingen er godt, men det er rart, at det er Spider-Man, det handler om.

Tony Stark kigger også forbi forklædt som Iron Man, men det er Spider-Man, der er filmens hovedperson, og Iron Man stjæler heldigvis ikke scenen fra sin unge kollega. Foto: UIP.

 

Den anden del af historien handler om Spider-Mans kamp mod Vulture, spillet af den exceptionelt karismatiske Michael Keaton, der både har været Batman og Birdman. Han giver den nu endnu en tur som mand med vinger. Og mand, hvor er hans karakter dog dødkedelig, pandekageflad og fuldstændig ligegyldig. Det er altså en klassisk akilleshæl hos Marvel, der stadig gør ondt! Det skorter ikke på seje superhelte, men de mangler simpelthen nogle ordentlige skurke at tumle med. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad Vultures motiv var for at handle, som han gør. Karakteren hverken udforskes eller udfordres, og jeg kan faktisk ikke mindes at have oplevet en mere forglemmelig og ligegyldig skurk i en film om helte og skurke. Det er min største anke, og min eneste alvorlige anke, ved Homecoming.

For derudover er det faktisk en fremragende og meget underholdende film. Den føles godt nok en lille smule forstoppet, men det gør alle Marvel-film jo. Det er intet under, når der skal stoppes så meget fyld ind i handlingen. Men Spider-Man er som karakter mere fornøjelig, end han nogensinde har været. Filmen er legesyg, den emmer af humor, og effekterne er tip-top. Der kommer flere film med Tom Hollands Spider-Man. Både som en karakter i kommende Avengers-spektakler, men også i flere film som Homecoming, hvor det rent faktisk drejer sig om Edderkoppemanden. Jeg glæder mig. Men jeg håber godt nok, filmfolkene får lavet en skurk, der kan matche Spider-Man lidt bedre. Det fortjener han nemlig.

 


 

Kommentarer: