Silence finder ikke frelse


Martin Scorsese har gennemgået en 26 år lang ørkenvandring for at realisere sin drøm om en film om forfølgelse af kristne i 1600-tallets Japan. Resultatet er Silence, en stor og ambitiøs film, der desværre ikke er nogen åbenbaring. Langt fra.

Silence

Instruktør
Martin Scorsese
Manuskript
Jay Cocks og Martin Scorsese (baseret på romanen "Silence" af Shūsaku Endō)
Medvirkende
Andrew Garfield (Fader Sebastião Rodrigues), Adam Driver (Fader Francisco Garupe), Liam Neeson (Fader Cristóvão Ferreira) med flere
Cinematografi
Rodrigo Prieto
Spilletid
161 minutter
Sprog
Engelsk

Bedømmelse:

 

Tag den lette udvej

Anmeldelse: 26 år er længe at vente på at føre sin helt store drøm ud i livet. Det kreative projekt, man mere end noget andet har ønsket sig at gøre til noget stort, noget epokegørende. For Martin Scorsese har det uden tvivl krævet tålmodighed at vente, til tiden var rigtig til at lave Silence. Det er næsten ikke til at forestille sig, at Martin Scorsese ikke indimellem har tvivlet, at hans tro på filmens styrke ikke er blevet udfordret.

Hvis man et øjeblik giver den som fortolker-Holger, kan man sammenligne instruktøren med hovedpersonen i Silence. Brandvarme Andrew Garfield, Oscarnomineret for sin rolle i Hacksaw Ridge, spiller den unge idealistiske præst Fader Rodrigues, som er umådelig stærk i sin tro, men som bliver presset helt til, og ud over, sine grænser, da han på egen krop oplever, hvordan kristne forfølges og pines i 1600-tallets Japan. Styrken i hans tro bliver i den grad testet.

Men han har en udvej, som han hele tiden får at vide: Han kan bare afsværge sin tro, fornægte Gud og leve et liv uden kristendommen. Fortolker-Holger tænker, at Scorsese et utal af gange i løbet af de seneste 26 år kunne have droppet Silence. Han kunne have droppet det frustrerende arbejde med at få strikket et stærkt manuskript sammen. Han kunne se bort fra en film, hvor han ikke kunne få de skuespillere, han egentlig drømte om. Han kunne nøjes med at glæde sig over de mange andre mesterværker, der gennem årene er blevet til. Men det gjorde han ikke. Han holdt ud. Skulle han have sparet besværet og have afværget Silence? Når man har set resultatet af mere end et kvart århundredes arbejde og drømmerier, er svaret nok “ja”. Silence skuffer. En hel del.

Gennem årene (og årtierne) har Scorsese overvejet mange skuespillere til hovedrollerne som de to unge præster. I sidste ende faldt valget på Adam Driver og Andrew Garfield. Sidstnævnte, der bærer det tunge åg af hovedrolleindehaver, overbeviser ikke fuldstændig. Foto: UIP.

 

Et skræmmende rygte når den katolske kirke i Portugal i 1633. Den anerkendte præst og missionær Fader Ferreira (Liam Neeson) har angiveligt afsværget sin tro og vendt Gud ryggen i Japan, hvor de katolske præster på det grusomste forfølges og pines af Japanerne, der ser missionærerne som nogen, der forsøger at erobre og underkue dem. De unge præster Fader Rodrigues og Fader Garupe (Adam Driver) melder sig frivilligt til at rejse til Japan og finde deres mentor, men det bliver en rejse, der skal teste dem mere, end de havde forestillet sig.

Det er en uhyre spændende historie, Martin Scorsese langt om længe har fået bragt fra roman til det store lærred. Temaerne om religiøs forfølgelse, religiøs selvretfærdighed, kulturimperialisme og sammenstødet mellem religiøse traditioner er enormt interessante, men det bliver filmen desværre aldrig, fordi manuskriptet bliver holdt tilbage af kvælende tung symbolik (man får nok af korset og rosenkranse), og historien ender som en irriterende uoriginal allegori over Jesu liv og lidelser som frelser og martyr.

Fader Rodrigues ER Jesus. Karakteren er klar over det, og han ser tydeligt lighederne mellem sin mission og den, Guds søn havde. På et tidspunkt ser præsten sit spejlbillede i et vandløb, og mens han kigger på sit ansigt, ændrer det sig og bliver til det billede af Jesus, som han er vokset op med. Det er ikke til at forstå, at en så dygtig instruktør som Scorsese falder for et så billigt og dumt filmisk kneb. Giv dog lige folk lov at tænke lidt selv!

 

Nerven mangler

Vi ved alle sammen, hvordan Jesus’ liv endte. Hvordan han døde for vores synder og måtte lide en smertefuld død med forræderi og tortur. Vi ved ikke fra starten, hvordan Fader Rodrigues historie ender, men det værste er, at man ret hurtigt er ligeglad. Scorsese formår ikke at gøre sine karakterer interessante og til nogen, som man fatter sympati for, og han rammer slet ikke den nerve, der ellers er så kendetegnende i stort set alle hans film, lige fra GoodFellas og Taxi Driver til The Wolf of Wall Street og Raging Bull.

Andrew Garfields figur bruger meget tid på at filosofere over kristendommens bud og sin egen rolle som martyr/frelser/undertrykker/befrier, men de interessante og store spørgsmål, som burde være den eftersøgte nerve, drukner i lange, kedelige samtaler mellem præsten og de flade, japanske karakterer, der skal give ham modspil. Der er så meget spildt potentiale i historien, at man uden kvababbelser kunne have skåret en time fra.

Silence er en smuk film, som viser, at Martin Scorsese er en af Hollywoods dygtigste håndværkere. Billederne er dramatiske, lyden er levende, og kostumer og makeup er i verdensklasse. Og der er momenter, særligt mod slutningen, hvor handlingen også begynder at blive interessant, men det er for sent og for lidt.

Alt i alt har den store mester begået en for ujævn film på et skrøbeligt fundment, som han måske skulle have droppet. På den anden side fortjener han ros for at bevare sin drøm og tro på projektet. Man kan ikke vinde hver gang, heller ikke selvom man hedder Martin Scorsese.

Silence byder på masser af flotte billeder af den smukke og vilde japanske natur, men det er desværre også det eneste, Socrseses længe ventede film har at byde på. Oscarnomineringen for bedste cinematografi er også eneste nominering, filmen har modtaget. Foto: UIP.

 


 

Kommentarer: