Ny Papillon-film er flot, men ikke nyskabende


Danske Michael Noers genindspilning af fængselsdramaet Papillon er måske nok unødvendig, men den er en kærkommen påmindelse om styrken i forlæggets historie om flugt og frihed.

Papillon

Instruktør
Michael Noer
Manuskript
Aaron Guzikowski (baseret på romanen "Papillon" af Henri Charrière)
Medvirkende
Charlie Hunnam (Henri "Papillon" Charrière), Rami Malek (Louis Dega), Roland Møller (Celier) med flere
Cinematografi
Hagen Bogdanski
Musik
David Buckley
Spilletid
133 minutter

Bedømmelse:

 

En kende for sikker

Anmeldelse: Jeg forstår, som mange andre anmeldere, ikke, hvorfor der er brug for en genindspilning af Papillon fra 1973. Klassikeren, med Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne, er en fremragende film, en udødelig fortælling om uretfærdighed og håb. Den mangler egentlig ikke noget, og den moderne filmteknologi kan sådan set ikke bidrage med alverden, fordi filmens appel ligger i historien og i skuespillet, ikke effekter – og det var altså ganske fint i 1973.

Nå, men nu har vi altså fået en ny Papillon, og ovenikøbet af en dansk instruktør. Og jeg kan heldigvis sige, at jeg nød Michael Noers Papillon, selvom jeg stadig tænker, at den altså er overflødig. Noer holder sig tæt til originalen, og så kan det jo aldrig gå helt galt. Det gør det da heller ikke, selvom det kunne have været fedt at se ham slippe tøjlerne og i højere grad give værket sin egen identitet.

Papillon anno 2018 er en flot og medrivende film om de forfærdelige og umenneskelige kår, historiens hovedpersoner udsættes for. Håbet om frihed og oprejsning brænder som en flamme gennem hele filmen, og selvom Charlie Hunnam og Rami Malik ikke kan matche McQueen og Hoffman, får de os alligevel godt og sikkert gennem filmen.

Rami Malek (til venstre), Charlie Hunnam (midten) og danske Roland Møller udgør filmens trio af desperate fængselsfanger, der drømmer om flugt. Foto: UIP.

 

Året er 1931, og i Paris nyder den snu Henri ”Papillon” Charriére (Charlie Hunnam) livet sammen med sin smukke kæreste. Han er specialist i pengeskabe, og på ét bræk tjener han, hvad en almindelige lønmodtager tjener på et helt år. De gode tider varer dog ikke ved, for da hans chef finder ud af, at Papillon beholder lidt rigeligt til sig selv, får chefen sin mestertyv hængt op på et mord, han ikke har begået.

Således idømmes Papillon livsstaf og sendes fra Paris’ muntre gader og til den trøstesløse fangekoloni i Fransk Guyana i Sydamerika. Han ankommer til øen sammen med forfalskeren Louis Dega (Rami Malek), en skrøbelig og forsigtig mand, som har smuglet en del penge med sig til øen. Det gør ham til et yndet mål for de andre fanger, og han kan ikke forsvare sig selv.

Han indgår en aftale med Papillon, som lover at beskytte ham, hvis han giver de penge, der er brug for til at flygte. Men man stikker ikke sådan lige af fra den såkaldte Djævleø…

 

Rami Malek stjæler billedet

Man kan godt kippe lidt med dannebro, når nu en dansk instruktør får lov at genindspille en klassiker som Papillon, særligt når der er navne som Charlie Hunnam og Rami Malek på plakaten. Men jeg kunne nu godt have ønsket mig, at en så fransk historie havde haft bare en lille smule fransk islæt på skuespillerfronten. De tre bærende roller udfyldes af henholdsvis en englænder, en amerikaner og en dansker. Tilfældet var selvfølgelig det samme i 1973, men her kunne Noer altså godt have tilføjet lidt mere les blues, når nu han har haft chancen.

Rami Malek er en interessant skuespiller, virkelig på vej frem i verden, og senere i år kan han opleves i anden stor rolle, nemlig når han spiller Freddie Mercury i den spændt ventede Bohemian Rhapsody. Han har tydeligvis nærstuderet Dustin Hoffman som forberedelse til sin rolle i Papillon, og han spiller også rollen som den godhjertede kryster rigtig godt. Charlie Hunnam er som skuespiller mere endimensionel, og karakteren Papillon er hård som granit ikke specielt interessant. Heller ikke denne gang.

Interessant er til gengæld historien. Den har alt det, en fængselsfilm kræver for at fastholde vores opmærksomhed. Uretfærdighed i overflod. Håbløshed og dyrisk brutalitet. Mænd, der er på grænsen til at knække, til at miste deres sjæl. Men det er en historie om håb, et håb om frihed og et bedre liv end helvedet bag tremmer. Der er Papillon 2018 præcis lige så gribende som Papillon 1973.

Rami Malek (til venstre) spiller forfalskeren Louis Dega, en sårbar mand, der får brug for Papillons (Charlie Hunnam) beskyttelse for at klare spjældet. Foto: UIP.

 

På den måde får Michael Noer bestemt noget ud af sin film. Men han bidrager ikke med meget nyt til Papillon, og derfor denne lille følelse af at have spildt tiden, når nu man allerede har set originalen. Men jeg synes faktisk, historien er så god, at jeg kan tilgive det. Hvis du elsker fængselsfilm, vil du sikkert også kunne lide Papillon.

 


 

Kommentarer: