Mother! er skingrende sindssyg


Darren Aronofsky har lavet en ubegribeligt bizar og sindssyg film. En film, som vil få dig til at tabe underkæben. Den er kaotisk, latterlig, tvetydig og ulogisk som bare fanden – men også enormt underholdende og kompromisløs.

Mother!

Instruktør
Darren Aronofsky
Manuskript
Darren Aronofsky
Medvirkende
Jennifer Lawrence (mor), Javier Bardem (ham), Ed Harris (mand), Michelle Pfeiffer (kvinde), Domhnall Gleeson (ældste søn) med flere
Cinematografi
Matthew Libatique
Spilletid
121 minutter
Sprog
Engelsk

Bedømmelse:

 

Mother! er et mareridt af en film

Anmeldelse: Du kender uden tvivl følelsen af at vågne fra en virkelig mærkelig drøm, hvor du er i tvivl om, hvorvidt du er vågen eller stadig drømmer. I søvnen kan vores hjerne opfinde de mest ubegribelige scenarier og skabe utrolige levende billeder. Scenarier og billeder, som vores fantasi aldrig ville kunne opspinde i vågen tilstand, hvor kreativiteten og fantasien holdes i langt strammere tøjler. Men i drømmene kan alting ske, som det så poetisk lyder.

Den originale og virtuose filminstruktør Darren Aronofsky må have haft en meget mærkelig drøm. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at Mother! som tanke og koncept kan være udtænkt af en mand, der været vågen og haft sin underbevisthed i lænker. En film som Mother! kan kun fødes af et kreativt geni, hvis fantasi får totalt frit spil. Mother! er som en drøm. Et vanvittigt og uhyggeligt mareridt, der bliver mere og mere bizart, og som udvisker grænserne mellem vågen og drøm, fantasi og virkelighed.

Men den slags drømme giver aldrig mening. Du har sikkert prøvet at grine af dine egne, vanvittige drømme. Jeg grinede, da jeg så Mother!. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Det er den mest sindssyge, skizofrene og rablende vanvittige film, jeg i mit liv har set. Rigtig, rigtig mange vil hade den. Ved filmfestivalen i Venedig blev den modtaget med buh-råb og stående applaus på samme tid. The Guardian gav den maksimale 5 stjerner, mens Berlingske kvitterede med en enkelt sølle stjerne. Jeg kunne godt lide filmen, netop fordi Aronofsky tør gå planken ud i sin vanvittige vision. Men det er bestemt ikke en konventionel eller let tilgængelig filmoplevelse.

Oscarvinderne Jennifer Lawrence og Javier Bardem spiller karakterer uden navn. Han er forfatter med skriveblokade, hun er hans loyale, kuede og barnløse muse. Foto: UIP.

 

Instruktøren er kompromisløs i sin tilgang til filmen, og han gør INTET for at forklare karakterenes ageren. Hvad vil de? Hvor kommer de fra?. Hvad føler de for hinanden? Det hele er op til fortolkning, og den slags filmiske drillerier vil altid dele vandene hos publikum. Hvis man føler sig mest tryg ved en film med et klassisk narrativ som slavisk følger berettermodelen, så skal man holde sig langt væk fra Mother! som skider højt og flot på konventionerne i Hollywood. Karakterne har ikke engang navne. Så flabet er Aronofsky.

Vi følger Javier Bardem og Jennifer Lawrence, der trods en ret stor aldersforskel spiller mand og kone (vi dømmer ikke). Han er forfatter med skriveblokade, hun er hans loyale og fingerfikse hustru, der på egen hånd har renoveret deres kæmpeskrummel af et hus, der ligger langt væk fra alt og alle. Man skulle tro, de kunne være i fred med en så afsides beliggenhed, men nej.

En aften banker det pludselig på døren, hvilket må siges at være ildevarslende, når man bogstaveligt talt bor midt i ingenting. Det er en aldrende læge, spillet af Ed Harris, der beder om husly, og mærkeligt nok virker forfatteren ikke til at være overrasket over at se ham. Næste dag står lægens kone der pludselig. Så parrets sønner. Så andre familiemedlemmer. Så deres venner. Pludselig er det enorme hus levende som en myretue af mennesker, som ikke har tænkt sig at gå deres vej igen. Kvinden bryder sig slet ikke om det, men forfatteren glæder sig  over den opmærksomhed og hengivenhed, de fremmede giver ham.

 

Befriende anderledes filmoplevelse

Darren Aronofsky lader sin film strejfe en lang række temaer. Mother! handler om alt fra idoldyrkelse til barnløshed, kreativitet, inspiration, dominans og liv og død. Filmen kværner af sted i et højt gear, og måden instruktøren lader handlingen synke længere og længere ned i det totale vanvid er svimlende. Der kan drages flere paralleller til Aronofsky hovedværk Requiem for a Dream, hvor karakterenes mentale nedsmeltninger også føles som et elastikspring uden elastik. Som at se en togulykke i slowmotion, hvor man pludselig skruer op for hastigheden, så det går dobbelt så hurtigt, som det burde.

Jeg sad vitterligt med åben mund og gloede, da det gale hus mod slutningen af filmen udvikler sig til en veritabel slagmark med hvislende kugler og eksplosioner fra granater, mens horder af mennesker messer som en sekt  tilbeder forfatterens billede som var han en afgud. Det er svært at yde vanviddet retfærdighed i denne anmeldelse.

Men det er også vildt underholdende og befriende at se tøjlerne blive sluppet. Jeg har respekt for, at filmen er så gennemført skør, som den er. Der er stor tilfredsstillelse ved at se en filmmager lave en film, der i den grad går mod strømmen, og jeg lod mig fuldstændig opsluge af det vanvid, der udspiller sig i løbet af de 120 minutter. Selvom det ikke giver mening, og at der er gigantiske huller i plottet.

Det gigantiske hus er en imponerende kulisse, og det føles levende. Det minder om filmen Crimson Peak, hvor huset også blev filmens hovedrolle. Foto: UIP.

 

Mother! er ikke så barsk og ægte som førnævnte Requiem for a Dream, den mangler Black Swans mange lag af psykologiske finurligheder og trods en overflod af Oscarvindere har den ikke en så stærk præstation, som Mickey Rourke leverede i The Wrestler. Filmen er altså ikke Aronofsky bedste, men hvis man kan lide gysere som Polanskis Repulsion og Rosemarys Baby samt Kubricks mesterværk The Shining vil man sikkert glæde sig over at se, hvordan Aronofsky har ladet sig inspirere i Mother!. Det er i hvert fald en helt unik filmoplevelse – spørgsmålet er bare, om den er noget for dig. Det skylder du dig selv at finde ud af.

 

 

Kommentarer: