Mesterværket Moonlight skal opleves!


Berry Jenkins har med Moonlight skabt en af nyere tids mest følsomme og intense film. Den handler om en ung mands kamp for at finde sin identitet, acceptere sin seksualitet og finde en måde at tilgive fortidens synder og dem, der har gjort ham uret. Oscarvinder?

Moonlight

Instruktør
Barry Jenkins
Manuskript
Barry Jenkins (baseret på romanen "In Moonlight Black Boys Look Blue" af Tarell Alvin McCraney)
Medvirkende
Trevante Rhodes (den voksne Chiron), Ashton Sanders (teenager Chiron), Naomie Harris (Paula), Mahershala Ali (Juan) med flere
Spilletid
111 minutter
Cinematografi
James Laxton
Sprog
Engelsk

Bedømmelse:

 

Nerve og troværdighed

Anmeldelse: ”Every Nigger is a Star.” Boris Gardiners soul-klassiker er den første lyd, man hører i Moonlight, og sangen sætter tonen for resten af den virtuose symfoni, der udfolder sig i Berry Jenkins episke film. ”Every Nigger is a Star,” og Chirone, filmens hovedperson, er stjernen over dem alle. Han ved det bare ikke.

Nerven i Moonlight, dét, der gør filmen til en af de stærkeste biografoplevelser i meget lang tid, er troværdigheden i kampen for at finde sin rette identitet. Den kamp, som Chirone udkæmper i tre faser af sit liv. Vi følger ham som barn, som teenager og som voksen. Som en maestro dirigerer instruktør Berry Jenkins hele det store orkester, der får filmen til at spille, og som leder os gennem Chirones liv. Alle spiller fejlfrit.

Moonlight er barsk og knuger om hjertet, men der er øjeblikke af enorm skønhed og ømhed, som understøttes af filmens unikke kameraføring og soundtrack, der forfriskende blander hip-hop, klassisk musik og soul. Sidste år flød filmverdenen og de sociale medier over med #OscarSoWhite, og det er sandt, at sorte instruktører og skuespillere generelt blev overset ved uddelingen. Men det skal altså også siges, at ingen af dem lavede en film som Moonlight. De 8 Oscarnomineringer er fuldt fortjent, og filmen er et vidnesbyrd om de mange, ekstremt talentfulde afroamerikanske filmfolk, der pryder Hollywood. #EveryNiggerIsAStar.

Mahershala Ali vandt prisen for bedste mandlige birolle for sit bidrag til Oscarvinderen Moonlight. Der var total forvirring, da Moonlight fik prisen for bedste film, efter den var blevet givet til La La Land. Foto: Camera Film.

 

Chirone (Alex Hibbert) vokser op i et hårdt kvarter, hvor mange, inklusiv hans egen mor, overlever for stoffernes skyld. Chirone er anderledes, han er genert, og de andre drenge tæver ham hver dag efter skole. Hans mor (Naomie Harris) skriger ad ham og kalder ham svans. Hans liv er ulideligt, men det lysner, da kvarterets boss og narkopusher, Juan (spillet til mesterlig perfektion af Mahershala Ali) tager drengen under sine vinger og lærer ham, at han selv skal bestemme, hvem han vil være. At han ikke skal lade andre skubbe ham rundt.

Vi møder igen Chirone (Ashton Sanders), denne gang som teenager. Livet er ikke blev lettere. Langt fra. Mobning er blevet mere brutal, slagene fra de andre drenge rammer hårdere, og Chirones mor er dybt afhængig af stoffer og meget uligevægtig. Chirone prøver at finde sin plads i livet, men hans seksualitet gør ham usikker, og bliver ikke bedre af, at Juan er død. Den unge mand er tæt knyttet til sin eneste ven, og et skæbnesvangert øjeblik mellem dem ændrer Chirones liv for altid. Først til det bedre, hurtigt til det værre.

Ti år gået, og Chirones (Trevante Rhodes) liv har ændret sig radikalt. Han er ikke længere lille og splejset, men han er stadig usikker på sig selv og bange. Han vurderer, at det er på tide at tage nogle opgør med den fortid, der ikke vil slippe ham.

 

Hvem er han?

Seksualitet er en vigtig del af alle menneskers identitet, og det er ikke svært at forstå, at Chirones liv er så svært, fordi han ikke kan acceptere sin egen. Han kommer fra et område, hvor forståelse og tolerance for homoseksualitet er en mangelvare på højde med social sikkerhed, sundhedssikring og jobsikkerhed. Han møder fordømmelse fra sin egen sørgelige mor, der skiftevis hader og elsker ham. Slår ham og krammer ham. Chirones liv er ynkværdigt hårdt.

Med Moonlight har Berry Jenkins vævet et enormt vægtæppe af er episoder og billeder sammen, der med alle de små tråde og større mønstre skaber et liv. Chirones liv. I tre faser, alle med det samme store problem: ”Hvem er du egentlig, mand?” spørger hans barndomsven, da de to ser hinanden igen efter ti år. Hvem er Chirone? Man skal se filmen for at finde ud af, om han får svar, men det er det spørgsmål, som leder filmen så mesterligt frem, at man bare vil have mere. Den søgen gør, at man er interesseret i karakteren og føler hans smerte og frustration. Chirone virker levende og ægte, ikke som noget, nogen har opfundet til en film.

Moonlight er perfekt. Eller så tæt på perfekt, som nogen film kan være. Den er kun Berry Jenkins anden film som instruktør, men den er skabt med en selvsikkerhed og stil, som får en til at tænke på langt mere rutinerede instruktører. Her er en film med et klart sprog, som gennem hele historien er tro mod den stil, som Jenkins skaber fra de første toner med ”Every Nigger is a Star”.

Som ung mand er Chirone ikke længere en lille, forsagt dreng. Han har lært at slå fra sig, men han er stadig pissebange og usikker på sig selv. Foto: Camera Film.

 

Det er poesi fra ghettoen og en vigtig stemme fra en sort instruktør, der tydeligvis vil fortælle noget med sin film. Selvom Moonlight har en aura af arthouse over sig, er den alligevel let at gå til, men svær at ryste af sig. Her er der tale om en oplevelse, der går lige i hjertet, sparker i mellemgulvet og sætter de store tanker i gang – alt sammen på én gang. Hvor mange film kan påstås at gøre det?

 


 

Kommentarer: