Mens vi lever er et mirakel


Mehdi Avaz, som ikke har en baggrund inden for film, har skabt en af de seneste års bedste og mest bevægende danske film. Mens vi lever er tung og alvorlig, men fri for overflødig melankoli og stjernenykker.

Mens vi lever

Instruktør
Mehdi Avaz
Manuskript
Milad Avaz
Medvirkende
Sebastian Jessen (Kristian), Julie Christiansen (Trine), Nicolas Bro (Peter med flere
Spilletid
98 minutter
Sprog
Dansk

Bedømmelse:

 

En økonom går til filmen

Anmeldelse: Livet er skrøbeligt, og på et kort øjeblik kan det være forbi. Nærmest inden, det for alvor får begyndt. Mens vi lever er ikke en feel good-film. Den ligner dermed ikke en af tidens danske film, som alle sammen skal få os til at grine. Det skyldes måske, at instruktør Mehdi Avaz ikke har en baggrund inden for film. Han er uddannet handelsøkonom. En handelsøkonom med en trang til at fortælle historier, og Mens vi lever har han haft lyst til at fortælle i 17 år. Ingen har lært ham hvordan. Han har prøvet sig frem.

Ingen danske statsstøttede kulturinstanser har givet ham penge til hans vision om en rørende dansk dramafilm. Han har selv været ude at skrabe to millioner kroner sammen. TO MILLIONER! Det er jo håndører. Det burde simpelthen ikke være muligt at lave en film for den slags småpenge. Når det så er muligt, er det fordi økonomen Mehdi Avaz har fået pengene til at strække langt. Og han har fået dygtige skuespillere til at arbejde hårdt for meget lidt.

Og så har han bare en hamrende god og vedkommende historie. En historie, der går lige i hjertet på enhver, der påstår at være i live og i stand til at lade sig bevæge af film og opsluge af stærke fortællinger. Der er ingen store stjerner, ingen kæmpe armbevægelser. Bare en vidunderlig uimponeret tilgang til det at instruere en film og lege med rammerne for historiefortælling. Det er så forfriskende, at troen på dansk film er genoprettet hos mig.

 

Mens vi lever handler om Kristian (Sebastian Jessen). Han arbejder som fisker i Hirtshals, og selvom han på overfladen virker som en glad og normal ung mand, bærer han rundt på en dyster fortid, og skyldfølelsen hænger som en møllesten omkring halsen på ham.

En dag dukker en person fra gamle dage op og fortæller ham, at Peter (Nicolas Bro) ligger på hospitalet, dødeligt syg af prostatakræft. Kristian tager sig sammen og rejser tilbage for at besøge Peter, og der møder han Trine (Julie Christiansen). Hun er bestemt ikke glad for at se ham, og de to har nogle usagte ting, der må frem i lyset. Kristian og Trine må stå ansigt til ansigt med fortiden, og det kommer til at gøre ondt på dem begge.

 

Tung, men ikke ubærlig

Patossen i Mens vi lever er tonstung, og filmen dykker helt ned i nogle af de dybeste og mest intense følelser, vi mennesker er i stand til at rumme. Ikke blot kompliceret kærlighed, men også skyldfølelse og svigt. Så tunge og dystre emner er svære at holde til at se på, og film med så dyster tematik er ofte ubærlige, fordi de drukner i melankoli. Og så kommer det bare ikke til at føles ægte.

Det sker IKKE i Mens vi lever. De store følelser, som filmens instruktør og skuespillere, særligt de to relativt ukendte hovedrolleindehavere, vækker i os, føles ægte. Det er blandt andet takket være filmens rammefortælling, der på en ambitiøs og veludført måde leger med tid og sted, hopper og springer, brydes op og væves sammen. Jeg vil ikke afsløre detaljerne, men jeg kan sige, at fortællerformen er ukonventionel og rigtig vellykket.

Jeg har set Mens vi lever to gange nu, først til en testvisning og siden på forpremiere. Ved sidstnævnte arrangement var filmens instruktør til stede i salen sammen med Sebastian Jessen. Det var dejligt at høre, at de under hele processen i så høj grad troede på filmens manuskript. At Mehdi Avaz trodsede de konservative pengemænd, der afviste ham, og i stedet selv søgte pengene andre steder. Det er samtidig også nedslående, at statsstøtten i så høj grad går til film, der slet ikke fortjener det. Men det er en helt anden snak, som jeg nok kaster mig ud i en anden dag. Indtil da kan Mens vi lever opleves i 90 biografer landet over, og det er vildt stærkt gået. Du bør skynde dig til din nærmeste bif og se filmen. Gør det sammen med én, du holder af.

Julie Christiansen er autodidakt skuespiller, og der bør vente hende et stort gennembrud for sin hovedrolle i Mens vi lever. Hendes karakter lider og længes efter livet, og det mærker man virkelig. Foto: SF-Film.

 


 

Kommentarer: