Lykke-Per er ventetiden værd


Bille Augusts storslåede filmatisering af Lykke-Per er, som bogen, et rigtigt mesterværk. 120 år skulle der gå, inden romanen blev til film, men det er okay, når resultatet er så godt.

Lykke-Per

Instruktør
Bille August
Manuskript
Bille August og Anders August
Medvirkende
Esben Smed (Per Sidenius), Katrine Greis-Rosenthal (Jakobe Salomon), Jens Albinus (Eberhardt Sidenius) med flere
Cinematografi
Dirk Brüel
Musik
Lorenz Dangel
Spilletid
162 minutter

Bedømmelse:

 

Anmeldelse: Henrik Pontoppidan forfattede i slutningen af 1800-tallet en roman, der skulle blive noget af det største i den danske kulturkanon. Lykke-Per. Den delvist selvbiografiske fortælling om præstesønnen Peter Andreas Sidenius, der vender sit jyske ophav ryggen og drager til hovedstaden for at læse til ingeniør, mens hans ambitioner konstant vokser.

”Lykken er idiotens formynder,” lyder det næsten profetisk fra en af filmens karakterer. Med Lykke-Per har mesteren Bille August på imponerende vis fanget essensen af forlægget. Nemlig titelkarakterens stædige kamp for at opnå lykke, respekt og rigdom. Men også hans mindst lige så indædte kamp for at komme overens med sit eget komplekse væsen og sit narcissistiske mindreværd. En klassisk beretning om den fortabte søn blev med Pontoppidans forfatterskab til et episk eksistentialistisk drama – og det bliver det også i Augusts film.

Lykke-Per er en enorm roman, og det er også en kolossal film. Men stik mod alle forventninger bliver den næsten tre timer lange film aldrig kedelig. Den savner nogle af de nuancer, som bogen har, men den er blændende flot, og skuespillet er enestående. Særligt Esben Smed som unge Sidenius gør Lykke-Per til en spillevende og uforglemmelig oplevelse på det store lærred.

 


Peter Andreas Sidenius (Esben Smed) optages på ingeniøruddannelsen i København. Det huer ikke hans præstefar, der hellere havde set sønnen blive hjemme i Jylland, langt væk fra syndens hule i hovedstaden. Sidenius, der i mange år har følt sig som en fremmed i sit eget hjem, vender ryggen til sin familie og begiver sig af sted på sin rejse.

Med sig bringer han enorme ambitioner om store byggeprojekter, der involverer vandmøller, vindmøller og kanaler. Han er stolt som bare pokker, og han tåler ikke, at nogen modsiger ham. Tilværelsen som fattig studerende i København tager hårdt på Sidenius, men lykken vender, da han møder Ivan Salomon (Benjamin Kitter). Salomon stammer fra en enormt velhavende slægt, og de tager den unge ingeniør under deres vinger og hjælper ham frem i verden.

Foruden penge har Salomon-familien også to smukke, ugifte døtre, og Per, som han nu kaldes, forelsker sig i den ældste, den lidenskabelige Jacobe (Katrine Greis-Rosenthal). Det hele ser ud til at flaske sig for den unge, ambitiøse mand, og hans vej mod samfundets top er banet. Men lykken er jo som bekendt lunefuld…

 

Fra det første billede af de vilde, forblæste klitter på Pers barndomsegn er Lykke-Per en fest for øjnene. Filmen er ekstremt flot fotograferet, og alle kulisser og kostumer sidder lige i skabet. Det gør hele oplevelsen troværdig og autentisk, men det er ikke den store overraskelse. Bille August er jo trods alt manden bag den Oscarvindende Pelle erobreren, også en filmatisering af en stor dansk, historisk roman.

Instruktøren har med Lykke-Per skabt en film, der er endnu mere ambitiøs og vellykket end førnævnte klassiker fra 1987. Det har ikke været nogen nem opgave kondensere Pontoppidans mursten ned til spillefilmslængde, og med 162 minutter er Lykke-Per også en lang film. Men aldrig kedelig.

Det er i særdeleshed takket være filmens stjerneparade af skuespillere. Tommy Kenter, Jens Albinius, Julie Christensen, Rasmus Bjerg og Ole Lemmeke står for fornemt skuespil i birollerne, men det er Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal, der virkelig giver filmen dens dramatiske næring. Det tog lige små 20 minutter, inden jeg helt havde luret Esben Smed, og accepteret ham som Per Sidenius. Men jeg må erkende, at jeg i den grad har fået øjnene op for Esben Smed som en fremragende skuespiller med internationalt potentiale. Han gør Per til sin egen, og portrætterer en karakter med en rodløse personlighed og mange dæmoner forbilledligt.

 

Lykke-Per er en trium for Bille August og for skuespillerne. Jeg er overbevist om, at den vil komme til at sælge mange billetter, og jeg føler mig også sikker på, at langt de fleste vil kunne lide den. For nogen er den måske en kende for lang, men fortællingen om Lykke-Per er stor, og den fortjener intet mindre, end resultatet af Bille Augusts anstrengelser.

 

 

Kommentarer: