Sorg og skyldfølelse er dæmoner nok


Gyseren Hereditary handler om den sorg og skyldfølelse, der kan en æde en familie op, når et dødsfald rammer inderkredsen og ryster fundamentet. Bortset fra slutningen er der tale om en perfekt film.

Hereditary

Instruktør
Ari Aster
Manuskript
Ari Aster
Medvirkende
Toni Collette (Annie Graham), Gabriel Byrne (Steve Graham), Milly Shapiro (Charlie Graham), Alex Wolff (Peter Graham) med flere
Cinematografi
Pawel Pogorzelski
Musik
Colin Stetson
Spilletid
128 minutter

Bedømmelse:

 

Play the blame game!

Anmeldelse: Hvad er det værste, der kan ramme en familie? Det er uden tvivl at miste et barn, kan de fleste nok hurtigt blive enige om. I filmen Hereditary mister en mor og far ikke blot deres datter, men de mister hende på grund af en tragisk ulykke, som involverer hendes bror. Hvordan reagerer man i sådan en situation? Man bebrejder selvfølgelig alt og alle. Sorg og skyldfølelse bliver kimen til uhygge i gyseren, der hyldes som en moderne Eksorcisten.

Annie (Toni Collette) er kunstner og arbejder med at skabe små miniaturemodeller af huse og mennesker. Hun har et godt og trygt ægteskab med sin mand Steve (Gabriel Byrne), og de bor i et stort, flot træhus i skoven sammen med deres børn Peter (Alex Wollf) og Charlie (Milly Shapiro). Det hele begynder at gå galt, da Annies mor dør. Mor og datter havde nemlig et meget anstrengt forhold, og det er, som om moderens død sætter gang i en lavine af ulykker for familien.

Hereditary er en effektiv kombination af rørende familiedrama og klassisk gys. Instruktør Ari Aster har med sin debutfilm ladet sig inspirere af klassikere som Rosemarys Baby, Repulsion, Don’t Look Now og selvfølgelig førnævnte Eksorcisten. Men Hereditary står på egne ben og efterlader et indtryk af originalitet og noget oprigtigt skræmmende. I hvert fald indtil de sidste 20 minutter, hvor den farer lidt vild i sine mange idéer.

Læs også: Eksorcisten – gysets moder 

Toni Collette er den hårdtprøvede mor Annie, der rammes af den ene tragedie efter den anden i gyserfilmen Hereditary. Foto: Nordisk Film.

 

Hereditary oversættes til noget i retning af ”arveligt”. Og arveligt er det dårlige forhold mellem mor og datter da også i filmen. For det er ikke blot mellem Annie og hendes mor, at der er kurrer på tråden. Charlie er en meget speciel pige, som havde det godt med sin afdøde mormor, som hun følte sig tryg ved. Det er meget modsat forholdet til hendes egen mor, og efter begravelsen bliver Annie og Charlies indbyrdes relation værre og værre.

Det er ikke første gang i karrieren, at Toni Collette spiller mor til en adfærdsvanskelig unge, der kan se ting, som er usynlig for andre. Mange husker hende fra gyseren Den sjette sans, hvor hendes dreng kunne ”see dead people”. Rollen som Annie i Hereditary er faktisk hendes bedste siden det store gennembrud i den uhyggelige film fra 2000. Hendes intensitet brænder igennem lærredet i den svære rolle.

Inden længe kommer hun til at fortryde sin måde at behandle Charlie på, og hendes forhold til sønnen Peter bliver også endnu sværere, da børnene bliver involveret i en bizar og tragisk ulykke. Skyldfølelsen spreder sig som en kræft i det store skrummel af et hus, og den truer med at ødelægge familiens fundament fuldstændig. Annie begynder at tro, at familien er forbandet, og at hendes mor har et eller andet med det at gøre.

Læs også: Mother – en af befriende sindssyg og kompromisløs gyser

 

Det langsomme gys

Hereditary har fået en flot modtagelse i den internationale presse, og ved den fisefornemme Sundance Filmfestival blev den også mødt med stående applaus af det skræmte biografpublikum. Mange vil sikkert mene, den går for langsomt til for alvor at være uhyggelig. Men hvis man, ligesom jeg, sætter pris på gyserfilm, der ikke forlader sig på billige chokeffekter, er den lige den rette medicin.

Da uhyggen begynder, hælder instruktør Ari Aster hele tiden benzin på bålet. Han doserer drama og gys til noget nær perfektion, og der er skam også scener, der næsten får hjertet til at gå i stå. Han leger med både billeder og lyd, og han lader også fantasien få lov at arbejde. Jeg havde svedige håndflader hele vejen igennem, og jeg lader mig ikke så let skræmme af film! Og hele tiden er det mor, far og søn og deres enorme sorg og altoverskyggende følelse af skyld og svigt, der manifesterer sig som dæmoner, mærkelig syn og uhyggelige lyde om natten i tomme rum.

Indtil dæmonerne antager mere kødelig form i filmens undervældende klimaks. Der stod jeg en smule af, og det ærgrer mig, for indtil da havde debutanen truffet så mange modige valg og givet sin film et unikt udtryk. I stedet kommer den i de døende minutter mere til at ligne The Conjuring eller lignende film.

Der venter mange uhyggelige erkendelser for Toni Collettes karakter, efterhånden som hun begynder at komme til bunds i sin families historier. Foto: Nordisk Film.

 

Til syvende og sidst er Hereditary dog en succes. En modig og skræmmende film, der ubønhørligt holder publikum fanget i utryghedens klaustrofobiske gummicelle. Den er på samme tid okkult og jordbunden. Overnaturlig og skræmmende ægte.

Læs også: The Shining – alle tiders bedste gyserfilm

 


 

Kommentarer: