Moderne western er old school og fed


Hell or High Water er en vild og dramatisk kupfilm i en smuk og storslået, men alligevel intim indpakning. Mano o mano-action, rørende familie og makkerskab binder den overvældende film flot sammen.

Hell or High Water

Instruktør
David Mackenzie
Manuskript
Taylor Sheridan
Medvirkende
Jeff Bridges (Marcus Hamilton), Ben Foster (Tanner Howard), Chris Pine (Toby Howard) med flere
Spilletid
102 minutter
Sprog
Engelsk

Bedømmelse:

 

En moderne western

Anmeldelse: I de seneste år har den amerikanske westernfilm fået et solidt comeback. Interessen for Det Vilde Vesten er åbenbart stadig til stede, og cowboys og indianere har endnu ikke mistet deres tiltrækningskraft. I vores tid, hvor økonomisk ulighed og desperation tvinger almindelige, ellers lovlydige borgere til at røve banker, er det endda lige før, at man fatter sympati for den forklædte forbryder på den forkerte side af loven.

David Mackenzies mesterlige Hell or High Water er en moderne westernfilm alla Coen-brødrenes Oscarvindende No Country for Old Men. En reportage fra det støvede, møgbeskidte Texas, hvor mændene stadig går klædt i jeans holdt oppe af bælter med overdimensionerede spænder, samt praktiske, ternede skjorter og cowboyhatte. Det lyder næsten komisk, men filmen er også et portræt af en del af USA, som den etablerede magtelite har glemt alt om. Det er ingen tvivl om, at Donald Trump hentede rigtig mange af sine stemmer fra desperate mennesker i Texas og andre fattige områder. Der skal ikke mange løfter om en bedre fremtid til den slags steder.

Hell or High Water er ikke først og fremmest ment som en kommentar til det amerikanske hurlumhejhus, som udgør landets politiske magt. Det er en film om familie og om de ofre, man som brødre kan bringe for hinanden. Det er en pulserende, spændende thriller om bankrøvere, garverede politimænd og brudte familier, og man undgår ikke at tænke på film som Michael Manns Heat. Med den støvede, moderne western har David Mackenzie og manuskriptforfatter Taylor Sheridan strikket en af årets bedste og mest interessante film sammen.

Chris Pine (til venstre) og Ben Foster spiller brødrene Toby og Tanner Howard, der røver banker for at beholde deres barndomshjem, hvor der gemmer sig en formue i olie under jorden. Foto: Scanbox Entertainment.

 

Brødrene Toby (Chris Pine) og Tanner (Ben Foster) røver banker over i det vestlige Texas. De er hurtige, grundige og metodiske. De røver kun bankfilialer af Texas Midlands Bank, de holder sig fra indholdet i bankboksen, og de tager kun små sedler, så de undgår, at politiet sporer dem, eller at en farvepatron går af i flugtbilen.

Det vækker selvfølgelig en del opmærksomhed hos politiet, og den garvede Texas Ranger Marcus Hamilton (Jeff Bridges) får til opgave at fange bankrøverne, som han ikke ved er brødre. Det bliver Hamiltons sidste opgave, inden han forflyttes til ”gyngestolen” og et liv som pensionist. Måske bliver han skudt i tjenesten, som han siger til sin makker, indianeren Alberto Parker (Gil Birmingham).

Toby og Tanner samler penge sammen til at købe deres fødehjem tilbage fra banken, for der er nemlig olie under jorden, og det vil sikre, at Tobys børn kan få en god fremtid. Tanner har tilbragt en stor del af sit liv i spjældet, blandt andet for at skyde og dræbe deres far, og han er rastløs, overmodig og farlig. Hans uforudsigelighed truer med at fælde begge brødre.

 

Giv The Dude en Oscar mere

Hell or High Water er fyldt med interessante kontraster mellem det gamle og det nye. De store, åbne vidder, hvor cowboys driver kvæget væk fra en præriebrand. Moderne kasinoer, drevet af de indfødte, som de hvide jagede væk fra deres jord. De almindelige menneskers desperation og fattigdom og de banker, der indkasserer og tjener på det. Jo, Det Vilde Vesten er i sandhed et land med tydelige skel og skarpt optrukne linjer.

Det store slag skal udkæmpes mellem de fire mænd, der står på hver sin side af loven. I High or High Water er der ingen ”onde”, og man holder med alle. Det skyldes i høj grad det stærke manuskript, der lader karaktererne få plads til at udvikle sig. Forholdet mellem brødrene Howard er levende, og Chris Pine og Ben Foster leverer begge skuespil, der cementerer deres status som nogle af de mest spændende skuespillere i Hollywood. Og Jeff Bridges… Hvad kan man snart sige om den mand, der ikke allerede er sagt? Han er fantastisk, og hans rolle som Marcus Hamilton er et tæskelækkert sammenkog af alle hans bedste roller til dato. Der er lidt af Rooster Cogburn fra True Grit. Lidt Otis Blake fra Crazy Heart. Og endda en lille knivspids af The Dude fra The Big Lebowski. Oscarværdig? Ja!

Selvom Hell or High Water er en stramt fortalt thriller med et drys af ”Art House” over sig, efterlader den et stort indtryk, fordi det hele tiden lykkes at skrue en tand mere op. Lidt mere spænding, lidt flere herlige drillerier mellem makkerparrene, lidt mere sjæl og personlighed i det øde, forblæste landskab og de søvnige byer. Hell or High Water er en af årets bedste filmoplevelser, og det er tragisk, at den kun kan opleves i fem biografer herhjemme. Men den er værd at tage en togtur for, hvis du elsker moderne westernfilm.

Jeff Bridges styrer showet som den rå Texas Ranger, der som en anden blodhund snuser sig frem til brødrene Howard i Hell or High Water. Foto: Scanbox Entertainment.

 

 

Kommentarer: