First Man er for jordbunden


Supertalentet Damien Chazelles opfølger til La La Land er en flot, men konservativt forsigtig fortælling om Neil Armstrongs smuttur til månen. I enkelte scener letter First Man og blæser op gennem filmstratosfæren som noget næsten magisk. I for mange scener er den kedelig og forudsigelig.

First Man

Instruktør
Damien Chazelle
Manuskript
Josh Singer
Medvirkende
Ryan Gosling (Neil Armstrong), Claire Foy (Janet), Cory Stoll (Buzz Aldrin), Kyle Chandler (Deke Slayton) med flere
Cinematografi
Linus Sandgren
Musik
Justin Hurwitz
Spilletid
141 minutter

Bedømmelse:

 

Trump vil ikke se den – derfor skal alle se den

Anmeldelse: First Man har været genstand for en fuldstændig absurd debat i USA. Efter filmens premiere i Venedig stod det klart, at det ikoniske øjeblik, hvor Neil Armstrong og Buzz Aldrin planter det amerikanske flag i månens overflade, IKKE er med. Det fik senator, og tidligere præsidentkandidat, Marco Rubio til at anklage filmen, og dens skabere, for at være ”langt ude”.

Og despoten over dem alle, Donald Trump, støttede Marco Rubio i kritikken af den manglende flagscene. Præsidenten kom med en sønderlemmende kritik og gjorde det klart, at han alene af den grund aldrig kunne drømme om at se First Man. Filmen har haft det svært i de amerikanske biografer, siden den fik premiere for 14 dage siden. Der spekuleres i, at balladen med flaget kan være en del af forklaringen på, hvorfor de patriotiske amerikanere har holdt sig væk.

Jeg er glad for, at den scene ikke kom med i filmen. Det er nemlig det noget af det eneste ved First Man, der virkelig overraskede mig. Som helhed er filmen flot. Men jeg havde simpelthen forventet mere, når instruktøren hedder Damien Chazelle og er en af filmmediets største og mest visionære talenter. Jeg havde forventet, at manden bag Whiplash og La La Land ville gøre filmen om Apollo 11-mission til noget helt unikt. Det er den desværre ikke.

Ryan Gosling arbejder endnu engang sammen med Damien Chazelle, der instruerede skuespilleren til en Oscarnominering i La La Land. Foto: UIP.

 

Vi følger Neil Armstrong (Ryan Gosling) over en cirka 10 årig periode, mens han og NASA kæmper for at nå månen, inden russerne gør det. Vi oplever den tragedie, som Neil og hans kone Janet (Claire Foy) gennemlever, da deres lille datter dør. Amerika holder vejret og håber, at den 11. Apollo-mission kan blive den, der langt om længe sender mennesket ud, hvor vi aldrig havde troet, vi skulle komme.

First Man er en meget klassisk biopic. Det var her jeg havde håbet, at Chazelle ville bruge nogle andre fortællermæssige kneb, end genren normalt anvender. Men First Man bruger flittigt montager med billeder af familien Armstrongs liv og NASA-ingeniørernes arbejde. Den klipper mellem familieliv og arbejdsliv, men kommer aldrig rigtig under huden på den forunderlige, fattede mand. Datterens død bliver genstand for overdreven og uklædelig sentimentalitet.

Det gode er, at First Man er enormt smuk. Optaget på gammeldags film i stedet for digitalt, hvilket giver den en let grynet nuance som passer perfekt. Soundtracket, som er komponeret af Justin Hurwitz, der også lavet musik til Whiplash og La La Land er smukt og storslået. Scenerne, hvor raketterne bliver skudt op i luften, fik mig ud på kanten af stolen. Da Armstrong og Buzz flyver ned og lander på månen, fik jeg næsten tårer i øjnene. Det er en af årets bedste filmscener og den perfekte iscenesættelse af det ikoniske øjeblik.

Desværre sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke for alvor har forstået, hvor mastodontisk en bedrift, Apollo 11 var. På trods af den sentimentale historie om datters død kommer man ikke rigtig under huden på Neil Armstrong, der efter at være blevet verdens mest berømte mand trak sig tilbage fra rampelyset uden nogen palaver. Jeg drømte om, at First Man kunne matche intensiteten i eksempelvis Gravity eller instruktørens egen geniale Whiplash. Men First Man forbliver for jordbunden, for sikker og for pæn.

 


 

Kommentarer: