Den skyldige er mesterligt filmhåndværk


Ny dansk thriller grænser til fortællerteknisk perfektion. Vi følger en vagthavende politimand hos alarmcentralen og hans desperate forsøg på at redde en bortført kvinde. Spændingen er intakt til sidste øjeblik.

Den skyldige

Instruktør
Gustav Møller
Manuskript
Gustav Møller og Emil Nygaard Albertsen
Medvirkende
Jakob Cedergren (Asger), Jessica Dinnage ((Iben), Omar Shargawi (Rashid) med flere
Cinematografi
Jasper J. Spanning
Spilletid
85 minutter

Bedømmelse:

 

Lille film med gigantiske ambitioner

Anmeldelse: Sidste år demonstrerede Mens vi lever for det danske biografpublikum, at en stor filmoplevelse ikke behøver koste 25 millioner kroner at producere. Hvis man som filmskaber har en god historie, talentfulde skuespillere, og naturligvis tæft for overraskelser og spænding, kan man klare den for langt mindre. Og nu har vi fået endnu en vidunderlig påmindelse om, at en rigtig god dansk dramafilm ikke behøver koste det samme som en dårlig dansk komedie.

Den skyldige er blevet til på baggrund af en YouTube-optagelse fra en alarmcentral i USA. I den 20 minutter lange optagelse hører man, hvordan en kidnappet kvinde taler i koder for at bede den vagthavende om hjælp, uden at hendes kidnapper fatter mistanke. Den optagelse fascinerede trekløveret Lina Flint (producer), Gustav Møller (instruktør) og Emil Nygaard Albertsen (manuskriptforfatter) så meget, at de gav sig til at lege med idéen om en spillefilm med samme dramatiske krog. Det blev til Den skyldige, og resultatet er en af nyere dansk filmhistories mest anderledes, vellykkede og minimalistiske spændingsfilm.

Den kreative og talentfulde trio fik deres eksamensbeviser fra filmskolen i 2015, og de må således siges at tilhøre dansk films fremtid. Det betyder heldigvis, at fremtiden ikke er så kulsort, som man kunne frygte, når man ser, hvad der ellers er på markedet af danske film i disse år. Det er dyrt at lave spillefilm, men hvis man har fantasi, og er lidt kæk, kan det altså lykkes til UG uden store budgetter.

Jakob Cedergren er som skabt til rollen som den snarrådige, men også desperate, politibetjent Asger Holm, der må redde en kidnappet kvinde over telefonen. Foto: Nikolaj Møller/Nordisk Film.

 

Politibetjenten Asger (Jakob Cedergren) har aftenvagt på alarmcentralen. Det er ikke med hans gode vilje, at han er gået fra et spændende job på gaden, til at være fanget bag et skrivebord, fastlimet til telefonen. Uden den mindste entusiasme sender han vindskæve junkier, uheldige luderkunder og stive teenagepiger videre i systemet.

Alle hans instinkter som god og kritiske politibetjent bliver dog vakt til live, da han modtager et opkald fra en grædende kvinde, der taler til ham, som om han var hendes lille datter. Asger tror kortvarigt, at han har fat i endnu en fulderik, men snart fornemmer han, at der er noget helt galt. At virkelig kvinden er desperat og har brug for hans hjælp. Asger er magtesløs med telefonen og sin stemme som eneste våben, og tiden er ikke med ham…

 

Cedergren imponerer igen

Jakob Cedergren er en pæn mand, og det er ikke svært at købe ham i rollen som politibetjent – den har han trods alt allerede spillet i den barske og seværdige Frygtelig lykkelig fra 2008. Det er et held, at Cedergren som skuespiller kan udtrykke enormt meget med sit ansigt, og især med øjnene, for gennem hele filmen forlader vi ham ikke ét sekund. HELE dramaet er filmet fra hans perspektiv på alarmcentralen, og historien udspiller sig gennem telefonen og de forskellige aktører, han taler med.

Det er en enormt modig beslutning at lave filmen på den måde, og det er et sats, men ét der i den grad giver gevinst. Illusionen om at være til stede inde i Asgers hoved, at forstå hans magtesløshed og frustrationer, brydes aldrig. Jeg har svært ved at forestille mig en anden dansk skuespiller end Jacob Cedergren, der kunne løfte den enormt krævende rolle så flot. Han er blandt landets ypperste inden for sit fag, og det har han været i mange år.

Stor ros skal gå til det kreative hold bag filmen. De bruger til stor effekt lyd, stemmeskuespillere og knivskarp dialog til at fortælle historien. Den er så levende og velfortalt, at ingen har svært ved at forestille sig, hvad der sker, selvom vi ikke forlader Asger. Den frygt, karaktererne føler, føler vi også. Afmagten rammer også os i biografsæderne. Man kan se bilerne, husene, ansigterne for sig – men som med en god bog danner ingen sig de helt samme billeder. Det er en sjælden kvalitet i en film.

Den skyldige er med sine 85 minutter en kort spillefilm, og da den kører i et højt tempo, føles den aldrig langtrukken. Foto: Nikolaj Møller/Nordisk Film.

 

Den skyldige er selvfølgelig ikke første gang i filmhistorien, man skærer alt det overflødige væk og lader handlingen udspille gennem én person i et lukket rum. Jeg tænker særligt på kammerspilsklassikeren og filmhovedværket 12 Angry Men, samt den oversete, men totalt uforglemmelige Locke med Tom Hardy i sin mest komplekse rolle. Begge er film, som jeg varmt vil anbefale. Til efter, at du har set Den skyldige, selvfølgelig.

Film er et enestående medie, fordi det med billeder kan fortælle historier, vi ellers ville have svært ved at forestille os. Og selvom billederne i Den skyldige naturligvis også er vigtige, er det i højere grad ordene, lydene og sanseindtrykkene, der løfter filmen til en helt særlig oplevelse. Én, det ville være kriminelt at gå glip af!

 


 

Kommentarer: