Daniel Day-Lewis siger farvel med stil


Paul Thomas Andersons Den skjulte tråd er et dramatisk mesterværk. Daniel Day-Lewis er i topform i sin sidste rolle, inden han går på pension. Han ejer hver en scene i den intense kærlighedsfilm.

Den skjulte tråd

Instruktør
Paul Thomas Anderson
Manuskript
Paul Thomas Anderson
Medvirkende
Daniel Day-Lewis (Reynolds Woodcock), Lesley Manville (Cyril Woodcock), Vicky Krieps (Alma Elson) med flere
Cinematografi
Paul Thomas Anderson
Musik
Jonny Greenwood
Spilletid
130 minutter
Originaltitel
The Phantom Thread

Bedømmelse:

 

To mestre mødes for sidste gang

Anmeldelse: Det er kun en sand mester, der kan få en film om en kjolemager og hans kaotiske kærlighedsliv til at være lige så pulserende spændende som en thriller. Det er naturligt, at historien om en perfektionistisk håndværker er skabt af Hollywoods nok allermest detaljefokuserede filmskaber. Paul Thomas Anderson giver sig god tid til at lave sine film. Men de har alle været ventetiden værd indtil nu. Den skjulte tråd er bestemt ingen undtagelse.  

Det er anden gang, instruktøren slår sig sammen med Daniel Day-Lewis, historien måske største skuespiller. Først gang var i det skelsættende mesterværk There Will be Blood, en af mine absolutte favoritter. Der vandt Day-Lewis Oscaren for bedste hovedrolle, og igen i Den skjulte tråd får Anderson det bedste ud af sin skuespiller. Om end Daniel Day-Lewis nok må se sig slået af Gary Oldman, når Oscaren skal uddeles 4. marts.

Daniel Day-Lewis fortjener en storfilm at slutte af med, og det leverer Paul Thomas Anderson med Den skjulte tråd. Ikke et stort og bombastisk epos som There Will be Blood. Historien om kjolemageren Reynolds Woodcock er langt mere intim, afdæmpet og langsom. Men bestemt ikke mindre intens. Ikke mindre opsat på at levere drama. Ikke mindre krævende for skuespillerne. Den skjulte tråd er endnu en gigantisk kunstnerisk triumf for dens skaber, og vigtigere endnu, et flot og værdigt farvel til et forbillede for samtlige skuespillere.

Daniel-Day Lewis spiller kjolemageren Reynolds Woodcock. Han møder den charmerende og lidt klodsede Alma (Vicky Krieps), og de indleder et kaotisk forhold. Foto: UIP.

 

I 1950’ernes London er kjolemageren Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis) manden, der klæder alle de rige og berømte kvinder på. Han er på fornavn med alle spidserne, og de logrer for ham for at få hans opmærksomhed. Reynolds er intens, konstant fokuseret på sit arbejde, krævende og nådesløs og bange for at vise følelser. Han styrer sin forretning sammen med sin dominerende søster Cyril (Lesley Manville). De to udgør en stærk og frygtindgydende duo.

En dag møder han servitricen Alma (Vicky Krieps). Hun er betaget af hans charme og flotte udseende, og han inviterer hende indenfor i sin verden, hvor det hele drejer sig om at skabe de mest perfekte kjoler. De indleder et forhold, men det går ikke, som Alma ønsker det. Hun må sande, at Reynolds’ og hendes opfattelse af kærlighed afviger en del fra hinanden.

Alma gør sit ypperste for at behage ham, men Reynolds er næsten aldrig tilfreds. Han er smålig og barnlig, indimellem patetisk, men han har også brug for Alma som sin muse, som en del af sit liv. Og hun har brug for ham, fordi han i sjældne øjeblikke viser sine følelser over for hende. Viser, at han ikke kan klare sig uden hende. Deres kærlighed bliver en farlig afhængighed for dem begge.

 

Kærlighedens komplekse veje

Reynolds er som kjolemager besat af detaljerne, og det samme næsten hysteriske fokus på de små ting har altid været et adelsmærke for Paul Thomas Anderson. Kostumer, makeup, musik, billeder, lyd, skuespil – alt i Den skjulte tråd bærer præg af, at filmen er skabt af en perfektionist. En hamrende dygtig filmskaber, der tænker over, hvad han vil med hvert eneste billede, hver enkelt scene, hver replik.

Filmens livsblod pumpes uophørligt rundt i den dramatisk åre, der udgøres af Reynold og Almas kaotiske og dysfunktionelle forhold. Day-Lewis er som født til den krævende rolle, og han får flot modspil af Vicky Krieps, der utroligt nok ikke er Oscarnomineret. Reynolds dominerer stort set samtlige scener, og hans uforudsigelighed, hans kontante humørskifte og krævende væsen gør, at man hele tiden er på vagt. Han kan når som helst gå amok, og man håber på det – og frygter det på samme tid.

Hvad fanden vil hun dog med ham, tænker du måske nok. Hvorfor skrider hun ikke bare fra en mand, der gør hendes liv til et helvede. Fordi det er langt mere komplekst end som så, selvfølgelig. Paul Thomas Anderson bruger de 130 minutter til at lade Alma og Reynolds’ forhold udvikle sig, og man forstår den afhængighed, der opstår hos dem begge. Kærlighed er ikke altid lige ud ad landevejen, og Paul Thomas Anderson viser endnu engang, at han formår at skildre de sære sider af kærlighedens væsen. Jeg ser Den skjulte tråd som en slags halvfætter til instruktørens besynderlige kærlighedsdrama Punch-Drunk, Love. Den er i hvert fald lige så tvetydig.

Reynolds er utålmodig, og hans livsglade kone er kuet af hans væsen. Men der er en besynderlig kærlighed mellem dem, som hun tørster efter. Foto: UIP.

 

Jeg ville ønske, at Oscaren for bedste mandlige hovedrolle den 4. marts gik til Daniel Day-Lewis. Ikke, fordi han skal have den som en afskedsgave. Men fordi jeg virkelig mener, han fortjener det for denne rolle. Mere end storfavoritten Gary Oldman for sin rolle som Churchill i Darkest Hour. Hr. Day-Lewis formår i næsten uhørt grad at levendegøre en mand, der hidtil kun har eksisteret på papiret i Paul Thomas Andersons mesterlige manuskript. Det er en monumental bedrift, og jeg er ked af, at vi aldrig mere skal se skuespilleren i flere film. Jeg vil komme til at se Den skjulte tråd igen. Ikke blot for at gense Daniel Day-Lewis i sin sidste rolle, men fordi den er en fantastisk filmoplevelse, som fortjener, nej kræver, gensyn.

 


 

Kommentarer: