Er der stadig brug for helte? JA!


De Utrolige 2 er superheltesjov for hele familien. Her er masser af fest og ballade for alle – især for forældre, der ved hvad det vil sige, at føle sig som en superhelt uden kræfter i en travl hverdag med skrig og skrål og lektielæsning.

De Utrolige 2

Instruktør
Brad Bird
Manuskript
Brad Bird
Medvirkende
Craig T. Nelson (Bob/Mr. Incredible), Holly Hunter (Helen/Elastgirl), Sarah Vowell (Violet) med flere
Cinematografi
Mahyar Abousaeedi og Erik Smitt
Musik
Michael Giacchino
Spilletid
125 minutter

Bedømmelse:

 

Trætte superhelte i frisk superheltefilm

Anmeldelse: De Utrolige er en af Disney Pixars største succeser. Den sjove historie om en familie med ulovlige superkræfter er en af studiets mest profitable film, og det er overraskende, at der skulle gå 14 år, inden der kom en 2’er. Men nu er den her, og den skuffer ikke. De Utrolige 2 er, det meste af tiden, en både sjov og tankevækkende animationsfilm med masser af situationer, som de fleste forældre vil kunne nikke genkende til.

Bob (Craig T. Nelson) og Helen (Helen Hunt) bor på et snusket motel sammen med deres tre børn, Violet (Sarah Vowell), Dash (Huckleberry Milner) og babyen Jack-Jack. De besidder alle fem nogle helt fantastiske superkræfter, men den slags er ulovligt i et samfund, der har mistet tiltroen til de maskerede helte. Bob og Helen og deres børn lever på sultegrænsen, men det ændrer sig, da de møder det rige søskendepar Winston (Bob Odenkirk) og Evelyn (Cathrine Keener), der vil rette op på superheltenes blakkede ry.

Idéen om superhelte som udstødte i en verden, der ikke længere har brug for dem, er sjov, om end ikke nyskabende. Det geniale i De Utrolige 2 er i stedet de mange hverdagssituationer, som alle med børn (og selv os uden) sagtens kan sætte sig ind i. Det er enormt hårdt at føle sig utilstrækkelig og svag, selvom man er verdens stærkeste mand. Det er et helvede at føle sig helt splattet ud, selvom man som superhelt er smidighed som en elastik. Bob og Helen er simpelthen udbrændte af at opfostre en familie, samtidig med at de forsøger at få en hverdag til at fungere.

Bob og Helen er ikke de eneste med superkræfter. Der findes masser af helte derude, men folkets mistro har tvunget dem til at leve under jorden. Foto: Disney•Pixar.

 

Winston og Evelyn beslutter, at det er den smidige Helen, der er bedst egnet til at være superheltenes ansigt udadtil. Derfor må Bob blive hjemme og skifte lortebleer, hjælpe med matematikopgaver og forsøge at trøste Violet, som bobler af teenagehormoner og plages af ulykkelig forelskelse. Det er hårdt for den muskuløse Bob, og han får brug for at blive en anden form for superhelt, end han har været tidligere. Imens kommer Helen på sporet af et komplot, der truer verdensfreden og alle superheltes liv.

Med en spilletid på 125 minutter hører De Utrolige 2 til i den længere afdeling. Og man kunne sagtens have trimmet en del minutter af hist og her, navnlig i filmens klimaks, der strækker sig alt for langt. Filmen er bedst, når den formår skaber identifikation med dens karkaterer. I kontrasterne mellem Bob og Helens nye hverdage, hvor rollerne er byttet om. Mor der slår på tæven. Far der laver mad og vasker op. Det er sjovt, men sikkert mest for de voksne.

Heldigvis er De Utrolige 2 også god underholdning, når superheltene folder deres kræfter ud. Pixars animationer er, som altid, lige i skabet, og igen forbløffes man over den kreativitet og opfindsomhed, som actionscenerne flyder over med.

Godt nok er det ikke det guldrandede filmstudies mest originale eller overraskende film, men der er stadig rigelig med underholdning til at retfærdiggøre De Utrolige 2’s eksistens. Filmens gode budskab om at stå sammen som familie og blive til en anden og mere hverdagsagtig type superhelte går rent hjem. Med De Utrolige 2 har Pixar endnu engang på næsten mirakuløs vis lavet en film, der kan nydes lige meget af små og store.         

 


 

Kommentarer: