BlacKkKlansman er stærk propaganda


Spike Lee lægger ikke skjul på dagsordenen i sin seneste film. Ku Klux Klan er til grin, men det er det amerikanske folk også, fordi de har valgt en præsident, der omtaler klanmedlemmerne som ”fine mennesker”.

BlacKkKlansman

Instruktør
Spike Lee
Manuskript
Charlie Wachtel, David Rabinowitz, Kevin Willmott og Spike Lee
Medvirkende
John David Washington (Ron Stallworth), Adam Driver (Flip Zimmerman), Laura Harrier (Patrice Dumas) med flere
Cinematografi
Chayse Irvin
Musik
Terence Blanchard
Spilletid
135 minutter

Bedømmelse:

 

Manden, der sagde god for Trump

Anmeldelse: Et gratis råd til alle politikere, der skal føre valgkamp: Hvis en tidligere formand for en morderisk, psykopatisk sammenslutning af neandertalere, Ku Klux Klan, offentligt roser dig og opfordrer alle til at stemme på dig, så gælder det om at tage afstand fra manden. Hurtigt, offentligt og utvetydigt! En spindoktor ville tage en formue for den slags kommunikationsrådgivning, her får I rådet gratis.

Men ingen politiker er vel dum nok til ikke at tage afstand fra en mand som David Duke, formand for Ku Klux Klan fra 1974 til 1980, og hans glødende opfordring? Jo, det var selvfølgelig Donald Trump, der nægtede at sige ”Fuck dig, David Duke”, på trods af alt det råddenskab, manden står for. David Duke er en karakter i instruktør Spike Lees seneste film, BlacKkKlansman. Det er vred og arrig film, et stykke propaganda fra en stemme, der i årtier har udstillet raceulighederne i USA.

Spike Lees film foregår i Colorado Springs i begyndelsen af 1970’erne. Den intelligente og seje Ron Stallworth (John David Washington), den første sorte politimand i Colorado Springs historie, beslutter sig for at infiltrere den lokale afdeling af Ku Klux Klan. Han får brug for hjælp fra sin kollega Flip Zimmerman (Adam Driver), der  må agere Ron, når Stallworth skal mødes med klanen. Det er en farlig leg, de to politimænd leger, for medlemmerne af Ku Klux Klan er voldelige, og anført af deres leder David Duke forbereder de sig på krig.

Ron Stallworth (John David Washington) taler i telefon med KKK-lederen David Duke. Foto: UIP.

 

BlacKkKlansman er baseret på en rigtig historie, og filmen er blandt Spike Lees bedste. Han er en af de mest markante instruktører i Hollywood, og hans film er altid meget politiske. Det kan godt blive for meget, men denne gang bruger han klogt den fremragende historie om Stallworth og Flip til at understrege sine pointer om, at den er helt galt i USA. Det er en meget nutidig film, selvom den foregår 40 år tilbage i tiden. Det er trist, og Lee lader sin vrede skinne igennem, så alle forstår det.

Det er en underholdende film, men også en stilistisk ujævn film, som ikke altid formår at være morsom, når den prøver på det. Spike Lee efterlader ingen plads til nuancer. Man er enten god eller ond, og ingen er i tvivl om, hvem der er skurke og helte. Man kommer ikke for alvor til at forstå racismens væsen ved at se filmen. Men Spike Lee lykkes i hvert fald med at understrege, at racismen lever i bedste velgående i dag.

I slutningen af BlacKkKlansman ser vi de horrible billeder fra Charlottesville sidste år, hvor Ku Klux Klan og sorte demonstranter marcherede gennem gaderne. Det endte som bekendt i et helt sindssygt blodbad, da en hvid mand kørte sin bil gennem skaren af moddemonstranter og en kvinde. Spike Lee viser præsident Trump, der bagefter omtaler Ku Klux Klan-medlemmerne som ”fine menensker”. Jo, jeg forstår skam Spike Lees vrede. Jeg forstår, hvorfor han slutter sin film af med de billeder.

Historien om racisme i USA dengang og nu, fortid og nutid smeltet sammen i en tragisk pærevælling af had, er fortalt mange gange før og også flottere, mere effektivt og med plads til flere nuancer, end Spike Lee gør her. Men med BlacKkKlansman brænder Spike Lees gnist igennem, og det er stærkt.

 


 

Kommentarer: