Verdens bedste familie


Det japanske drama Shoplifters vandt hovedprisen ved filmfestivalen i Cannes. Filmen er en bevægende fortælling om, hvordan en familie også kan se ud. Er blodets bånd nødvendigvis det stærkeste? Det undersøger mesterinstruktøren Hirokazu Koreeda i Shoplifters, en af årets bedste filmoplevelser.

Shoplifters

Instruktør
Hirokazu Kore-eda
Manuskript
Hirokazu Kore-eda
Medvirkende
Lily Franky (Osamu Shibata), Sakura Ando (Nobuyo Shibata), Mayu Matsuoka (Aki Shibata) med flere
Cinematografi
Kondo Ryuto
Spilletid
121 minutter
Sprog
Japansk

Bedømmelse:

 

Visse forbrydelser kan tilgives

Anmeldelse: Der kommet et tidspunkt, hvor man indser, at ens familie ikke er som alle andre familier. Folk er forskellige, og det er de besynderlige gruppekonstellationer, som vi kalder familier, virkelig også. I filmens verden har jeg aldrig mødt en så skør og skøn familie som den, mester Koreeda præsenterer os for i Shoplifters. Børn og deres forældre, og forældre og deres børn, er instruktørens metier. Det er et emne, Koreeda behandler bedre end nogen anden filmskaber i dag.

Shoplifters handler om en familie i Tokyo. De bor i et lille og kaotisk rodet hus. Der er bedstemor, far, mor, en stor teenagedatter og en søn på omkring 12 år. De er fattige, og forældrenes moral harmonerer ikke med resten af samfundet. De stjæler fra supermarkeder, og de får også børnene til at stjæle. Men de elsker hinanden, og der er rummelighed og sjov i det rodede hjem. En aften finder faren og sønnen en lille pige på gaden. Hun er forslået og kold. De tager hende med hjem og beslutter sig for at beholde hende, selvom hun er efterlyst.

Man kommer til at tænke på Dickens’ Oliver Twist, hvor børn tages ind fra gaden for at lære at stjæle. Man ser, hvordan faren og sønnen på snedig vis narrer butiksindehaverne, og senere bliver pigen også en del af deres tyvetogter. Men de er ikke onde mennesker, og børnene er ikke bare værktøjer, som forældrene bruger for at få mad eller penge. De har deres helt eget moralske kodeks, og som faren siger, så ”tilhører tingene i butikken jo ikke rigtig nogen”…

Mor Nobuyo (Sakura Ando), far Osamu (Lily Franky) og pigen Yuri, som familien finder på gaden. Foto: Filmbazar.

 

Omdrejningspunktet for historien er den lille pige Yuri, som familien finder på gaden. Instruktøren har altid interesseret sig for historier om børn. Igen sætter Koreeda sig på hug og fortæller en stor delen af filmen fra børnenes perspektiv. Særligt scenerne mellem moren og den ”kidnappede” pige er stærke. De har begge fået tæsk, og de har ar på krop og sjæl. Det er tydeligt, at moren kommer til at elske sit adoptivbarn nøjagtig lige så højt, som hvis pigen kom fra hendes egen krop. Det er klassisk Hirokazu Koreeda at anfægte, at blodets bånd SKAL være det stærkeste i verden. Det gjorde han også i tåreperseren Min søns familie.

Undervejs lader Koreeda forstå, at tingene ikke er, som de ser ud. Og til sidst lader han bomben sprænge, da man langt om længe får fortalt, hvordan den mærkelige familie i det rodede hus er skruet sammen. Og selvom det faktisk er en grum historie, bliver Shoplifters aldrig sentimental. Det er ikke historien om et system, der har svigtet borgerne. Det er en helt anden og mere varm form for socialrealisme.

Hele tiden balancerer familien på en knivsæg mellem at være amoralske og tyvagtige, samtidig med at de er barmhjertige og kærlige. Faren og moren stjæler jo faktisk pigen på samme måde, som de stjæler nudler fra supermarkedet. De gør det af godhed. Men også af egoistiske årsager. Det er den slags dilemmaer, der gør Shoplifters så tilfredsstillende og dyb. Ingenting er så ligetil, som man tror. Shoplifters er Koreedas bedste film til dato, hjertevarm, velspillet og vidunderligt bittersød.

 


 

Kommentarer: