Lie Kaas og Fares slutter af med stil


Journal 64, fjerde filmatisering af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-univers, er filmseriens hidtil bedste. Den kombinerer følelser, humor og spænding på forbilledlig vis. Og i sidste film med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne er kemien mellem de to pansere tilbage.

Journal 64

Instruktør
Christoffer Boe
Manuskript
Bo Hr. Hansen, Nikolaj Arcel og Mikkel Nørgaard
Medvirkende
Nikolaj Lie Kaas (Carl Mørck), Fares Fares (Assad), Johanne Louise Schmidt (Rose), Søren Pilmark (Marcus Jacobsen) med flere
Cinematografi
Jacob Møller
Spilletid
100 minutter

Bedømmelse:

 

Journal 64 er en fremragende dansk krimi

Anmeldelse: Jeg tør vædde min elskede Akira Kurosawa DVD-samling på, at Journal 64 ender med at blive årets mest sælgende danske film. Kvinden i buret, Fasandræberne og Flaskepost fra P endte alle som topscorere ved billetlugerne, og det kommer Journal 64 også til. Jussi Adler-Olsens fortællinger om Carl Mørck og Assad tiltaler simpelthen bare det danske biografpublikum over en bred kam, og selvfølgelig skal folk også se den fjerde film. Særligt når det bliver den sidste med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares.

Det er med glæde, jeg kan afsløre, at krimielskere kommer til at se den hidtil bedste ”Afdeling Q”-film. Journal 64 er mere spændende og mere uhyggelig end sine forgængere. Og for første gang siden starten med Kvinden i buret er det igen interessant af følge dynamikken mellem de to altoverskyggende hovedpersoner. Jeg var mægtig godt underholdt af Journal 64.

Nogle håndværkere gør et makabert fund i en gammel lejlighed ved søerne i København. De hamrer en mur ned og finder et hemmeligt rum, hvor tre lig sidder om et bord. De er balsamerede og har siddet der længe. Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans makker Assad (Fares Fares) kaster sig over sagen. En sag, der trækker uhyggelige tråde tilbage til 1961, hvor en ung kvinde blev sendt til kvindehjemmet på Sprogø. Et fængsel forklædt som behandlingssted for unge kvinder, som samfundet dømte som afvigende.

Den unge kvinde Nete (Fanny Leander Bornedal) sendes i 1961 til kvindehjemmet på Sprogø. Hun er forelsket i sin fætter, og derfor dømmes hun til indespærring under lægen Curt Wad. Foto: Henrik Ohsten/Nordisk Film

 

Læs også: Opsummeringen af de første tre Afdeling Q-film.

Finten med at krydsklippe mellem to historier, en fra fortiden og den fra nutiden, er selvfølgelig ikke en ny ting. Men aldrig har begge historier været så interessante, som de er det i Journal 64. Mange kvinder blev udsat for en horribel behandling på Sprogø, hvor man ville deres ”seksuelle åndssvage” til livs ved at udføre aborter og tvangssterilisere dem. Det er mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der skrives ind i fortælling om Mørck og Assad i Journal 64.

I den nutidige historie er der kurrer på tråden mellem makkerparret. Assad stopper som efterforsker i Afdeling Q om en uge, og det klarer Mørck på sin helt egen følelseskolde, afstumpede måde. Han er stadig en skide irriterende karakter, som jeg ikke bryder mig så meget om. Assad er desperat efter Carls anerkendelse, og indimellem opfører han sig som en kærlighedssyg teenager. Men humoren gør comeback til serien, som når Assad siger ”niksen”, fordi han vil lære at bruge dansk slang. Føljetonen om makkerparret afsluttes på tilfredsstillende vis, synes jeg.

Historien ender ud i en stor sammensværgelse om fortsat tvangssterilisering, racehad og en højest ideologisk kamp om velfærdsstaten. Det massive sammenkog involverer alt fra alt fra gale læger med racerenheds-fetich til korrupte politikere og morderiske politifolk. Det kunne jeg godt have undværet til fordel for en mere ren fortælling om uretfærdigheden i fortiden og overgrebene i nutiden. Men det lykkedes alligevel for Journal 64 at holde min interesse helt til slut, selvom det altså ikke tager så lang tid at regne ud, hvordan sagen hænger sammen. Journal 64 er en flot og velproduceret danske krimi, som har alt det, man kunne ønske sig af sådan en film.

 


 

Kommentarer: