Cold War er forførende anti-kærlighed


Pawel Pawlikowskis smukke og ambitiøse koldkrigs drama er en historie om ulykkelig, men altopslugende kærlighed. Filmen er en mesters kompromisløse og personlige værk.

Cold War

Instruktør
Paweł Pawlikowski
Manuskript
Paweł Pawlikowski
Medvirkende
Joanna Kulig (Zuzanna "Zula" Lichoń), Tomasz Kot (Wiktor Warski) med flere
Cinematografi
Łukasz Żal
Spilletid
85 minutter
Sprog
Polsk, fransk

Bedømmelse:

 

Farverig forelskelse i sort/hvid

Anmeldelse: Cold War er en usædvanlig film. Den ligner måske et romantisk drama, men handlingen syntes alligevel med store, blinkende advarselslamper at fraråde kærlighed og forelskelse som noget, der driver mennesket til vanvid. Filmen har noget eventyrligt over sig, og vores hovedpersoner må da også både hjem-ud-hjem, inden de får hinanden. Men selv i forløsningen er kærlighedens væsen lunefuldt, og hvad man gør man som elskende, når man har så pokkers svært ved at leve sammen – men slet ikke kan leve uden hinanden?

Det er selve kærlighedens forførende kraft og den altopslugende forelskelse, som mesterinstruktøren Pawel Pawlikowski skildrer i sin fantastiske Cold War. Rammen om fortællingen er den kommunistiske østblok i starten af 1950’erne til midten af 1960’erne. Det er et skræmmende og undertrykkende samfund, hvor man skal dukke nakken og følge reglerne. Vores hovedpersoner går mod strømmen, og det gør de med hovedet højt løftet.

Historien begynder med Wiktor (Tomasz Kot). Han er en orkesterleder og rejser det forarmede og krigsskadede Polen rundt for at finde unge mænd og kvinder, der kan synge og danse. De skal opføre de gamle, klassiske folkesange for at vise det polske folk, at nationens ånd stadig lever, trods arrene efter krigen. Med i truppen er blandt andet den frisindede, smukke og vilde Zula (Joanna Kulig). Wiktor og Zula forelsker sig, og de drømmer om et liv i det frie vesten. Da sangtruppen sendes til Berlin for at synge kommunismens sange om storhed og retfærdighed, flygter Wiktor. Han venter på Zula, men hvor bliver hun dog af?

Zuzanna "Zula" og Wiktor snyder sig til en lille stund sammen. Deres hverdag i kommunismens Polen består af mistro og overvågning, og de drømmer om et liv sammen i frihed. Foto. Scanbox Entertainment.

 

Cold War er opfølgeren til instruktørens Oscarvindende Ida, endnu en film om efterkrigsårenes Polen. Pawlikowski har med Cold War igen komponeret en fantastiske flot og imponerende film i sort/hvid. Billederne er dramatiske, og nogle af scenerne er på grænsen til det surrealistiske. Den kæmpe sang- og dansetrup udfører deres storslåede numre i nøje øvet koreografi, mens et skræmmende, gigantisk banner af Stalin hænger over dem som en mørk, kvælende skygge. Filmen giver et isnende autentisk billede af livet i Sovjet.

Wiktor rejser til Paris. Han savner sin Zula, der aldrig dukkede op, da de skulle flygte fra Berlin. Som årene går, krydses Wiktor og Zulas veje flere gange, og de er stadig dybt forelskede i hinanden. Det er ondskabsfuldt af instruktøren, at de to ikke bare kan få hinanden, men det her er jo for fanden ikke en Hollywood-film. Det er en voksen og kynisk fortælling om en hård verden, hvor kærligheden ikke altid sejrer til sidst. Men på trods af alle prøvelserne slukkes deres tørst efter hinanden aldrig. En kort overgang er de sammen, og alt syntes godt. Men ak, menneskets veje er uransagelige, og Zula forlader bohemetilværelsen i Paris for at vende tilbage til den polske betonkommunisme. Wiktor følger efter hende, men i Polen anno 1957 tager man ikke pænt mod folk, der er afhoppet og pludselig vil hjem igen. Så skal man genopdrages…

Cold War er en vildt ambitiøs og vidtrækkende film. Er det også en simpel historie om ulykkelig kærlighed? Det må være op til den enkelte at fortolke. Man kan vel aldrig være helt ulykkelig, hvis man trods alt oplever den kærlighed, som Wiktor og Zula har til hinanden. Selv ikke i en dødsensfarlig verden som det kommunistiske Polen anno 1950’erne og 1960’erne. Cold War gjorde stort indtryk på mig, og jeg brugte lang tid på at fortolke og analysere den, efter jeg så den til CPH PIX. Jeg foretrækker stadig instruktørens første store mesterværk, Ida, men Cold War er virkelig en ganske speciel film af en filmskaber, der kan tale et helt særligt filmsprog.

 


 

Kommentarer: