Ran (1985)


Akira Kurosawas sidste mesterværk er også hans største. En uhørt ambitiøs film, der på én og samme tid er åndeløst smuk og så barsk, at den næsten er uudholdelig at se. Ran er tidløs og storslået – den perfekte krone på en helt enestående karriere.

Ran (1985)

Instruktør
Akira Kurosawa
Manuskript
Akira Kurosawa, Hideo Oguni og Masato Ide
Medvirkende
Tatsuya Nakadai (Hidetora), Akira Terao (Taro), Jinpachi Nezu (Jiro) med flere
Spilletid
162 minutter
Sprog
Japansk

 

Uorden i kaos

Anbefaling: Akira Kurosawa var ikke blot filminstruktør og manuskriptforfatter. Han var også maler, og da han planlagde Ran, hans sidste storfilm, lavede han angiveligt et maleri af hver eneste scene, som han forestillede sig, den skulle se ud. Om det er sandt, er tvivlsomt. Men der er alligevel en malerisk skønhed over Ran, som er meget overvældende, og særligt én farve går igen på det store lærred, der udgør Kurosawas største kunstværk: Rød. Krigen og blodets farve.

Oversat til dansk betyder ordet ”Ran” kaos, og kaos er, hvad filmen handler om. Kaos, krigsførelse og apati er de store emner, som filmen behandler, og modsat næsten alle andre værker af Akira Kurosawa slutter Ran ikke med et opmuntrende budskab eller med et håb om, at alting nok skal blive godt igen. Det er en rådden verden, vi lever i, og den bliver mere og mere rådden, som mennesket bliver stadigt mere grådigt, fortæller Kurosawa med filmen.

Ran er altså ikke en film, du skal se, hvis du har en dårlig dag og trænger til opmuntring. Det er ikke en let film at kaste sig over, men det er en oplevelse, som alle filmfans skylder sig selv. Kurosawas episke mesterværk er storslået i ordets sande betydning, fantastisk smukt filmet, velspillet og spændende fra start til slut. Ran er en af de bedste og mest bemærkelsesværdige film nogensinde.

Det handler om krig og kaos. Menneskets grådighed og tørsten efter magt får familier til at vende sig mod hinanden og brødre til at slås. Ran er ikke en munter film. Foto: Toho.

 

Visdom kommer ikke altid med alderen

Den gamle krigsherre Hidetora (Tatsuya Nakadai) er træt efter et liv fyldt med kampe og nådesløs erobring i middelalderens Japan. Under en jagtudflugt falder den gamle mand i søvn og drømmer en ond drøm. Da han vågner, beslutter han sig for at fortælle sine tre sønner, at han trækker sig tilbage fra magten og deler sit rige mellem dem.

Kun hans yngste søn Saburo (Daisuke Ryu) advarer sin far mod planen. Han forudser, at de tre brødre vil ende med at bekrige hinanden, fordi det ligger i menneskets natur at ville have det hele og ikke bare en tredjedel. Den stolte Hidetora nægter at lytte til sin søn, og i raseri forviser han Saburo fra riget.

Der går naturligvis ikke lang tid, inden Saburos profeti går i opfyldelse. Først vender Hidetoras to ældste sønner sig mod deres far, inden de til sidst flyver i flæsket på hinanden, og splitter deres fars livsværk i atomer. I mellemtiden går den besejrede Hidetora rundt i et vågent mareridt og undrer sig over, hvordan det hele dog kunne gå så galt.

 

Ran er inspireret af William Shakespeares tragiske fortælling Kong Lear, som Kurosawa valgte at gøre endnu mørkere i sin film. Det er en dyster fortælling om krig og død, og det var også instruktørens bevidste valg at fortælle en barsk historie i sit eget livs efterår. Akira Kurosawa oplevede to verdenskrige, og han udtalte engang, at menneskets mange teknologiske fremskridt blot har lært os at dræbe hinanden hurtigere og mere effektivt, mens vi bliver mere apatiske og egoistiske.

Det budskab fremgår meget tydeligt i filmens sindssygt intense og imponerende kampscener, hvor bueskytter og kavaleri mejes ned af den hær, der er i besiddelse af det nye vidundervåben: Krudt og kugler. Det gør krig og ødelæggelse til noget industrielt og uskønt, hvilket også er et vidnesbyrd om Kurosawas triste udtalelse om frugten af vores teknologiske fremskridt.

Hvorfor skal man i det hele taget se en så sort og håbløs film, kan man måske tænke, når man læser om Ran. Det skal man, fordi Ran er en storfilm, der er lavet af et helt særligt stof og syet sammen af historiens måske største instruktør. Resultatet er et enestående vægtæppe af uforlignelig og gennemtænkt filmkunst.

Alt ved Ran er simpelthen perfekt. Den næsten absurde grad af detaljer i alt fra kulisser til kostumer og våben er slående. Skuespillernes kraftpræstationer er hjemsøgende, og musikken er storslået. Hvert eneste billede i filmen, både dem på lang afstand og dem tæt på, er proppet med liv og skabt for at imponere. Ran er Kurosawas ultimative mesterværk og en film, som alle bør se. Man bør tænke over dens budskab om menneskets selvudslettende natur, og man skal nyde den som det kunstværk, den er. Sikkert er det i hvert fald, at man ikke glemmer Ran, når man først har set den.

Filmen blev i april måned udgivet i 4K, det nye, superskarpe billedeformat, og det sikrede den også en tur mere i biograferne – dog ikke herhjemme. Se den fantastiske  trailer herunder.

Den engang så stolte og hovmodige Hidetora må se sit livsværk gå op i flammer, da hans sønner begynder at bekrige ham. Han vandrer bagefter hvileløst af sted som en knækket mand. Foto: Toho.

 


 

Kommentarer: