Prinsesse Mononoke (1997)


Hayao Miyazakis smukke animationsfilm er ikke blot et vidunder af fantasi og kreativitet, men også en løftet pegefinger over, hvordan vi mennesker behandler vores fælles planet. En dag vil naturen måske slå igen, advarer den japanske mester med sin film.

Prinsesse Mononoke (1997)

Instruktør
Hayao Miyazaki
Manuskript
Hayao Miyazaki
Medvirkende (japanske stemmeskuespillere)
Yōji Matsuda (Ashitaka), Yuriko Ishida (San), Yūko Tanaka (Eboshi) med flere
Spilletid
133 minutter
Sprog
Japansk
Alternative titler
Mononoke-hime (japansk) Princess Mononoke (engelsk)

 

Pas på naturen, det billige skidt

Anbefaling: Jordens befolkningstal vokser alarmerende hurtigt, og vi presser vores planet til det yderste for at uddrive de ressourcer, der er nødvendige for at skaffe mad, tøj, biler, huse, smykker, computere, hårnåle og ti milliarder andre ting til så mange mennesker. Moder Jord har ingen stemme, og hvad ville hun mon egentlig fortælle os, hvis hun kunne? Det er interessant at tænke på.

Japanske Hayao Miyazaki, manden bag mesterværket Chihiro og heksene, legede med den samme problemstilling, da han lavede Prinsesse Mononoke, der er en af hans allerbedste film – hvilket ikke siger så lidt. I instruktørens film har Jorden heller ikke sin egen stemme, med hvilken den kan sige fra, men i stedet en række tjenere og vogtere, der bekæmper industrialiseringens grådige jagt efter naturens ressourcer.

Mennesker, dyr og ånder tørner sammen i et episk slag om naturen, hvor en mystisk ung pige og en døende dreng er i centrum, og Miyazaki holder sig bestemt ikke for god til at kritisere grådige mennesker for deres ligegyldige holdning til Jorden, som de udpiner i profittens navn. Prinsesse Mononoke er, som næsten alle Hayao Miyazakis film, ikke en børnefilm, men begavet og fantasifuld filmkunst for voksne.

Pigen San kæmper på skovens side mod de onde mennesker, der vil ødelægge den og bjergene i deres jagt efter guld og ædelstene. Naturen slår en proper næve, men det gør menneskene desværre også. Foto: Camera Film.

 

I Japan bliver en lille landsby angrebet af en dæmon i skikkelse af et vildsvin. Landsbyens vogter, prinsen Ashitaka, dræber dæmonen, men bliver selv såret i sin arm. Dæmonens gift giver prinsen superkræfter i den sårede arm, men giften vil tage livet af ham. Landsbyens ældste fortæller, at dæmonen faktisk er en af skovens guder, der er blevet såret af kugle fra et gevær, hvilket har gjort den gal i hovedet.

Ashitaka beslutter sig for rejse væk fra landsbyen for at undersøge sagen nærmere. På sin vej møder han den meget magtfulde og grådige industrikvinde Eboshi, der har tjent en formue på minedrift, hvor hendes folk udvinder kostbare metaller af jorden. Det er hendes bevæbnede soldater, der har såret vildsvin-guden, og Eboshi og hendes folk har ingen respekt for naturen, der bare er i deres vej.

En dag bliver minefolkene angrebet af to gigantiske, kridhvide ulve og en menneskepige, der rider på ryggen af den ene ulv. Hendes navn er San, og hun kæmper på naturens side sammen med ulvene, der er skovens vogtere. De er gang med at mobilisere både dyr, spøgelser og ånder til kamp mod den nådesløse Eboshi og hendes foragt for naturen – og Ashitaka vil hjælpe dem.

 

Ikke subtil

Japansk animation er fantasifuld og sprudlende af skøre idéer på en anden måde end vestens animation, i særdeleshed den, der kommer fra Disney. Det lyder måske idiotisk, at ulve, vildsvin og ånder kan tale og blander sig med vores verden, og den slags film kræver også en portion fantasi og vovelyst at se. Men hvis man køber præmissen om, at der altså er tale om animationsfiktion og ikke en dokumentar, så får man sig en fed oplevelse. Og en voksen oplevelse.

Det er slet ikke uhørt, at der gemmer sig stærke budskaber eller samfundskritik i film, der på overfladen kan ligne noget lavet til børn, men sjældent skinner det så tydeligt igennem, hvad instruktøren mener med sit værk, som i Prinsesse Mononoke. Menneskeheden er klar til at træffe nogle meget kortsigtede valg og handle dumt for skabe øjeblikkelig profit, og det er noget lort. Filmen er altså ikke så subtil, hvad det angår.

Handlingen foregår et par hundrede år tilbage i tiden, men det er let at argumentere for, at vi ikke er begyndt at handle meget klogere siden. Tværtimod har teknologien gjort os bedre i stand til mere effektivt at pine Jorden og fjerne den natur, der står i vejen. Så i den fantastiske historie om mennesker, dyr og ånder gemmer sig altså en kras advarsel og et wake-up call: Pas på Jorden, eller Jorden går til angreb. Og hvis det sker som i Prinsesse Mononoke, så er det altså om at komme af vejen, for naturen har skarpe tænder.

Mennesket har teknologien på sin side, men naturen har mange stærke og gode vogtere, der slår tilbage. Foto: Camera Film.

 

 

Kommentarer: