Pans Labyrint (2006)


Hvad sker der, hvis man blander eventyr og krig og fortæller det hele fra et barns synspunkt? Man får en af de bedste og mest overraskende filmperler nogensinde, og det var præcis, hvad mexicanske Guillermo del Toro gjorde med sit magiske mesterværk Pans Labyrint

Pans Labyrint (2006)

Instruktør
Guillermo del Toro
Manuskript
Guillermo del Toro
Medvirkende
Ivana Baquero (Ofelia), Sergi López (Vidal), Maribel Verdú (Mercedes), Ariadna Gil (Carmen) med flere
Spilletid
119 minutter
Sprog
Spansk
Originaltitel
El Laberinto del Fauno

 

En skør og perfekt blanding

Fattig er kun den, der ingen fantasi har. Og Pans Labyrint kræver noget fantasi. Man er nødt til at købe præmissen om, at der i vores verden findes magiske væsener og farlige uhyrer. Og de magiske væsener og onde uhyrer findes også i vores egne, mere jordbundne verden. Tror man på det, eller kan man i det mindste lade som om, så er der en meget stor filmoplevelse i vente.

Den mexicanske instruktør Guillermo del Toro krydser grænser, fortæller det velkendte og chokerer med noget nyt. Og blander det hele sammen i én, herlig film om uskyldens magt og de ondes vilje og brutalitet. Pans Labyrint fik filminstruktørens navn på alles læber, og filmen hænger over ham som en forbandelse, for alle forventer, at han igen skal skabe noget lige så genialt.

Det er endnu ikke lykkes ham, men filmfans vil altid have hans barske eventyr at vende tilbage til. Pans Labyrint er på rekordtid blevet en klassiker og en vidnesbyrd om det mod og den lyst til at prøve noget anderledes, som kendertegner film, der ikke er lavet i Hollywood.

Pigen Ofelia møder en faun, der fortæller hende, at hun er en prinsesse, og hvis hun vil tilbage til sit kongerige, må hun løse tre opgave. Foto: Camera Film

 

Prinsessen fra Underverdenen

Året er 1944, og Franco har taget magten i Spanien, selvom en lille del af folket stadig kæmper imod. Den fattige og højgravide syerske Carmen (Ariadna Gil) er på vej til Pyrenæerne, hvor hun skal bo sammen med sin nye mand, den sadistiske Kaptajn Vidal (Sergi López).

Med sig har hun sin unge datter, Ofelia (Ivana Baquero). Ofelia har en livlig fantasi og elsker at læse eventyr, men den slags pjat har hendes nye stedfar ingen respekt for. Han har travlt med at jage de oprører, der holder til i bjergene.

En nat møder Ofelia en faun, som er et gammelt fabelvæsen. Faunen fortæller hende, at hun i virkeligheden er prinsesse af Underverdenen, men stak af for længe siden og derfor har glemt alt om sit gamle liv. Faunen tilbyder Ofelia en mulighed for at vende tilbage til sit kongerige, men hun må først løse tre svære prøver, der vil teste hendes grænser, mens krigen raser omkring hende.

Kaptajn VIdal er en led satan, der hverken har tid til kvinder, børn eller eventyr. Det eneste, han tænker på, er at jage dem, der gør oprør mod Francos diktatur. Foto: Camera Film

 

Eminent skuespil

Pans Labyrint er et eventyr, men på samme måde, som vi kender eventyr i Vesten. Det er en grum og brutal film, for virkeligheden truer hele tiden med at ødelægge den fantastiske verden, som Ofelia begynder at lære at kende. Det er en mageløs idé at blande det realistiske og det fantastiske på den måde, men det kræver godt skuespil at få til at fungere.

Og det er præcis, hvad særligt de to hovedroller giver os. Kaptajn Vidal er en af de ledeste karle, man nogensinde vil have den udsøgte fornøjelse af at opleve i en film. Han får blodet til at fryse, når han torturerer oprørere og blot ved måden, han taler på. Han er vred, uforsonlig og sadistisk, og det har krævet meget af Sergi Lopez at transformere sig selv til et monster på den måde, som han gør i filmen.

Hans nemesis er den godhjertede og nysgerrige Ofelia. Del Toro gjorde i den dengang 11-årige Ivana Baquero et fund af en anden verden. Trods sin unge alder formår hun at tackle den enormt svære rolle, og det hjælper også, at hendes karakter er så godt skrevet og spændende, som Ofelia er.

Pans Labyrint er fyldt med uhygge og gys. Dette besynderlige monster er stjernen i en meget intens og uhyggelig scene. Foto: Camera Film

 

22 minutters bifald

Det er sjældent, at man støder på en film, der på én gang kan vække så mange stærke følelser, som Pans Labyrint gør. Man fyldes både af forundring, vrede, sorg, glæde og forbløffelse. Det er mildest talt en smule overvældende, men også meget smukt.

Filmens slutning er et fantastisk klimaks, som selvfølgelig ikke skal spoleres her, men måden hvorpå eventyr og virkelighed smelter sammen til et og samme er ekstremt veludført og rørende. Og kulminationen på en af nyere tids bedste og mest overraskende film.

Da Guillermo del Toro havde Pans Labyrint med til filmfestivalen i Cannes, måtte han stå på en balkon sammen med sin unge hovedrolle i intet mindre end 22 minutter, mens resten af salen klappede af dem. Man står næppe og klapper i 22 minutter hjemme i stuen, når rulleteksterne er kørt over skærmen, men hvis man ikke føler et eller andet – så mangler man i hvert fald fantasi.

Tre svære opgaver må den fantasifulde Ofelia løse, hvis hun vil vende tilbage som prinsesse af Underverdenen. Foto: Camera Film

 

 

Kommentarer: