Memento (2000)


Sæt de små grå på overarbejde med en af Christopher Nolans allerbedste og absolut mest komplekse film. Leonard Shelby lider af en sær form for hukommelsestab, og det besværliggør hans jagt efter den mand, der voldtog og myrdede hans kone.

Memento (2000)

Instruktør
Christopher Nolan
Manuskript
Christopher Nolan
Medvirkende
Guy Pearce (Leonard Shelby), Carrie-Anne Moss (Natalie), Joe Pantoliano (Teddy) med flere
Spilletid
113 minutter
Sprog
Engelsk

 

Bliv suget ind i en anden dimension

Anbefaling: Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så Memento. Jeg var opslugt, som jeg aldrig havde været det før – og kun få gange har været det siden. Christopher Nolans imponerende debut er nemlig en film, man bliver suget ind i. Og så sidder man ubehjælpeligt fast. Sådan har jeg det stadig med Memento, selv mere end 10 år efter, jeg så den første gang. Der kunne udbryde brand, hungersnød eller verdenskrig omkring mig ­– jeg ville ikke ænse det, når filmen spiller.

Men jeg husker også, at jeg den første gang ikke helt forstod filmen. Jeg var forvirret af dens komplekse narrativ, den brudte kronologi, de små detaljer, man ikke nødvendigvis fanger, eller forstår, den første gang. Memento er en af film, der vinder mest ved at blive set to eller sågar tre gange. For den er ikke nem. Men hold nu kæft, hvor er den belønnende, når tiøren endelige falder. Så føler man sig meget klog!

Og klog er Christopher Nolan, filmens instruktør og manuskriptforfatter, også. Han behøver næppe den store introduktion efter The Dark Knight-trilogien, Inception og Dunkirk, men i starten af det nye årtusinde var han et ubeskrevet blad. At lave en så selvsikker, dyb og cool film som Memento i en alder af blot 29 (!) er intet mindre end imponerende. En stjerne var født, og det samme var en filmklassiker .

Leonard Shelby (Guy Pearce) tatoverer alle de ting, han ikke må glemme, på sin egen krop. Hans hukommelse er i stykker, og tatoveringerne er den eneste måde, han effektivt kan gemme de vigtigste informationer. Foto: Summit Entertainment.

 

Vi møder Leonard Shelby (Guy Pearce), en mand i starten af 40’erne. Han kører i en Jaguar. Han har altid jakkesæt på. Facaden af ordentlighed og illusionen af en mand, der har styr på sit shit, står i skærende kontrast til det gigantiske kaos, der er Leonards hjerne. Han lider nemlig af en alvorlig form for hukommelsestab. Efter at han var impliceret i en ulykke, kan han ikke længere danne nye minder. Han husker sit gamle liv, men efter ulykken glemmer han de ting, han oplever, efter et kvarter.

Det er ikke så godt, for Leonard har en vigtig opgave, han skal løse. Det var nemlig ikke bare en ”ulykke”, han var udsat for. Han mistede sin hukommelse, efter han blev overfaldet i sit eget hjem. Overfaldsmanden voldtog og myrdede hans kone. Og nu leder Leonard efter ham.

For at huske de oplysninger, han i sin jagt finder, tager Leonard billeder og skriver noter. Han stoler kun på sin egen håndskrift. De allervigtigste ting tatoverer han på sin krop, der bliver en slags makaber notesblok. Han møder den sørgende kvinde Natalie (Carrie-Anne Moss) og den snu Teddy (Joe Pantoliano), men de har deres egne grunde til at hjælpe Leonard…

 

To spor, én historie

Den mesterlige film følger to spor, og det er bare om at holde tungen lige i munden for at følge med: Det ene spor følger Leonards jagt på moderen. Hans famlende forsøg på at hitte rede i de nye informationer og spor, som han 15 minutter efter ikke længere kan huske. Hans kamp for ikke at lade sig manipulere af sine bedrageriske ”venner”, Natalie og Teddy. Nolan er en sand mester i sin måde at fortælle en historie, og man føler næsten selv, at man har den samme lidelse som Leonard.

Det andet spor er fortalt i sort/hvid. Her følger vi Leonard på et hotelværelse, hvor han fører en lang, mystisk telefonsamtale. Han fortæller om sit tidligere liv som forsikringsagent, og vi hører historien om Sammy Jenkins, en mand der havde nogenlunde samme lidelse som Leonard selv.

Nolans klipning mellem de to historier er kompleks og desorienterende, men efterhånden erkender man, at der er mening med galskaben. At der er en grund til, at instruktøren lader os høre om Sammy Jenkins og Leonards tidligere liv. Historien springer frem og tilbage i tid og sted, og det er med fuld overlæg. Scener starter med, at Leonard pludselig ikke kan huske, hvordan er havnet der, og vi må vente, til historien har udspillet sig, inden vi får svarene. Man forstår pludselig, hvordan det må være at lide af hukommelsestab. Man kommer ind i hovedet på Leonard.

Natalie (Carrie-Anne Moss) mødes med Leonard (Guy Pearce) på en diner. Hun har lovet at hjælpe ham, men hendes motiver er mildest talt tågede. Foto: Summit Entertainment

 

Når man endelig forstår filmen logik, kommer slutningen, og den rammer som et hammerslag med erkendelsen af, hvordan historien hænger sammen. Nolan driver gæk med os, og den trang til at lege med filmmediet har kendetegnet hele hans gloværdige karriere. Det gør ham til en sand mester.

 

 

Kommentarer: