Ida (2013)


Smuk, gennemtænkt og livsbekræftende. Den anmelderroste Ida er en lille filmperle, som efterlader et meget stærkt indtryk

En grum historie i meget smuk indpakning

Ida (2013)

Instruktør
Paweł Pawlikowski
Manuskript
Rebecca Lenkiewicz og Paweł Pawlikowski
Medvirkende
Agata Trzebuchowska (Ida), Agata Kulesza (Wanda) med flere
Spilletid
82 minutter
Sprog
Polsk

 

Et opgør med fortiden

Anbefaling: Kan man være et komplet menneske, hvis man ikke ved, hvor man kommer fra? Kan man leve, hvis man ikke har noget kendskab til døden? Den fantastiske polske film Ida sætter mange tanker i gang og rejser svære spørgsmål om familie, sorg og opvækst. De store følelser bliver helt naturligt vækket til live, når man tager med på filmens spirituelle rejse gennem fortiden, nutiden og fremtiden i en utraditionel roadmovie.

Det er film, der lægger op til refleksion og overvejelser, og det er en fortælling, der elegant håndterer mange svære emner og aspekter af livet. Rejsen når sin destination efter blot 82 minutter, men det er nok til at opleve en fantastisk historie og møde nogle karismatiske og charmende mennesker.

Nonnen Anna har aldrig tænkt på, at der findes et liv uden for klosteret. Men det kommer hun til, da sandheden om hendes fortid kommer frem. Foto: Camera Film

 

Liv og død - og det imellem

Året er 1962, og Anna (Agata Trzebuchowska) er novice i et lille nonnekloster i Polen. Hun er vokset op som forældreløs i klostret, og det er hendes kald at blive der og tjene Gud til sine dages ende. Men en dag vendes hendes verden på hovedet. Hun finder ud af, at hun har en tante, som klostrets overhoved beordrer hende til at møde, inden hun aflægger sine løfter og bliver rigtig nonne.

Novicen møder den stærke og beslutsomme, men også livstrætte og fordrukne, tante Wanda (Agata Kulesza), der fortæller Anna, at hun i virkeligheden hedder Ida Lebenstein og stammer fra en jødisk familie. Idas forældre og Wandas lille søn blev dræbt under tyskernes besættelse af Polen, og sammen begiver de to kvinder sig ud på en rejse for at finde ud af, hvad der egentlig skete med deres familie.

Deres rejse fører dem gennem et Polen, der stadig er mærket af sorg og mistænksomhed efter krigen, og for Ida er det en stor og traumatisk oplevelse at forlade det hellige kloster og opleve en verden, der lever efter et helt andet regelsæt end hende. Undervejs på deres korte rejse opstår der et bånd mellem tante og niece, og Ida lærer, hvad det vil sige at leve et andet liv, mens hun også stifter bekendtskab med sorg og død.

Efter Anna forlader klosteret og møder sin tante, finder hun ud af mange chokerende sandheder om sin familie, som hun aldrig har kendt. Foto: Camera Film

 

Stærkt drama

Ida fik en overvældende flot modtagelse af anmeldere og biografgængere verden over og blev også belønnet med en Oscar for bedste udenlandske film i 2014. Og det er der ikke så meget at sige til, da det er meget stærk og varm film, der vil fortælle en svær historie, men gøre det uden at pege fingre eller insistere på at stille nogen til ansvar.

Der er lavet tusindvis af film om nazisternes ondskab, og der er som regel nogen, der skal stå til ansvar, nogen, vi skal hade og ønske døde og borte, men det er ikke tilfældet i Ida. Der er naturligvis nogen, der bærer skylden for familiens død, og vi møder også deres bøddel, men Ida bebrejder eller anklager ham ikke, og faktisk holder instruktør Pawel Pawlikowski sig helt fra at dykke dybere ned i jødeudryddelse og holocaust, end blot de mange stadig synlige ar efter tyskernes hærgen, som man ser på skærmen.

Unge Agata Trzebuchowska brillerer i rollen som den tavse Ida, der i løbet af den korte film gennemgår en markant udvikling, og hendes møde med verden uden for murene er både troværdigt og interessant, og kontrasten mellem rejsen med tanten, og det pinligt tavse kloster, er fascinerende skildret i filmen.

 

Sort, hvid og tusind andre farver

Beslutningen om at lave filmen i sort/hvid er dristig, for det sker let, at en film om så tunge emner, bliver alt for melankolsk, når farverne fjernes, men det er ikke tilfældet med Ida. Tværtimod har beslutningen om at filme i sort/hvid båret frugt, for resultatet er en kolossalt smuk film, hvor der tydeligvis er tænkt nøje over hvert eneste billede.

Både personer, natur og alle omgivelser er filmet fra perfekte vinkler med dybde og liv i alle billeder, og det er interessant at tænke på, om filmen kunne have fungeret lige så godt, hvis den havde været i farver. Som med Steven Spielbergs Schindlers List er det svært at forestille sig, at det kunne have fungeret så godt i andet end sort/hvid.

Ida er begavet film og på trods af de tunge emner, der behandles undervejs, undgår instruktøren at lave en melankolsk og oversentimental film. Den opfinder ikke hjulet på ny, men er i stedet et eksempel på, hvor bevægende og stærke film kan være, når der er tænkt meget om, hvad det er, man som instruktør vil fortælle med sit værk.

Idas tante forstår ikke, hvorfor niecen kan tro på Gud, når der sker så mange dårlige ting i verden. Filmen stiller nogle store eksistentialistiske spørgsmål. Foto: Camera Film

 


 

Kommentarer: