Gladiator (2000)


Ridley Scotts episke ”sand-og-sandaler”- film er en af historiens mest underholdende Oscarvindere. Gladiator er notorisk for dens liberale tilpasning af historiske fakta, men den storslåede atomsfære og det kraftfulde skuespil gør den til en rigtig storfilm alla Ben-Hur og Spartacus.

Gladiator (2000)

Instruktør
Ridley Scott
Manuskript
David Franzoni, John Logan og William Nicholson
Medvirkende
Russel Crowe (Maximus), Joaquin Phoenix (Commodus), Connie Nielsen (Lucilla), Richard Harris (Marcus Aurelius) med flere
Spilletid
155 minutter
Sprog
Engelsk

 

Ridley Scott og Russel Crowe generobrede Rom

Anbefaling: Alle veje fører som bekendt til Rom, men omkring årtusindskiftet var det længe siden, Hollywood sidst havde ført en karavane med filmudstyr, lys, megafoner og snobbede skuespillere forbi den vestlige civilisations vugge. Der var ikke noget marked for de såkaldte ”sand-og-sandaler”-film, der 30-40 år tidligere var garanterede biografsucceser med klassikere som Ben-Hur og Spartacus. Ingen ville røre Rom med en ildtang efter årtiers dvale.

Ingen bortset fra den engelske instruktør Ridley Scott. Han havde en vision til en film, da han fik stukket et manuskript i hånden med en historie om romersk generals storhed og fald. Ud fra det manuskript ville han med sin lange erfaring som en visuelt visionær instruktør lave det flotteste og mest slående historiske epos, verden nogensinde havde set. Han ville lave Gladiator.

Og man må sige, at visionen om at lave en storfilm holdt stik. Med bulder, brag, fanfarer og krig redefinerede Ridley Scott ordet ”episk” med Gladiator, som var med til at genoplive ikke blot interessen for Rom, men for historiske film generelt. Gladiator er et meget uperfekt mesterværk, men ikke desto mindre en stor oplevelse, som man kan vende tilbage til igen og igen.

Russel Crowe er Maximus. En romer, der var general i hæren, men bliver forrådt af den nye kejser og tvunget ind i slaveri. Hans vej fører ham til Colosseum, hvor han øjner muligheden for hævn over manden, der forrådte ham. Foto: Universal Pictures.

 

I år 180 f.Kr. står den romerske general Maximus (Russel Crowe) i spidsen for en hær, der i et vildt slag nedkæmper en stamme af germanske vildmænd. Roms kejser, den verdensfjerne kunstnersjæl Marcus Aurelius (Richard Harris), er til stede ved fronten, og den gamle mand fortæller Maximus, at magten i Rom skal gives tilbage til folket og senatet, når han er død. Og Maximus skal i spidsen for den overdragelse.

Da kejseren fortæller den samme nyhed til sin magtliderlige søn Commodus (Joaquin Phoenix), tager sønnen ikke beskeden med det høje humør, som faderen måske kunne have håbet på. Commodus er misundelig på Maximus, som kejseren elsker højere end sin egen søn, og den knuste unge mand dræber sin far, udråber sig selv til kejser og beordrer Maximus og hans familie dræbt.

Det lykkes Maximus at redde livet, men han kommer snart til at misunde de døde, da han går fra en tilværelse som general i hæren til slave i arenaen. Han ender i ringen som gladiator, der skal kæmpe til døden for at underholde rige romerske købmænd og deres koner, men hans vej fører ham til Rom, hvor han begynder at øjne en mulighed for hævn og noget at leve for igen.

 

Skuespillet er i centrum

Djævlen ligger i detaljen, og Gladiator scorer ikke mange point hos de lærde, der kender til Roms historie. Filmen ofrer rigtig mange historiske fakta i underholdningens navn, men det betyder ikke noget for den almindelige og ubelæste filmelsker. Gladiator er unægtelig en af de mest bombastiske og dramatiske storfilm i mange, mange år, og det er svært at undgå at blive grebet af dens historie om forræderi, hævn og kærlighed.

Filmen er berømt for det storslåede soundtrack, som tyske Hans Zimmer komponerede, og den er beundret for de fantastiske computerskabte billeder af Colosseum og Forum. Men mere end noget andet er det skuespillet, der gør Gladiator til en film, der går lige i hjertet. Russel Crowe vandt en Oscar for sin rolle som den hårde Maximus, og den gjorde ham til en af de mest feterede og beundrede stjerner i Hollywood. Han fortjente den pris, selvom flere dengang anfægtede det.

Russel Crowe er stjernen, men det er i endnu højere grad dynamikken mellem Joaquin Phoenix (som også var Oscarnomineret) og vores egen Connie Nielsen, der er helt fantastisk. Commodus er en led karl, der begærer sin egen søster, mens hun er forelsket i den stakkels Maximus og derfor hele tiden må balancere på en knivsæg for også at beskytte sin søn mod Commodus’ jalousi. Gladiators mest intense øjeblikke udspiller sig ikke i de drabelige kampe i Colosseum, men i de afdæmpede momenter, hvor Commodus prøver at knække Lucilla og få sin vilje igennem.

Gladiators succes lagde fundamentet for en helt ny bølge af historiske film. Ingen af dem opnåede dog den samme succes, og i ingen anden film er man på samme måde til stede som i Ridley Scotts Oscarvinder. Man kan føle sandet i Colosseum mellem fingrene og lyden af metal mod metal er så ægte, at man lige så godt kunne sidde på tilskuerrækkerne sammen med de blodtørstige romere. Man får lyst til at følge Maximus’ eksempel og bare råbe ”ARE YOU NOT ENTERTAINED?!”

Gladiator er meget berømt for den vilde scene, hvor Maximus kæmper mod ikke blot en anden gladiator, men også adskillige sultne tigere i lænke. Foto: Universal Pictures.

 

 

Kommentarer: