Festen (1998)


Thomas Vinterbergs tragikomiske mesterværk var den første dogmefilm, og den gik sin sejrsgang Jorden rundt. Snart 20 år efter premieren er Festen stadig den bedste danske film, vi har set.

Festen (1998)

Instruktør
Thomas Vinterberg
Manuskript
Thomas Vinterberg og Mogens Rukov
Medvirkende
Ulrich Thomsen (Christian), Thomas Bo Larsen (Michael), Paprika Steen (Helene), Henning Moritzen (Helge) med flere
Spilletid
105 minutter
Sprog
Dansk

 

Den bedste danske film

Anbefaling: Det geniale er, at Thomas Vinterberg vælger noget så velkendt, noget så trygt og vaskeægte dansk-hyggeligt som familiefødselsdagen som rammen for sin fortælling. Det værste, der kan ske til en 60-års fødselsdag, er jo, at det bliver kedeligt. Eller måske at det bliver så sjovt, at en eller anden irriterende onkel Svend drikker sig lidt for fuld og skaber sig. Det er umuligt at forestille sig, at en så hellig begivenhed som far Helges store dag skulle udvikle sig til den mest dramatiske aften i familiens liv.

Men det er netop, hvad fødselsdagen bliver. Vinterberg betræder total hellig grund og gør festen, med suppe, steg og is, til slagmark for et familiedrama. Han lader den fortabte søn hælde alle de støvede, klamme skeletter ud over de fine gulvtæpper i det fædrene hjem. Han lader sønnen, faderens stolthed, sprænge en bombe, der ikke blot ryster festen, men hele familien.

Festen er et mesterværk. Den var noget helt andet. INGEN, som i INGEN, havde set den type film før. Det var den første dogmefilm, og den gjorde den unge Thomas Vinterberg til et orakel, en slags budbringer. En mand, der ville ændre på konventionerne og give traditionerne et los i kuglerne. De skulle mærke det i Cannes og i Hollywood. Det kom de også til.

En forfærdet Helge forlader festen, efter sønnen Christian har beskyldt sin far for at have voldtaget Christian og hans søster Linda, der har begået selvmord. Velbekomme! Foto: Nimbus Film.

 

Hele den store familie mødes på det familiejede hotel, hvor Helge (Henning Moritzen) inviterer til 60-års fødselsdag. Den ældste søn, Christian (Ulrich Thomsen), har ikke været hjemme i lang tid, og han er stadig påvirket af sin søsters død. Helge beder Christian om at sige et par ord om søsteren under middagen.

Den yngste søn, Michael (Thomas Bo Larsen), er også med til festen. Han er lidt af en bulderbasse, og han har blandt andet gjort en af hotellets ansatte gravid – selvom han har kone og børn. Helge betror sin uregerlige søn rollen som toastmaster for at holde ham i ro. Michael og Christian møder også deres søster, Helene (Paprika Steen), som har rejst meget, og som ikke har set sin familie i lang tid.

Da middagen er i gang, skal Christian holde tale. Uden varsel fortæller han alle gæsterne om bordet, hvordan far Helge voldtog både ham og hans afdøde søster, da børnene var små. Først tror gæsterne, der er tale om en syg vittighed, men Christian mener, hvad han siger. Det udvikler sig til den vildeste kamp mellem Christian og de andre gæster, for da han først har fortalt den uhyggelige hemmelighed, kan han slet ikke stoppe med at fortælle…

 

En komisk farce

Festen balancer på en meget skarp knivsæg. Den er nemlig både en tragedie og en farce. Historien om incest og de uhyrlige overgreb er jo dybt tragisk, men filmen er så gennemført usentimental, at det er svært ikke at grine, når Christian fortæller den grufulde historie midt i suppen. De efterfølgende brydekampe mellem Christian og Michael, og sidstnævntes ”håndlangere”, får hele tableauet til at ligne et dilettantspil. Festen er bare helt unik og speciel.

Men vi har bestemt ikke at gøre med et dilettantspil i Vinterbergs film. Tværtimod udfolder der sig en uhyre velfortalt og effektiv film om familie, mørke hemmeligheder og den befriende følelse, der følger med det at fortælle en hemmelighed, man har holdt på i mange år. Få danske film føles så ægte, ser så ægte ud og er så rablende vanvittig som Festen.

Det var den første dogmefilm. Thomas Vinterberg var en af de oprindelige dogmebrødre som underskrev det såkaldte ”kyskhedsløfte”. Det dikterede, at dogmefilmene skulle laves uden brug af kunstigt lys, efterfølgende lydredigering og så videre. Hele formålet var, at filmene ikke skulle ligne det, man kendte fra Hollywood. De skulle være noget specielt. Og det var de i den grad også!

Flere dogmefilm fulgte, blandt andet Italiensk for begyndere, Idioterne og Mifunes sidste sang, men Vinterbergs mesterværk var den bedste. Han har lavet gode film siden, og Jagten er en sand perle, selvom den også er noget ”pænere”. Men Festen var unik og uventet. Som landsholdets sejr i 1992. Vi havde simpelthen ikke forudset den. Og vi kommer nok aldrig til at opleve et sådant mirakel igen.

Christian smides på porten, da familien får nok af at høre på hans beskyldninger om incest. Han får dog kæmpet sig ind igen, for han har flere historier at fortælle de rystede gæster. Foto: Nimbus Film.

 

 

Kommentarer: