Birdman (2014)


Nogle gange skal man sætte alt på ét bræt og gøre noget stort, hvis man vil have folks opmærksomhed. Det gør en falleret skuespiller i filmen Birdman, og det gjorde filmens mesterlige instruktør – og indimellem giver det bare pote at flyve tæt på solen.

Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance) (2014)

Instruktør
Alejandro González Iñárritu
Manuskript
Alejandro González Iñárritu, Nicolás Giacobone, Alexander Dinelaris Jr og Armando Bo
Medvirkende
Michael Keaton (Riggan Thomson), Edward Norton (Mike Shiner), Emma Stone (Sam Thomson), Naomi Watts (Lesley Truman) med flere
Spilletid
119 minutter
Sprog
Engelsk

 

Lækker ananas i egen juice

Anbefaling: Birdman er ikke specielt subtil eller svært gennemskuelig. Filmen er en ironisk hudfletning af superheltefilm, hvis enorme omsætninger giver Hollywood ståpik, og samtidig er den en hyldest til de folk, der tør prøve noget nyt og sætte noget på spil i filmkunstens navn. At sætte noget på spil gjorde instruktøren, for Birdman er lavet på en helt unik måde, og hvis ikke eksekveringen sad lige i skabet, ville filmen have været en spektakulær katastrofe. Mere om det senere…

Så filmen lægger altså ikke skjul på, at den gerne vil tage lidt pis på Hollywood. Og endda på sine egne skuespillere, der selv har bidraget til den superhelteinvasion, som lige nu forpester filmens Mekka. Birdman er en flabet film og en film med nosser og mandsmod. Det handler dens historie om, og dens instruktion er et vidnesbyrd om det samme.

Med andre ord er Birdman en film for fans. Selvom den er forholdsvis ligetil i sin parodi på filmbranchen, skal man alligevel kende lidt til Hollywoods historie for at få alle de fede detaljer med. Den er for nørder, der er opmærksomme på kameraføring, scenografi og instruktion. Birdman er lige den hyldest til det skæve Hollywood, som vi gik og manglede uden helt at være klar over det.

Riggan Thomson (Michael Keaton) går en tur på gaden i New York med sit alter ego Birdman bag sig. Birdman følger ham altid og taler til ham, når han er usikker på sig selv. Foto: 20th Century Fox.

 

Riggan Thomson (Michael Keaton) er en stjerne, fordi han i tre film spillede den populære superhelt Birdman. Den rolle gav ham berømmelse og penge, men begge dele er for længst væk, og nu arbejder Riggan på at vinde det tilbage. Han vil vise, at han kan meget andet end bare iføre sig et fjollet kostume.

Han instruerer og spiller hovedrollen i en historie af Raymond Carver, og det foregår på det fine teaters skrå brædder og ikke i filmens kunstige verden. Han har dygtige skuespillere om bord, blandt andet den geniale, men ekstremt uligevægtige Mike (Edward Norton) og dennes ekskæreste/bolleven Lesley (Naomi Watts). Potentialet er stort, men katastrofen lurer hele tiden.

Riggan lider nemlig af personlighedsforstyrrelse, og Birdman bliver ved med at overtage hans hoved og fortælle ham, at han ikke duer til noget. At han skulle have takket ja til ”Birdman 4”, og at han vil fejle. Derudover skal Riggan også forholde sig til sin narkoafhængige datter, sin desperate kæreste, smukke ekskone, lede anmeldere og et budget, der stikker helt af for ham. Måske skulle han bare have lavet ”Birdman 4”…

 

Ét klip

Det, der især gør Birdman til noget helt særligt, er måden, filmen er lavet på. Instruktør Alejandro González Iñárritu og kameramanden, den geniale tredobbelt Oscarvinder Emannuel Lubezki, besluttede at lave filmen uden klip. Det passer selvfølgelig ikke, at den er filmet i ét langt skud, men det er lavet til at se sådan ud, og den effekt er meget overvældende. Kameraet er aldrig i ro, optagelserne mellem klippene har været lange, og derfor har skuespillerne skulle huske mange  replikker, og hele molevitten giver en fornemmelse af noget flydende, vægtløst og levende.

Det kunne have gået så forfærdeligt galt, men det lykkedes, og på den tekniske front er Birdman et mesterværk næsten uden sidestykke. Det er den heldigvis også, hvad angår historie. Filmen er satirisk begavet, fuld af selvironi og så tilpas syret, at den passer til den tekniske stil. Og så er den bedste af alt personlig.

Michael Keaton spiller røven ud af bukserne, og med rollen tager han modigt pis på sig selv, for han er jo også en superhelt. Meget af hans stjernestatus stammer fra hans tid som Batman i begyndelsen af 1990’erne, og siden da har hans karriere også stået stille. Men hold da kæft, hvor han blev genoplivet med Birdman og Spotlight året efter.

Riggan Thomson sætter alt på spil i sit forsøg på at lave noget kunstnerisk. Han ved at det kan fejle, men han vil fandme gøre forsøget, og så må det briste eller bære. Folkene bag Birdman gjorde det samme, og det gav pote i en grad, som de nok ikke havde forestillet sig. Filmen vandt fire Oscars for bedste film, manuskript, cinematografi (Lubezki) og instruktør (Iñárritu). Sidstnævnte er filmens største stjerner, og heldigvis slog de året efter pjalterne sammen igen og havde store visioner for The Revenant. Skal vi ikke krydse fingre for, at de bliver ved at arbejde sammen og sætte alt på spil?

Edward Nortons rolle som Mike Shiner er den bedste, skuespilleren har haft i mange år. Som Michael Keaton har han også spillet en superhelt, nemlig Bruce Banner/The Hulk. Foto: 20th Century Fox.

 

 

Kommentarer: