Apocalypse Now (1979)


Den bedste film om den underligste krig i amerikansk historie. Et episk mesterværk om en farlig rejse gennem helvede på Jorden. Er det Dommedag nu? Ja!

Apocalypse Now (1979)

Instruktør
Francis Ford Coppola
Manuskript
John Milius og Francis Ford Coppola (baseret på romanen "Mørkets hjerte" af Joseph Conrad)
Medvirkende
Martin Sheen (Willard), Marlon Brando (Kurtz), Robert Duvall (Killgore) med flere
Spilletid
153 minutter
Sprog
Engelsk
Dansk titel
Dommedag nu

 

The horror...

Anbefaling: Krig er i sin natur en bizar ting, og noget vi bør gøre alt for at undgå. Alligevel ligger det som et urinstinkt i mennesket at ryge i konflikt. Som amerikanerne for eksempel gjorde det i Vietnam. Hvorfor gik de ind i landet? Hvad var det egentlige formål? Og kunne det have været undgået? Apocalypse Now giver ikke nogle svar på de svære spørgsmål, men tilbyder i stedet nærmere en surrealistisk guidet tur gennem en krigszone, hvor al logik og menneskelighed for længst er sprunget til atomer. Brændt til aske af napalm. Et Helvede på Jorden, hvor én mand har fået nok, og en anden får til opgave at stoppe ham.

Francis Ford Copppolas Apocalypse Now er en episk storfilm, der i sin grundsovs handler om, hvordan ekstreme situationer kan gøre gode mennesker onde, og hvordan ondskaben og rædslerne gør det svært at vurdere, hvem, der er de gode, og hvem der er de onde. Den er et mesterværk, der mange år efter den kom til verden stadig analyseres, beundres og elskes. Med god grund.

På et hærget hotelværelse i Saigon i Vietnam vækkes kaptajn Benjamin Willard (Martin Sheen) fra sin brandert. Han er elitesoldat og spion, og der venter ham en opgave udstukket fra den højeste militære ledelse. Han beordres til at rejse langs floden til Cambodjas grænse, hvor han skal finde og ”stoppe” den højt dekorerede amerikanske oberst Walter E. Kurtz (Marlon Brando). Willard får forklaret, at obersten er gået amok og har hjernevasket de lokale til at adlyde sine sindssyge ordre, hvilket ikke må rygtes. Missionen er farlig nok i sig selv, men bliver gjort endnu vanskeligere af, at  Willard må rejse gennem et land hærget af krig og krigsforbrydelser i en lille patruljebåd med fire uerfarne soldater som selskab.

Martin Sheen er kaptajn Willard, der får til opgave at dræbe den karismatiske, men sindssyge oberst Kurtz, der er gået amok i Cambodjas jungle. Foto: United Artists.

 

Sammen med den lille besætning på patruljebåden begiver kaptajnen sig af sted og betragter, både på afstand og på nærmeste hold, hvordan den bizarre krig er i færd med at ødelægge Vietnam, og Willard kommer selv i tvivl om sin mission gyldighed, for jo mere han læser om obersten, jo mere usandsynligt virker det, at han på den måde har mistet forstanden. Måske er det i virkeligheden Kurtz, der har fat i den lange ende?

Francis Ford Coppola brugte Joesph Conrads klassiske roman Mørkets hjerte som inspiration til Apocalypse Now. Romanen handler om en sømand i kolonitidens Congo, der skal opspore og udslette en overordnet, der har hjernevasket en lokalbefolkning, og fælles for både filmen og bogen er, at krigens uforståeligheder ofte betragtes på afstand og dermed fremstår endnu mere ekstreme og besynderlige.

 

Uskylden dør først

Apocalypse Now er fra start til slut udgjort af stærke, næsten hjemsøgende billeder. Ingen anden film om Vietnamkrigen har på samme måde fanget intensiteten og vanviddet, som den perfektionistiske instruktør bag The Godfather gjorde det. Det er blandt andet tydeligt i en af de mest legendarisk og vilde sekvenser, hvor en deling helikoptere anført af den karismatiske og skingrende sindssyge Løjtnant Kilgore (Robert Duvall) angriber en landsby til tonerne af Wagners Ride of the Valkyries, da musikken ”får japserne til at skide grønne grise”, som løjtnanten poetisk forklarer.

Musikken brager løs, mens de krigsvante soldater i helikopterne afsikrer deres våben og gør sig klar, indtil kameraet pludselig klipper over til den fredelige, lille landsby, der skal udslettes. Musikken forsvinder, og billederne fokuserer på skolebørn og mennesker i gang med deres daglige gøremål. Pludselig hører de musikken og gribes af panik, da helikopterne som en tordensky nærmer sig, og helvede bryder løs.

Uskylden er krigens første offer, hvilket er budskabet i en anden vigtig film om Vietnamkrigen, nemlig Oliver Stones Platoon. Det er også sandt i Apocalypse Now, hvor også andre illusioner brister, som det skete for oberst Kurtz. Er amerikanerne de ”civiliserede” og vietnameserne de ”vilde”? Helikopterangrebet viser jo, at det måske ikke er sådan, det virkelig forholder sig, og jo længere Willard og Kurtz er rejst langs floden, jo flere ting har de set, der har bragt dem i tvivl om amerikanernes og deres egne roller i krigen.

 

 

Da Willard endelig når frem til Kurtz lejr på grænsen til Cambodja, ankommer han til, hvad der mest af alt ligner en middelaldermalers forestillinger om Helvede. Obersten har forskanset sig i et gammelt tempel, og hele området er dækket af maltrakterede lig og bevæbnede soldater, der vil beskytte Kurtz, indtil han giver ordre til andet.

Mødet mellem de to amerikanske officerer er filmens højdepunkt, og det klimaks, der bygges så godt op gennem hele den fantastiske film. Willard bliver tvunget til at træffe et valg og gøre op med sig selv, om det er missionen ellers han egne holdninger, der er det vigtigste, og slutningen er så brutal og nervepirrende, som man undervejs håber på.

Apocalypse Now var et mareridt at lave. Filmen blev flere år forsinket, overskred budgettet adskillige gange, og havde nær taget livet af både Martin Sheen og Francis Ford Coppola. Alle anstrengelserne viste sig dog at være det hele værd, for Apocalypse Now er ikke blot en af de bedste krigsfilm nogensinde, men en af de bedste film overhovedet.

Dennis Hopper spiller rollen som en unavngiven og lettere psykotisk krigsfotograf, der bruger sine dage på at lytte til de vanvittige enetaler, som den karismatiske Kurtz rabler af sig. Foto: United Artists.

 

 

Kommentarer: