Alien (1979)


Hvis biografgængere i 1979 købte billet til Alien og forventede at se noget i stil med Star Wars fra året før, blev mange sikkert skuffede – og skræmte

Alien er nemlig en helt anden type Sci-Fi-film. Langt mere uhyggelig og mystisk

Alien (1979)

Instruktør
Ridley Scott
Manuskript
Dan O'Bannon og Ronald Shusett
Medvirkende
Sigourney Weaver (Ellen Ripley), John Hurt (Kane), Ian Holm (Ash) med flere
Spilletid
117 minutter
Sprog
Engelsk

 

En øjeblikkelig klassiker

Anbefaling: Nogle film er år eller årtier om at opnå kultstatus. For andre sker det nærmest med det samme. Star Wars og Alien opnåede begge deres kultstatus fra dag ét, og de to film lagde fundamentet for kæmpestore og succesfulde filmserier, der stadig bygges videre på i dag.

I både Star Wars og Alien møder menneskeheden liv i rummet, men nogenlunde der stopper lighedstegnene også. For mens Star Wars introducerede filmfans til søde og charmerende rumvæsener som Chewbacca, og Yoda samt de fornøjelige robotter R2D2 og C3PO, skræmte Alien folk fra vid og sans med et blodtørstigt uhyre og en ondskabsfuld android i menneskeform.

Der er store planer for seriens fremtid, og derfor er det også oplagt at vende tilbage på den første film og se, hvordan det hele egentlig startede på et rumskib langt, langt væk fra Jorden.

 

Det hele går glat, da Kane (John Hurt) bliver lidt for nysgerrig og stikker i hænderne i noget, han burde have holdt sig fra. Det dragende ved Alien er det mystiske univers, der rummer mange uafklarede spørgsmål. Foto: 20th Century Fox.

 

Den 8. passager

Rumskibet Nostromo er på vej tilbage mod Jorden. Dets syv besætningsmedlemmer ser frem til at få fast grund under fødderne, men inden de når så langt, modtager de et nødsignal fra et ukendt og strandet fartøj på en uudforsket planet.

I henhold til de uskrevne regler for rejser i rummet lander Nostromo på den ukendte planet og undersøger det mystiske fartøj, der har bedt om hjælp. Skibet ligner ikke noget, de nogensinde har set før, og da et af besætningsmedlemmerne kommer til skade under udforskningen, nægter Nostromos næstkommanderende, den seje Ellen Ripely (Sigourney Weaver), at lade ham vende tilbage til skibet på grund af smittefaren for den øvrige besætning.

Det ender dog med, at han får lov at komme tilbage ombord, og det viser sig at være en stor og skæbnesvanger fejl. En ekstra passager har nemlig sneget sig med, gemt som en snylter i den sårede mands krop. En ondskabsfuld livsform der begynder at myrde løs på Nostromo, hvis besætning ikke har nogen mulighed for flugt.

Der er mange spidser tænder, og uhyret er altid sulten. Det fantastiske væsen et af de bedste monstre, nogen Sci-fi-film nogensinde har introduceret os for. 20th Century Fox

 

Dødens gab i det ydre rum

Filmen blev markedsført under det ildevarslende budskab ”I rummet kan ingen høre dig skrige”, og det er netop det, der gør Ridley Scotts Alien til en fantastisk effektiv og skræmmende gyser. De desperate besætningsmedlemmer har ingen mulighed for at flygte, og hvis de skal have en chance for at overleve og bekæmpe rumvæsenet, er de nødt til at stå sammen.

Der kommer gruppesammensætningen i vejen, for de syv medlemmer er meget forskellige. Ellen Ripley er ikke den oplagte helt og leder, men over for de andre egoer viser hun sig som den eneste, der kan holde hovedet koldt, tænke strategisk og lægge en plan. Aliens popularitet gjorde Sigourney Weaver til en stjerne og et Sci-fi-ikon, og hun har været fast element i alle fire film i serien.

Alien bliver ofte sammenlignet med en anden filmklassiker fra 1970’erne, nemlig Steven Spielbergs Jaws, og det skyldes især, at man først ser uhyrerne – i Jaws den store hvidhaj og i Alien det glubske rumvæsen – til sidst i filmene, og på den måde får fantasien lov at komme på arbejde og danner sine egne billeder af, hvordan den farlige fjende ser ud.

Jaws er dog en mere munter film med et stærkt præg af eventyr i stil med eksempelvis John Hustons klassikere, mens Alien i højere grad kan klassificeres som gys og Sci-Fi.

 

Mystik og uhygge

Filmen blev en stor succes og regnes i dag som en af Sci-Fi-genrens største mesterværker. Den succes har kastet en masse efterfølgere og et helt univers af sig, hvor der indtil videre er lavet fire film i Alien-serien, mens en femte angiveligt er på vej, selvom der har været en del problemer med skiftende instruktører og forskellige manuskripter. Desuden har Ridley Scott startet en forløber-serie, der fik sit første indspark i form af Prometheus i 2012. Instruktøren lover, at der også er flere film på vej i den serie.

Den oprindelige Alien er en sjælden effektiv blanding af drama, Sci-Fi og gys, og selvom nogle af effekterne i dag ser lidt gamle ud, formår filmen stadig at vække underen og fascination i kraft af den mystiske og ildevarslende verden, den finder sted i.

Hvor kommer rumvæsenet fra? Hvordan er det strandede og ødelagte rumskib havnet på den kolde, ugæstfri planet? Nogle af de spørgsmål, giver Prometheus svar på, men det er langt fra alle, og på den måde er der håb for, at vi også i fremtiden kan forsvinde ind i den fantastiske og uhyggelige verden, Ridley Scott introducerede tilbage i 1979.

Ellen Ripley må tage føretrøjen på og strikke en plan sammen, hvis besætningen på rumskibet Nostromo skal have nogen chance for at overleve. Foto: 20th Century Fox

 

 

Kommentarer: