12 Angry Men (1957)


Sidney Lumets udødelige klassiker er filmhistoriens bedste kammerspil. En intens og konstant overraskende rutschebanetur, hvor et menneskes liv er i hænderne på tolv mænd, der ikke kender hinanden.

12 Angry Men (1957)

Instruktør
Sidney Lumet
Manuskript
Reginald Rose
Medvirkende
Henry Fonda (jurymedlem #8), Lee J. Cobb (jurymedlem #3) med flere
Spilletid
96 minutter
Sprog
Engelsk
Dansk titel
Tolv vrede mænd

 

Hans liv eller død er i deres hænder

Anbefaling: Det er svært at forklare, hvorfor Sidney Lumets 12 Angry Men er så pokkers spændende. Præmissen er nogenlunde som følger: Retssagen er forbi. Beviserne er fremlagt, vidnerne afhørt og tilbage står kun skyldsspørgsmålet; har den 18-årige sorte dreng virkelig myrdet sin egen far ved at stikke ham i brystet med en kniv? Det er op til en jury bestående af 12 mænd at beslutte, om drengen er skyldig eller uskyldig. Hvis de alle mener, at drengen myrdede sin far, er det stolen, der venter.

På en hed dag i New York trækker de 12 mænd sig tilbage til et aflåst lokale for at votere. Sagen er åbenlys, og de skal ikke være der længe. Drengen myrdede sin far, og han er skyldig. Men der er selvfølgelig altid én, der skal være på tværs. I 12 Angry Men påtager ikoniske Henry Fonda sig rollen som tvivleren, der langsomt, kun bevæbnet med en særdeles veludviklet kritisk sans og gode talegaver, begynder at skabe usikkerhed hos de andre. Scenen er sat, og et af filmhistoriens klassiske dramaer begynder.

 

Mysteriet i det lukkede rum

Men hvorfor er det svært at overbevise om, at det er en spændende historie og en seværdig film? En ung mands liv er spil, og 12 mænd, der hverken kender den anklagede eller hinanden skal afgøre det hele. Det er en klassisk opskrift på spænding. Det, der nok på forhånd kan skræmme nogle væk, er det faktum, at 12 Angry Men med undtagelse af tre minutter i begyndelsen og et minut i slutningen foregår i det samme rum hele filmen igennem. Der er ingen flash-back, ingen billeder af gerningsstedet eller vidnerne. Intet andet end 12 mænd, der taler. Og råber.

12 Angry Men tanker i stedet sit dramatiske brændstof hos de sublime skuespillere og et helt perfekt manuskript. Da Henry Fonda ikke vil stemme skyldig, er de andre nødt til at overbevise ham om, at han tager fejl. Men i stedet for at føje sig genskaber han hele den aften, den anklagedes far blev myrdet, og de beviser, der blev fremlagt i retten. Takket være den minutiøse gennemgang af mordsagen ser man det hele så tydeligt, som havde mændene stået ved siden af og kigget på mordet. Man er for alvor fanget, når Henry Fonda, i filmen kun kendt som jurymedlem nummer 8, begynder at overbevise de andre.

Men det er ikke blot den fremragende dialog og den mesterlige gennemgang af gerningsstedet og forbrydelsen, der gør 12 Angry Men til et mesterværk. Det er i høj grad persongalleriet. De 12 mænd er alle forskellige, men også genkendelige for enhver, der har set blot et minimum af amerikanske film. Der er spasmageren, der ikke kan holde kæft. Der er den følsomme. Der er nørden med brillerne, den gamle eftertænksomme, den kække reklamemand og den kolde børsmægler. Selvom de 12 er firkantede og karikerede, fungerer de som gruppe perfekt, fordi de alle har en eller anden form for mere eller mindre skjult dagsorden. ”Life is in their hands – death is on their minds” gjaldede filmplakaten i 1957, og i begyndelsen er det også sandt, men det ændrer sig altså, indtil kun én mand står tilbage med ønsket om at være bøddel.

Bølgerne går højt i det skoldhede og aflåste lokale, hvor de 12 jurymedlemmer skal afgøre den anklagedes skæbne. Skuespil, manuskript og kameraarbejde i verdensklasse i filmen. Foto: United Artists.

 

De gamle koryfæer

I en film uden helte og skurke i den klassiske forstand kridtes banen dog alligevel ret hurtigt op til en western-agtig showdown. Henry Fonda er helten, og han får fremragende modspil af karismatiske Lee J. Cobb som jurymedlem nummer 3, en familiepatriark med alvorlige problemer i privatlivet, som han ikke kan holde ude af sagen. Selv da alt peger på den anklagedes uskyld, opgiver han ikke håbet om at få drengen dømt skyldig. Filmens klimaks er stille, men som resten af filmen gennemsyret af drama, og Cobb er strålende som det sidste genstridige medlem af juryen, der endelig bryder sammen i forløsende gråd.

Selv næsten 60 år efter premieren er 12 Angry Men stadig et skoleeksempel på, hvor minimalistisk og effektivt en spændingsfilm kan skrues sammen. Det vigtigste er historien,  sådan har det altid været, og sådan er det i Sidney Lumets klassisker. At historien så bakkes op af sublimt skuespil og underspillet, men intelligent, kameraarbejde er alt sammen med til at gøre 12 Angry Men til det mesterværk, filmen stadig med rette regnes som.

Rollen som jurymedlem i Sidney Lumets magiske 12 Angry Men var en typisk Fonda-rolle: En helt almindelig mand med et ulasteligt moralsk kompas, der bruger sund fornuft og logik som det skarpeste våben. Foto: United Artists.

 

 

Kommentarer: