Tre unikke Tarantino-film


Siden debuten med Reservoir Dogs i 1992 har Quentin Tarantino været en af Hollywoods mest originale og kontroversielle filmskabere. Det er altid en stor begivenhed, når den texanske instruktør er klar med en ny film, og som regel skuffer han heller ikke, selvom niveauet er faldet en tand eller to siden 1990’erne. Her er tre film af Quentin Tarantino, der alle er unikke af forskellige årsager.


Den eneste ene: Pulp Fiction (1994)

Medvirkende: John Travolta, Samuel L. Jackson, Uma Thurman, Bruce Willis, Tim Roth, Harvey Keitel med flere.
Fun Fact: Uma Thurman og Quentin Tarantino fik idéen til Kill Bill, da de optog Pulp Fiction.

Reservoir Dogs var Tarantinos debut som instruktør, og en stærkere start kunne man næppe forestille sig, men det var Pulp Fiction, der sendte manden helt op i stratosfæren, langt over de andre hotte navne på Hollywoods stjernehimmel. Den komplicerede fortælling om en lang række skæbner hvis veje af forskellige årsager krydses, blev et gigantisk hit hos anmelderne. Den vandt hovedprisen ved filmfestivallen i Cannes, mens den også sikrede Tarantino hans første Oscar for bedste manuskript.

Pulp Fiction blev med det samme udråbt til et episk mesterværk af flabet og poppet filmkunst, og i årene siden er den bare blevet endnu bedre og mere kult. Quentin Tarantino har lavet en del gode film, men ingen af dem kommer i nærheden af Pulp Ficitions genialitet og storhed, fordi instruktøren med sit mesterværk turde udfordre de rammer, man typisk fortæller film indenfor. Han prøvede mange nyt ting, og det hele gav pote og gik op i en højere enhed. Man kan sagtens argumentere for, at Pulp Fiction er den bedste film, vi har fået de seneste 22 år.

John Travoltas karriere var stendød, indtil Tarantino tilbød ham rollen som filosofisk og narkoglad gangster i Pulp Fiction. Det sparkede liv i karrieren igen, og Travolta var endda Oscarnomineret for sin rolle. Foto: Miramax Films.

Den eneste 2’er: Kill Bill Vol. 2 (2004)

Medvirkende: Uma Thurman, Michael Madsen, David Carradine, Daryl Hannah med flere.
Fun Fact: Robert Rodriguez lavede musikken til Kill Bill Vol. 2 for 1$. Tarantino instruerede så en scene i Rodriguez’ Sin City for samme pris. 

Uma Turmans rolle i Pulp Fiction er ikke stor, men den er mindeværdig, og angiveligt gik hende og Tarantino rigtig godt i spænd. Så godt, at de under optagelserne legede med tanken om en film om en kvindelig lejemorder, der søger hævn. Ni år senere, og vupti, Kill Bill Vol. 1 åbenbarede sig som en blodig hyldest til martial arts og kong fu-film. Men Tarantino og Thurmans vision om en bloddryppende hævnhistorie var alt for omfattende til én film, og derfor måtte den deles op.

Vol. 2 fortsætter, hvor Vol. 1 slap. Bruden (Uma Thurman) er i gang med at opstå og eliminere sine gamle venner og kollegaer fra lejemorderlauget, men de hårdeste nysere er stadig på listen. Og Bill har desuden er vild overraskelse til hende. Kill Bill Vol. 2 er den bedste del af Tarantinos stiliserede hævnsaga, og filmen formår faktisk at gøre stort følelsesmæssigt indtryk, da Bruden endelig får sin hævn. Der er masser af action, drama og ægte historie og karakterudvikling i den eneste 2’er, Tarantino nogensinde har lavet. En af hans mest vellykkede film.

Kill Bill Vol. 2 viser endnu mere af Brudens historie - blandt andet hvordan hun blev trænet i kampkunst af den legendariske kinesiske munk Pei Mei. Foto: Miramax Films.

Den eneste elendige: Death Proof (2007)

Medvirkende: Kurt Russel, Rosario Dawson, Rose McGowan, Jordan Latt med flere.
Fun fact: Death Proof er den eneste Tarantino-film, hvor instruktøren slet ikke bruger flashbacks eller brudt kronologi. 

Ingen er fuldkommen er den danske titel på en af Billy Wilders mest elskede film med Marion Monroe i hovedrollen, og det er også en overskrift, man passende kunne give en anmeldelse af Tarantinos Death Proof, der er instruktørens eneste fuldblods skævert. Filmen er den sorte ælling med mellem Kill Bill Vol. 2 og Inglourious Basterds, som begge er mesterlige film, hvad man bestemt ikke kan sige om Death Proof, hvor  Tarantino hylder de B-film, han voksede op med.

Historien handler om nogle seje tøser, der slår sig løs i et plørehul af et værtshus i en lille flække langt ude på landet. Der møder de den mystiske og seje stuntmand Mike (Kurt Russel). Pigerne falder i snak med stuntmand Mike, men han viser sig at være lidt af en psykopat, og så går den vilde jagt ellers i brølende V8’ere gennem ørkenen. Death Proof bærer præg af at være en Tarantino-film, men det gælder kun dens stil og ikke indhold, for den er helt skrællet for de seje karakterer, fede dialoger og plottwists, der ellers er standart i ”rigtige” Quentin Tarantino-film. Hold dig væk fra den!   

Kurt Russel, kendt fra Sci-Fi-gyseren The Thing og rollen som Snake Plisken i Escape From New York, spiller rollen som Stuntman Mike i Death Proof. Foto: Dimension Films

 

Kommentarer: