Tre Fincher-film, man let glemmer


Seven, Fight Club, The Curious Case of Benjamin Button, The Social Network og Gone Girl. Instruktør David Finchers resume er langt og proppet med hits. Men han har også lavet gode film, som er mindre kendte end de navnkundige storfilm, som jeg lige har opremset. Her er faktisk hele tre gode Fincher-film, som ofte bliver overset.


Panic Room (2002)

Medvirkende: Jodie Foster, Kristen Stewart, Forest Whitaker, Jared Leto med flere

Tre år efter den massive og overvældende succes med Fight Club var David Fincher klar med sin næste film. Panic Room. Oscarvinderen Jodie Foster spiller hovedrollen som Meg, en kvinde, der sammen med sin 11-årige datter (spillet af en ung Kristen Stewart) flytter ind i et stort hus i New York. Huset var tidligere ejet af en paranoid rigmand, der fik installeret et hermetisk lukket sikkerhedsrum, det såkaldte Panic Room. Da Meg er i gang med at pakke ud, forsøger tre mænd at bryde ind for at få fat i en formue, som den tidligere ejer har gemt i huset. Meg og hendes datter låser sig inde i panikrummet, og så begynder dramaet ellers… Panic Room fik fine anmeldelser og tjente også sit budget hjem igen. Men sammenlignet med Finchers andre film er den en smule bleg og savner spændingen fra de øvrige film på instruktørens CV.

Zodiac (2007)

Medvirkende: Robert Downey Jr., Jake Gyllenhaal, Mark Ruffalo med flere

“Der er intet så godt som en svær gåde” – sagde ingen politifolkene, der forsøgte at finde Zodiac-morderen i 1970’ernes Californien. Psykopaten forblev nemlig en gåde, som til dato ikke er løst. Det vides derfor heller ikke med sikkerhed, hvor mange mennesker, han (eller hun) slog ihjel. Det, der var med til at gøre sagen endnu mere opsigtsvækkende, var, at morderen sendte breve til en lokale avis. Der hånede morderen politiet og medierne, samtidig med at han vedlagde koder, som journalister, politifolk og privatdetektiver uden held forsøgte at løse. Den fascinerende og uhyggelige historie blev filmatiseret i David Finchers Zodiac. Filmen blev rost af anmelderne, men sammenlignet med andre Fincher-film blev den ikke en stor succes ved biografernes billetluger. Det er en skam, for den begavede og dystre thriller er både uhyggelig og svær at glemme igen. Ligesom den virkelig mordgåde.

The Girl with the Dragon Tattoo (2011)

Medvirkende: Rooney Mara, Daniel Craig, Christopher Plummer med flere

Jeg elsker Stieg Larssons Millenium-trilogi om hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist. Den første bog, Mænd der hader kvinder, blev filmatiseret i 2009, og de to andre bøger, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt kom også til det store lærred i et samarbejde mellem dansk og svensk filmindustri. Men krimierne fra vores broderland er nået langt længere ud end bare til Skandinavien. Også i USA er de blevet store succeser, og det lå i kortene, at der på et tidspunkt måtte komme et Hollywood-remake af en eller flere af filmene. Det kom der så i 2011, da David Fincher blev manden, der skulle tackle den svære opgave med at bringe den skandinaviske sjæl med over i en amerikansk film. Resultatet blev The Girl with the Dragon Tattoo, en succes, men ikke Finchers mest mindeværdige film. Smukke Rooney Mara blev sminket til uigenkendelighed og var nomineret til en Oscar for sin rolle som Salander.

 

 

Kommentarer: